Prøv avisen
Debat

Psykolog: Hvornår blev det en rettighed at få børn?

Det store spørgsmål er, i hvilket omfang fertilitetsbehandling har en, måske for stor, pris i forhold til det ellers så betrængte sundhedssystem. Eller sagt på en anden måde: Man opfatter altså barnløshed på lige fod med alvorlige sygdomme. Foto: Polfoto

Tidligere fik man børn på baggrund af et seksuelt samvær, man fik, som det hed, de børn, som Herren tilskikkede én. Men det er et postmoderne fænomen, at når noget er teknisk muligt, så skal denne mulighed frisættes, skriver psykolog

Det er næsten blevet et dogme, at alle har ret til at få børn. Og jeg ved det godt: Det er som at stikke hånden ind i et hvepsebo at prøve at indtage et andet standpunkt. For kun ganske sjældent er der røster i denne debat, som tager det åbenbart politisk ukorrekte standpunkt i det mindste at udfordre synspunktet om, at alle har ret til at få børn – uanset hvad.

Udviklingen inden for lægevidenskaben har som bekendt gjort det muligt for kvinder, der ikke kan få børn ad ”den naturlige vej” via kunstig inseminering eller ægtransplantation at få børn, hvad enten de lever som singler i et hetero- eller homoseksuelt forhold, eller om de er relativt gamle, i det mindste set i forhold til det at blive gravide.

Og her i avisen kunne man onsdag den 30. november læse, at der er stor opbakning til enlige mænds ret til at få børn gennem rugemødre. Hvilket blot er en forlængelse af debatten for et par år siden om singlemænds ligeret til at adoptere børn.

NU FORLYDER DET, at fertilitetsklinikker er nødt til at afvise behandling mod barnløshed, fordi klinikkerne ikke har flere penge. Hvorfor? Fordi man politisk for nogen tid siden besluttede, at ægdonationer skulle belønnes med 7000 kroner, hvilket er et klækkeligt større beløb end hidtil. Den politiske beslutning blev naturligvis ikke fulgt op med ekstrabevillinger.

Det store spørgsmål er, i hvilket omfang fertilitetsbehandling har en, måske for stor, pris i forhold til det ellers så betrængte sundhedssystem. Eller sagt på en anden måde: Man opfatter altså barnløshed på lige fod med alvorlige sygdomme.

Så liberaliseringen generelt i vort samfund betyder, at alle så godt som uanset hvad åbenbart skal have ret til at få et barn. Men hvornår er det blevet en ret at få børn? Tidligere fik man børn på baggrund af et seksuelt samvær, man fik, som det hed, de børn, som Herren tilskikkede én. Men det er et postmoderne fænomen, at når noget er teknisk muligt, så skal denne mulighed frisættes. Men at udviklingen gør ”noget” muligt, indebærer ikke nødvendigvis, at man så skal gøre det.

I ANDRE SAMMENHÆNGE af samfundslivet, for eksempel miljø, økologi og bolig, tales om et såkaldt forsigtighedsprincip, hvor synspunktet er, at en eventuel usikkerhed skal komme borgerne til gode. Men når det handler om voksnes ret til at få børn, gælder det princip åbenbart ikke. Og efter min mening er det helt urimeligt, hvis børnene skal fungere som ”murbrækkere” i enhvers i øvrigt helt legitime kamp for ligestilling.

Men debatten om at vælge fra og til er vigtig. Dels fordi vi bliver nødt til at forholde os til, om det nu også er en rettighed at få børn, dels fordi vi vel ikke kan sidde stiltiende og se på, at fertilitetsbehandlinger uanset årsagen til disse skal dræne vort sundhedsvæsen for ressourcer. Og fordi de politisk korrekte holdninger her udelukkende handler om voksnes rettigheder.

Det er vigtigt at alle – uanset køn og alder – vil deltage i en åben og ærlig debat om dette ømtålelige spørgsmål uden at tilskrive ”modstandere” motiver som at være reaktionære, fordomsfulde, uvidende og følelseskolde.

John Aasted Halse er autoriseret psykolog og forfatter.