Line Druschke Knudsen skriver i kronikken den 28. juli, at hun skammer sig over, at hun som døgnindlagt patient ikke passer ind i det behandlingssystem, der tilbydes hende. Hun sætter simpelthen en finger direkte på, hvor det er allermest ømt i sundhedsvæsenet – hvor grundproblemet er i dag.
Som privatpraktiserende psykolog med ydernummer er jeg en del af det ambulante fremskudte sundhedsvæsen. Jeg har arbejdet som selvstændig i dette system igennem de sidste 20 år. Min erfaring bekræfter Lines opfattelse. Når jeg får klienter henvist gennem deres praktiserende læge, er også jeg forpligtet på at bruge bestemte metoder og tilgange i bestemte rækkefølger. Eksempelvis skal kognitiv terapi være mit førstevalg ved for eksempel angstbehandling.
Når vi psykologer skal arbejde med en klient, skal vi følge de nationale kliniske retningslinjer. Gennem de sidste mange år er disse kliniske retningslinjer blevet en spændetrøje for både psykologer og klienter. En ensretning af behandlingen, kan man sige. En ensretning, som ikke altid er fordelagtig for klienterne. Motivet synes ellers sympatisk: Vi skal naturligvis arbejde med metoder, som virker. Men i iveren for at kunne skabe evidens, det vil sige bevis for effekten, har Sundhedsstyrelsen måttet referere til metoder, som kan reduceres og kvantificeres, så der teknisk set kan skabes bevis for at behandlingen virker. Altså at metoden virker. Men ofte virker det kun på papiret, da det enkelte menneske rummer unikke komponenter, der ikke lige kan kvantificeres og sættes i et regneark. Det bliver kun værre, når der er flere tilstande til stede samtidigt, for eksempel ptsd og en spiseforstyrrelse. Derfor kan en person som Line føle skam over, at hun ikke kan hjælpes, da hun ikke oplever at passe ind i manualen. Og at hun ikke føler, at ”hovedet er med”, selvom kroppen er blevet ”rask”.
Da jeg i USA i 2015 deltog i en behandlerkonference arrangeret af Anxiety & Depression Association of America, undrede det især os nordiske deltagere, at det nyeste behandlingsparadigme i psykiatrien i USA var indførelsen af én behandlingsprotokol (læs: metode), typisk på kognitivt grundlag. Den behandlingsprotokol kunne meget smart bruges til behandling af såvel, angst, depression og tvangstanker, herunder endda diverse spiseforstyrrelser. Vi undrede os vældig meget over den one size fits all-tilgang, det var udtryk for. Vi priste os samtidig lykkelige over, at vi ikke i Norden var nået dertil – og håbede i vores stille sind, at vi aldrig skulle opleve det hos os.
Jeg husker, at jeg deltog i et symposium om gruppeterapi. På et tidspunkt formastede jeg mig til at stille spørgsmål om, hvorledes man sammensatte den enkelte terapigruppe, idet man vel visiterede folk ud fra, hvordan man vurderede, at de pågældende personer bedst kunne interagere i gruppen. Sammensatte man gruppen ud fra alder, køn, problematikker – eller hvilke overvejelser lå der bag?
Der blev dødstille i salen, og alle vendte sig mod mig, det fjols, der formastede sig til at spørge ind til dette åbenbart irrelevante problem. Jeg kæmpede pludseligt med en stigende følelse af skam. Men jeg syntes jo, at det var helt nødvendigt at forholde sig til mennesket, og hvad dette menneske rummede, før man sammensatte gruppen og den behandling, der vurderedes at skulle til.
Det viste sig, at dette slet ikke var den erfarne professor og oplægsholders fokus! Det var simpelthen ikke en overvejelse værd for ham. Der var en manual, og den fortalte med vanlig amerikansk omhyggelighed, hvad der skulle ske i de enkelte sessioner over en helt fast periode.
Det er selvfølgelig dette paradigme, som de senere år langt hen ad vejen er indført herhjemme. Nøglepræmissen er, at effekten af metoderne skal kunne bevises, og at det er enklere, hvis man har en manual. Men er det egentlig ikke ligegyldigt, om noget virker metodisk korrekt og på papiret kan overføres til andre i nogenlunde samme situation, hvis ikke den enkelte klient/patient oplever bedring?
Der synes at være nogle indlysende fordele for sundhedsvæsenet ved, at den forenklede manualbehandling kan udføres så enkelt, at flere kan udføre den samme behandling. Og så er vi jo inde på økonomien. For så kan det gøres billigere og i stordrift. Og af flere faggrupper.
Som privatpraktiserende psykolog behandler jeg dagligt rigtig mange med angst, depression, spiseforstyrrelser, ofre fra akutte kriser og i sorg. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at den nødvendige ekspertise – koblet til den nyeste forskning, uddannelse og erfaring – i høj grad er til stede hos eksempelvis læger og psykologer. Dog kan vi ikke få lov til at bruge den, fordi vi skal reducere vores behandlingsmetoder til den laveste fællesnævner i form af evidensgodkendt behandling. Evidens før effekt. Fordi klienter/patienter skal hurtigt og billigt ud af systemet igen.
Det svarer til, at man bestiller en håndværker til at renovere et værelse i hjemmet. Men samtidig siger man til ham, at han kun må bruge ét værktøj, for eksempel en høvl. Han ved jo godt, at der skal bruges værktøj fra hele værktøjskassen. Så det er desværre ikke muligt at løse opgaven.
Så opråbet herfra er: Lad os få lov at bruge hele værktøjskassen og vores faglige professionelle vurdering til at skabe individuelle resultater ud fra den enkelte klients sygdomshistorie. Det er vi faktisk uddannet til!
Per Hulstrøm er autoriseret psykolog.