Kristeligt Dagblad bragte i sidste uge et portræt af sognepræst og redaktør af Tidehverv Agnete Raahauge, hvor hun med udgangspunkt i sin faglighed som præst og den dertil knyttede kontakt med folket postulerede, at der ”ville være færre børn med diagnoser, hvis flere mødre kunne være mere sammen med deres børn”.
Hermed taler hun ind i den forældede opfattelse af "køleskabsmødre": kolde og fraværende mødre, som ikke kan tage vare på deres børn, og som dermed forårsager mistrivsel og lidelse.
Med udgangspunkt i præmissen, at det for de kvinder, som bevæger sig ud på arbejdsmarkedet, hovedsageligt handler om, at de ikke kan få tiden til at gå derhjemme, placeres skyld og årsag for børns medfødte neuropsykiatriske lidelser hos mor. For en mor, som foretrækker et arbejde og dermed overlader pasning af sit barn til en institution, må jo ifølge Agnete Raahauge gøre sig klart, at ”det at blive puttet i en institution, når man er så lille, er diagnoseskabende”.
Ifølge Agnete Raahauge kan især stigningen i antallet af adhd-tilfælde forklares ud fra dette, da den diagnose ville kunne være undgået, hvis blot barnet var blevet passet hjemme og ordentligt opdraget.
Til spørgsmålet, om stigningen i antallet af diagnoser mon ikke skyldes, at vi er blevet bedre til at diagnosticere, svarer Agnete Raahauge:
”Muligvis, men så er det lige ved, man kan sætte diagnoser på os alle, og det er slet ikke sundt at have en diagnose. Det bliver til en undskyldning. Så kan man gå rundt og sige, at man ikke kan sidde stille, fordi man har adhd. Når jeg har konfirmander, der siger det, så siger jeg: 'Det er fint, men så behøver du ikke at blive konfirmeret. For så skal man kunne sidde stille.' Det er ikke, fordi de mangler nogen, der råber ad dem, men de mangler nogen, der opdrager dem kærligt.”
De forældre til børn og unge med psykiske lidelser, såvel som de børn og unge, der selv har en psykisk lidelse, skal ikke alene overkomme den mistrivsel og de udfordringer, som den givne diagnose beskriver. De skal i lige så høj grad kæmpe mod den stigmatisering, misforståelser og uvidenhed, som fortsat hersker. Meningerne er mange, og de usaglige og ufaglige årsagsforklaringer er der endnu flere af. Mangel på ordentlig opdragelse, rammer og kærlighed er blot nogle af de udokumenterede fordomme, som kastes efter disse børn, unge og deres familier.
Agnete Raahauge lader sig som mange andre ikke hæmme af sin mangelfulde viden inden for psykopatologien og den lægefaglige tilgang til diagnosernes årsager. I uddybelsen af spørgsmålet om, hvorvidt det ifølge præsten fortrinsvist er kvinder, som har drift til at være sammen med deres børn, udtaler hun: ”Det er ikke noget, jeg kan bevise, men jeg mener, at sådan er det.”
Meninger og holdninger har det med at blive blandet sammen med fakta og videnskab i en grad, som gør ondt. Hvor de fleste nok vil tænke sig om en gang eller to, inden de udtaler sig om årsag og behandling af for eksempel kræft, tyr folk gerne til at dele meninger og årsager til komplekse neuropsykiatriske lidelser – ofte uden den nødvendige viden. Ydmygheden vejer her ikke tungest.
Opfattelser som manglende opdragelse, og at en medfødt psykisk lidelse blot er en undskyldning for en given adfærd, er voldsomt stigmatiserende og emmer af uvidenhed over for de børn, unge og voksne, som kæmper for at blive mødt, rummet, forstået og ikke mindst inkluderet i samfundet. De er nogens barn, søster, bror, mor, far eller partner. Frem for udskamning og en misforstået idé om, at der blot er tale om et behov for mere frisk luft og forældre, der bare skal være bedre til at sætte grænser, ville det klæde os som samfund at være nysgerrige og åbne over for de vanskeligheder, som vores medmennesker oplever. Samfundssind, om man vil, men med fokus på omsorg for sin næste. Noget, jeg vil mene, man som præst med fordel kan praktisere.
Det ville klæde Agnete Raahauge at byde alle de unge konfirmander velkommen i kirken. Uanset hvad de kæmper med. Og kæmper de med at sidde stille, ville forståelse og omsorg være på sin plads. Noget, de nok ikke har mødt så meget af i deres liv.
Marie Tolstrup er cand.psych.aut. og specialist og supervisor i psykoterapi med børn og unge.