SPROGET SKABER mening, og sproget omkring psykiske lidelser og behandling kan gøre en stor forskel, når det gælder stigmatisering og selvforståelse. Det kan også have stor betydning for, hvordan man forstår og tilrettelægger behandling.
Psykiatrien er på mange måder blevet en mere og mere stigmatiseret institution. I medierne præsenteres den ofte i et negativt lys i form af sensationsprægede historier, og psykiatriske diagnoser er forbundet med fordomme og skam.
For eksempel tænker mange stadig, at psykiatriske afdelinger er, som de blev beskrevet i filmen ”Gøgereden”. Forskning viser, at dette ofte medfører, at folk afholder sig fra at søge hjælp i tide og har svært ved at stole på, at psykiatrien har noget at tilbyde.
Men psykiatrien er en bred institution, der hver dag hjælper mennesker med en meget bred vifte af psykiske vanskeligheder. Den spænder fra ambulant behandling af angst, depression og akutte belastningsreaktioner, hvor den primære behandling er samtaleterapi, til mere alvorlige tilstande såsom psykose, manier, selvmordsfare og delirøse tilstande, der kræver indlæggelse og døgnbemandet omsorg. Ofte bliver psykiatri forstået som værende kun det sidste.
I Norge har man i stigende grad gået væk fra begrebet psykiatri og har valgt at kalde den offentlige institution, der varetager behandling af psykiske lidelser, ”psykisk helseværn”.
I England kalder man den samme institution ”mental health”. Disse benævnelser lægger op til en bredere forståelsesramme og en mere tværfaglig tilgang til psykiske lidelser.
Betegnelsen psykiatri, på den anden side, er tungt forankret i en biomedicinsk tradition med en forståelse af psykisk lidelse som symptomer på underliggende biologiske årsager.
I NORGE LÆGGER MAN OGSÅ i større grad op til at bruge hele paletten af faggrupper og kompetencer, der for alvor afspejler den bio-psyko-sociale forståelse af psykiske lidelser, som forskningen underbygger. Så længe man bibeholder psykiatri som samlebegreb, bibeholder man også det indtryk, at psykiske lidelser først og fremmest er et medicinsk speciale, hvor man skal behandle underliggende ”hjernesygdomme” og ”kemiske ubalancer” med ”biologiske” metoder.
Færre sengepladser, mindre terapi og mindre tid til relationsarbejde skyldes i stor grad manglende ressourcer og manglende hænder. Men det skyldes også en uklarhed omkring psykiatriens videnskabelige fundament. Og den vej, psykiatrien bevæger sig lige nu, er ikke den vej, evidensen peger.
DER SKAL IKKE VÆRE TVIVL OM, at biologi og somatiske forhold spiller en vigtig rolle, især i den akutte psykiatri:
For det første er man ved udredning af psykiske lidelser nødt til at udelukke organiske eller somatiske årsager. Som eksempel kan nævnes udelukkelse af demens, hjernetumor eller stofskiftesygdomme, der kan give symptomer, der til forveksling ligner psykiske lidelser.
For det andet ved vi, at mennesker indlagt i psykiatrisk regi ofte har en overdødelighed sammenlignet med normalbefolkningen, noget, som til dels kan skyldes medicinforbrug og især polyfarmasi (samtidigt brug af flere medikamenter), men også sygdomme relateret til livsstil.
For det tredje er mange langtidsindlagte, og de bliver selvfølgelig også somatisk syge, hvilket er vigtigt, at nogen ser, forstår og behandler. Lægerne og speciallægerne har en vigtig funktion i psykiatrien.
Men i moderne psykiatri forstår man psykiske lidelser som et produkt af medfødt temperament eller sårbarhed, der i mødet med belastende eller traumatiske omgivelser, især social isolation eller eksklusion, bringer en person ud af kurs i forhold til personlige værdier og meningsgivende aktiviteter.
Dette kræver en tværfaglig indsats, hvor man med udgangspunkt i en terapeutisk relation trækker på en bred vifte af tilbud, der er skræddersyet den enkelte bruger. Dette kan være psykoterapi, miljøterapi, fysioterapi, kunst- og musikterapi, medicinsk behandling, beskæftigelsesindsats, netværksarbejde og pårørendeinddragelse. Desværre går alt for få ressourcer i denne retning.
Når psykiatrien har så mange fordomme knyttet til sig og af denne grund afholder folk fra at søge behandling og samtidig ikke afspejler den tværfaglighed, evidensbaseret behandling forskriver, er det måske på tide at kigge mod nabolande, som har taget dette til efterretning. Især når disse lande samtidig repræsenterer en meget progressiv tilgang til forståelse og behandling af psykiske lidelser.
Jens Einar Jansen er psykolog, specialist i psykoterapi og ph.d.