Psykolog: Frygten trækker tråde i delefamilien

Som deleforældre kan man føle, at man skal gøre det dobbelt så godt for at kompensere for den situation, man har sat sit barn i med sin skilsmisse. Men det kan både børn og voksne knække nakken på, skriver psykolog

Frygten for at fejle som deleforælder kan besværliggøre både forholdet til barnet, ekspartneren og den kæreste, man måske har fået efter skilsmissen, skriver psykolog. Modelfoto.
Frygten for at fejle som deleforælder kan besværliggøre både forholdet til barnet, ekspartneren og den kæreste, man måske har fået efter skilsmissen, skriver psykolog. Modelfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Delefamilien er kommet for at blive. Der kommer endda flere og flere af os, som har én eller flere skilsmisser med i bagagen. Dermed nuancerer og udfordrer vi med vores blotte tilstedeværelse igen og igen forestillingen om, hvad en rigtig familie både er og bør være. 

Jeg arbejder til daglig med at rådgive par og forældre til at lykkes med at finde respektfulde veje at gå i delefamilien og i den sammenbragte familie. Jeg møder derfor en god portion deleforældre på min vej og må konstatere, at trods et stigende antal delefamilier i samfundet opleves deleforældreskabet fortsat som en slags nederlag, fiasko eller andenrangsposition. 

Som deleforældre er vi dumpet i kategorien "forældreskab". Vi giver kun vores børn det næstbedste. Som deleforælder føles det derfor stadigvæk temmelig magtpåliggende at kæmpe en brav kamp for at adskille os mindst muligt fra kernefamilien. Og dermed kommer vi faktisk en hel del på arbejde. For vi er nødt til at gøre det dobbelt så godt som andre forældre, hvis vores børn skal have en nogenlunde chance for at få et godt liv. 

Frygten for at ødelægge eller forringe vores børns tilværelse og deres fremtidsmuligheder rammer selvfølgelig også de rigtige forældre, men for os deleforældre fylder den tidobbelt. For vi er jo allerede bagud på point i forhold til at køre vores børn i stilling til at overleve i konkurrencestaten. Eskalerende læringstab, ringere chancer for en videregående uddannelse, selvværdsproblemer, angst og stress, for bare at nævne et par af de frygtindgydende dommedagsprofetier om børn, som vokser op med to hjem. 

Deleforældre er forståeligt nok vanvittigt bange for, at vi med vores kuldsejlede parforhold rent faktisk allerede har ødelagt vores børn, fordi vi ikke kunne lykkes med at være en rigtig familie. Og med denne frygt i baghovedet vil vi for alt i verden undgå at tilføre vores børn yderligere svigt og skade. Frygten trækker derfor et komplekst net af tråde igennem delefamiliens mange forbindelser. Paradoksalt nok på en måde som faktisk i sig selv øger sandsynligheden for mistrivsel. 

Frygten laver larm i forældresamarbejdet helt fra starten af, hvor den kaprer os i retning af at føre en indædt og modbydelig samværskrig med hinanden omkring hvem af os, der er bedst egnet til at tage vare på børnene – i håbet om at minimere skaderne for dem. Dermed kiler frygten sig ind og risikerer at splitte delefamilien ad, allerede inden den overhovedet er begyndt. 

Når frygten for vores børns forringede muligheder ånder os så kraftigt i nakken, er der sidenhen en temmelig stor sandsynlighed for, at vi forsøger at dulme den ved at dunke vores eks i hovedet med alt det, hun eller han har overset eller ikke har øje for omkring børnene. På en måde forsøger vi at undslippe vores egen udmattelse, uformåenhed og kuldsejlede forventninger til os selv ved at gøre børnenes anden forælder forkert. For så er det i hvert fald ikke vores skyld, hvis børnene mistrives. For deleforældre kæmper jo i forvejen side om side med de rigtige forældre med at leve op til alle de forkromede og grænseløse idealer for perfekt og fejlfrit forældreskab, som vi støder på hver eneste gang, vi logger på Aula eller Facebook, tænder for radioen eller åbner en avis. Idealer, som vi, netop fordi vi er skilt, nu er hamrende nødt til at leve op til. 

Frygten berører måske særligt os delemødre, sådan at vi instinktivt føler os kaldet til at blande os alt for meget i måden delefædre er forældre på. Men vores beskytteradfærd skaber stress og utilstrækkelighed i børnenes andet hjem, fordi børnenes far ikke får rum og plads til at være sig selv. Vores fine intentioner om at begrænse skade og passe rigtig godt på vores børn holder i stedet liv i konflikthistorien imellem os forældre, hvilket vores børn i sidste ende kommer til at betale prisen for. 

I relationen til vores børn bliver det også særdeles svært at sætte grænser, stille krav og udholde at have konflikter, så længe frygten huserer. For hvordan skal vi kunne rumme det at være en dum og "nederen" forælder, når vi samtidig går rundt med fornemmelsen af konsekvent at skulle lappe sårene hos vores stakkels skilsmisseramte børn? Det bliver faktisk så vigtigt for os, at vi udelukkende hygger os sammen i den begrænsede tid, vi har med vores børn, at vi kommer til at presse både vores børn og os selv med fuldstændig urealistiske standarder for harmoni og god stemning. 

Påbuddet om det gode forældresamarbejde udspringer også af frygt. Der er en stærk ide om, at vi minimerer skaderne for børn i delefamilier, når far og mor er gode venner. Deleforældre skal derfor kunne afholde sig fra at diskutere og allerhelst kunne socialisere med hinanden. Mange deleforældre slår derfor sig selv i hovedet, når de oplever at komme til kort i forhold til at lykkes med at spise hyggelige fællesmiddage med deres ekspartner hver uge. Men hvorfor skulle noget, som netop var svært, mens vi boede sammen, pludselig kunne lykkes, så snart vi går fra hinanden? 

Idéen om det mest optimale forældresamarbejde kan på den måde betyde, at afgrunden mellem deleforældre vokser sig større. For børnenes anden forælder må da virkelig være en fuldstændig og komplet idiot, når det ikke engang kan lykkes for os at være i stue sammen uden at genere hinanden, når det nu er så afsindig vigtigt for vores børn. 

For at det ikke skal være nok, spænder frygten faktisk også ben for muligheden for at komme videre i livet og kærligheden sammen med en ny partner. Her risikerer vi nemlig at udsætte vores børn for endnu mere svigt og skade, hvis det nye forhold enten stjæler al vores opmærksomhed, eller hvis vores nye kæreste ender med at gå sin vej. Relationen til nye kærester sættes derfor under et ekstremt pres. Enten kræver vi, at vores kærester skal knuselske vores børn fra det sekund, de træder ind ad døren, eller vi vælger at holde dem helt ude i strakt arm og afholder dem dermed fra at knytte bånd til dem. 

I den sammenbragte familie er deleforældre udfordrede i forhold til at kunne rumme og tolerere andre perspektiver på forældreskab end lige netop vores eget. 

Vores nye kærester kan derfor opleve at få mundkurv på eller føle sig totalt undermineret i relationen til vores børn. For frygten fortæller os, at alt skal gøres helt rigtigt i relation til vores særligt udsatte børn, som måske efter skilsmissen endda er gået hen og blevet vores primære sparringspartnere i hverdagen. Dermed får vi meget vanskeligt ved at trække klare skel og tydelige grænser mellem børn og voksne. Frygten for at skade vores børn øger dermed også risikoen for, at familie nummer to falder fra hinanden. 

Min erfaring er, at trivslen i delefamilien vokser, når alle medlemmer oplever at kunne trække vejret og har plads og rum til at kunne være sig selv. For deleforældre bliver det bare så umådeligt svært at lade os selv og hinanden være, når frygten for, at vi har skadet vores børn, bider os så heftigt i haserne. Men mon ikke flere deleforældre kunne lykkes med at finde en fredsommelig vej med hinanden og gode veje i delefamilien, hvis ikke frygten for at ødelægge vores børn med skilsmissen kontinuerligt saboterede relationerne imellem os?

For måske er det netop ikke skilsmissen i sig selv, som er ødelæggende. Måske er det snarere oplevelsen af at fejle, mislykkes og være forkerte andenrangsforældre, som ender med at slå skår i trivslen hos børn og voksne i delefamilien. Den afskyelige cocktail af frygt og smerte som samler næring fra idéerne om alle de mange negative konsekvenser, en skilsmisse får for vores børn. På den måde bider frygt og mistrivsel i delefamilien sig selv i halen. 

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.