I SIDSTE UGE UDKOM regeringens finanslovsudspil.
Ikke mange overraskelser iblandt. Regeringen løber fra sidste års dagpengeforlig, det skal være sværere at gennemføre en uddannelse, hvis ikke du har velhavende forældre, det skal være billigere at være virksomhed, vi skal senere på pension, de, der er i beskæftigelse, skal have flere penge mellem hænderne.
Og så skal der afsættes midler til regional og kommunal sundhed, ældrepleje og daginstitutioner, som regioner og kommuner senere vil bruge på at spare på blandt andet sundheds-, ældre- og daginstitutionsområdet. Lidt skidt, lidt kanel. Sådan i grove træk.
Ifølge udspillet vil det ”gøre vores samfund stærkere, tryggere og mere robust”, og ”give næste generation et bedre grundlag end vores eget”. Det er svært at være uenig i, at det er gode og anerkendelsesværdige formål. Det er bare meget vanskeligt at se, at det er dét, som bliver resultatet – for den samlede befolkning.
For hvor bliver den progressive socialreform af? Den, som skal hindre, at børn vokser op under vilkår, som vi ikke kan være bekendt, og bliver til voksne, der står uden for arbejdsmarkedet af grunde, vi kunne have forebygget. Og hvor bliver styringsreformen af? Den, som skal sikre, at penge brugt på offentlig velfærd fører til effekt og ydelser af høj kvalitet. Og hvor blev fokus på vores velbefindende af blandt alle de penge, som vi angiveligt vil komme til at svømme i?
Det er klart, at en demografisk udvikling med flere ældre, en verden, der forårsager flere flygtninge, en globalisering, der konkurrenceudsætter de danske virksomheder, og en digital udvikling, der sætter os alle sammen til vægs, gør, at alle må holde for, og vi skal tænke os godt om for ikke at sakke bagud.
Men med udspillet er der stadig hundredtusinder af danskere, der lider af angst, depression og stress. Hundredtusinder, der står uden for arbejdsmarkedet af grunde, vi kunne have forebygget. Tusinder af børn, der hvert år falder uden for fællesskabet, fordi vi ikke kan finde ud af at indrette et samfund, der ikke taber dem. Det er så dyrt – menneskeligt og økonomisk – at vi fortsætter med at lade det ske.
På sin vis er det godt og trygt, at regeringen ikke overrasker med sit udspil. Vi skal passe godt på pengene. Selvfølgelig.
Men vi burde passe endnu bedre på hinanden.