Psykolog: Hvordan lærer vi vores børn menneskelighed, empati og dannelse?

Etik, moral, empati og dannelse er et selvstændigt område for udvikling, et selvstændigt vidensområde, hvor den nyeste forskning har vist os vejen. Ofte følger vi blot ikke vejen i familier, børneinstitutioner og skoler, skriver psykolog

"Barnet kan trives og lærer, når det er sammen med andre, og når det er sig selv," skriver Jens Hardy Sørensen. Modelfoto.
"Barnet kan trives og lærer, når det er sammen med andre, og når det er sig selv," skriver Jens Hardy Sørensen. Modelfoto. . Foto: Nima Stock.

Siden industrialiseringen for mere end 200 år siden er vores hverdag og familieliv i stadig forandring og omorganisering. Ikke mindst nu med mange nye teknologier. Udviklingen har i sandhed bragt os mange goder på alle livsområder. Udvikling og vækst bliver for rigtigt mange til dét gode, vi må fokusere på. Stagnation bliver til det onde, vi for alt i verden skal undgå.

Al vores materielle velstand, vores mange opfindelser og vores stærkt voksende intellekt med megen viden og information har ledt til den opfattelse, at vi i en global landsby også ville blive bedre og lykkelige mennesker med gensidig forståelse og personlig trivsel. Mange har fået en fornemmelse af, at mennesket også ville og kunne udvikle sig moralsk, med stigende empati og dannelse ud over tidligere tiders menneske, der var uden vores velstand, viden og tekniske forstand. Tilslutter man sig denne sammenblanding af materiel udvikling og medfølgende udvikling af trivsel med nærmest automatisk stigende moral, etik og dannelse blandt verdens beboere, så opfattes man mere progressiv og radikal.

Det helt grundlæggende problem er denne tavse, uformulerede sammenblanding af samfundsudvikling og menneskelig, personlig udvikling. Hvis man med Kierkegaards formulering sammenblander ”det udvendige spektakel” med den indre udvikling i hver person, er man ilde faren. Mange tror, at de gennem tilegnelse af den teknologiske udvikling gennem flid og skærpelse af forstand med effektiv dygtighed, at de også, nærmest automatisk, bliver empatiske og dannede personer. Og at børn bliver det samme, næsten af sig selv med hjælp fra børneinstitutioner og skoler.

Det er imidlertid en uomgængelig kendsgerning, at det grundlæggende menneskelige, etik, moral, empati og almen dannelse, skal læres separat. Af mere usynlige veje. Uden sprog.

I forhold til tilegnelse af det humane, af menneskelighed, begynder enhver generation fra begyndelsen. Hvert slægtled har ingen anden opgave end enhver foregående generation og kommer heller ikke videre. Dette under forudsætning af at den foregående generation ikke svigtede opgaven at lære børn menneskelighed og ikke bedrog sig selv ved at blande økonomisk og teknologisk samfundsudvikling med udvikling af det menneskelige. Dette menneskelige, det humane, er vores følelser, lidenskaber og behov, som skal reguleres, men ofte ikke bliver det. Og her forstår det ene slægtled fuldkomment det andet og forestår sig selv.

Vi forstår fuldstændigt mennesker hos Shakespeare, i de islandske sagaer eller i Det Gamle Testamente. Ingen generation kommer til at begynde et andet sted end ved begyndelsen. Ingen nuværende eller senere generation har en kortere eller lettere opgave end den forudgående. Hvis man – forledt af den økonomiske og teknologiske udvikling – her ikke vil, som de foregående slægter, nemlig blive stående ved med kærlighed at lære børn menneskelighed, men gå videre og udvikle vores menneskelighed videre end tidligere generationer, så svigter vi helt.

Etik, moral, empati og dannelse er et selvstændigt område for udvikling, et selvstændigt vidensområde, hvor den nyeste forskning har vist os vejen. Ofte følger vi blot ikke vejen i familier, børneinstitutioner og skoler. I samfundsdebatten og i vores institutioner ignoreres oftest dette fokus og vores omfattende viden om børns vej til trivsel med andre og med sig selv. Vi ved godt hvad der skal til, og vi kan i øvrigt også måle det, men vi anvender ikke denne viden, som på ingen måde vil koste os mere økonomisk.

Med klart organiserede metoder, strukturer og relationsformer kan pædagoger, plejeforældre og lærere i afgrænsede interaktioner danne små øer af sikker tilknytning, hvor de for barnet ukendte og nye implicitte socio-emotionelle kompetencer dannes. Øer, der vokser og med tiden i institutioner og skoler bliver mere sammenhængende og faste områder. Områder, hvorpå der kan rejses fundamenter for fremtidig trivsel, evne til sprog, matematiske kundskaber og inklusion.

At være omgængelig blandt mange forskellige personer fra forskellige kulturer, at have pli er at være udstyret med en empati og dannelse, der er påført eller lagt på lag for lag i den tidlige barndom. De første to lag i det første leveår og de følgende næste par år. Ét lag for hver grundemotion. Lag der påføres af trygge og stabile forældre, der selv rummer lagene, og som viser sig synligt i forældrenes forhold til hinanden. Børn får det ikke bedre indeni end forældrene synligt har det udenpå med hinanden. Forældre repræsenterer også et generationsskel. Voksne er ikke barnlige, og børn skal ikke være følelsesmæssigt voksne og ansvarlige, før tid er. Hvert lag, der lægges på empati og dannelsen, tilfører nye aspekter og mere dannelse og stabiliserer samtidig de tidligere underliggende lag.

Menneskelighed hviler på fundamentale ressourcer, der skabes i tilknytningsbånd helt tidligt i familien gennem den voksnes implicitte affektregulering og eksplicitte forståelse af spædbarnets emotioner og intentioner og dermed behov. I de tilfælde hvor regulering og forståelse er overfyldt med fejl og mangler i den tidlige tilknytning, må vi i daginstitutioner og skoler lære børnene dét senere, som de ikke har lært tidligere. Tilknytning, implicit læring og hukommelse bliver de centrale vidensområder her. Derfor er det afgørende vigtigt, at pædagoger og lærere i afgrænsede og strukturerede interaktioner er en sikker tilknytningsfigur (i hvem accept, glæde og interesse altid underliggende er tilstede), som børnene ikke har hjemmefra.

Vi kan ikke via sprog og ”snak”, via bøger og så videre, lære disse relationelle færdigheder. Vi kommer reelt ingen vegne ved kun at tale om værdier og formulere ”værdigrundlag” og føre ”demokratiske samtaler”. Og vi kan ikke måle dem via sprog, spørgsmål, spørgeskemaer og så videre. De skal trænes relationelt i en sikker tilknyttet relation. En relation mellem barn og voksen. Hvis voksenansvaret nedtones, kunne børn jo nærmest opdrage sig selv og selv lære affektregulering, empati og menneskelig dannelse. Venlige, demokratiske omgangsformer, fordragelighed, anger, fortrydelse, tilgivelse, ”tonen”, gemytlighed, kan man ikke snakke sig til. De hviler på et fundament af situationsafpassede, implicit regulerede, basale emotioner som accept, nysgerrighed, vrede, frygt, tristhed, glæde med flere.

Hvis vi ikke lærer vores børn dette, bliver det et gigantisk svigt fra os voksne, og den negative sociale arv vil gå fra generation til generation. Den implicitte læring vil vise sig (og kan måles) ved bestemte empatiske automatiske handlefærdigheder, en implicit viden, i relation til andre og i relation til en selv. Barnet kan trives og lærer, når det er sammen med andre, og når det er sig selv.

Jens Hardy Sørensen er forsker og privatpraktiserende psykolog.