Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. 

Psykolog: Identitetspolitik har rødder i overbeskyttende opdragelse

Moderne familier er præget af en opdragelseskultur, som vil beskytte barnet mod kriser, tab og adskillelser. Den sociale kuvøse har ført til identitetspolitiske markeringer, der minder om barnets kamp for at få sin vilje

Demonstranter fra Black Lives Matter Denmark foran Christiansborg i 2020.
Demonstranter fra Black Lives Matter Denmark foran Christiansborg i 2020. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Hvis man taler om udvikling, så er det typisk enten samfundsudviklingen eller den intellektuelle udvikling, man taler om. Men følelserne, hvordan udvikler de sig?

De udvikles ikke, de formes snarere gennem kriser, tab og adskillelse. Typisk hjælper forældre deres barn til at erkende, at adskillelse ikke er farlig ved at lege borte-tit-lege.

Digteren H.P. Holst skildrede fænomenet længe før Freud: ”For hvert et tab igen erstatning findes; hvad udad tabtes, det må indad vindes”. Hvad er det da, barnet taber? Bindingerne til forældrene. Og hvad vinder barnet? En realisme, der udfordrer barndommens fantasteri.

Det påfaldende er, at den moderne storbykulturs familiepolitik er præget af en opdragelse, der tager sigte på at beskytte barnet mod kriser, tab og adskillelser. Derfor konstruerer forældre noget, der ligner en social kuvøse.

Når barnets angst vækkes, tager man barnet med ind i dobbeltsengen. Når en bedstemor dør, sørger man for, at barnet ikke deltager i begravelsen. Men hvorfor er storbyens forældre så bange for at deres børn skal fuldkommengøre deres følelsesliv? Måske fordi det fører til, at barnet fjerner sig fra forældrene.

For at undgå det, har man fået den idé, at det drejer sig om at opgive parforholdet og erstatte det med et kærlighedsforhold til børnene. Altså et familieliv, hvor der er kold luft mellem forældrene, mens børnene bliver overøst med kærlighedserklæringer. Børn skal bare have masser af kærlighed, som det hedder.

Det kan for eksempel vise sig ved, at mor og søn har oparbejdet en parforholdslignende alliance, mens faderen følelsesmæssigt er udenfor. En sådan konstruktion skaber daglige konflikter og vil med stor sandsynlighed ende i skilsmisse, hvilket yderligere styrker båndene mellem mor og søn.

En sådan familiekonstruktion har imidlertid den uheldige konsekvens, at det bliver børnene, der i praksis bliver familiens myndighed, hvilket med stor sandsynlighed gør dem til psykiatriske patienter.

Det har desuden den uheldige konsekvens, at børnene mister muligheden for følelsesmæssigt at frigøre sig fra forældrene. Meningen må dog ellers være, at barnet ender med at blive uafhængigt, selvstændigt og kan tage et ansvar på sig.

Moderne forældre gør som den far, der gav sin søn fri adgang til at forlade familien. Han fik sin arv udbetalt på forhånd og kunne drage ud i verden, hvor han soldede sin fars penge op.

Forældregenerationen føjer spot til skade, når de erklærer, at de unge har deres fulde frihed. Og det er jo rigtigt nok: De er socialt set uden begrænsninger, men følelsesmæssigt er de ufri.    

Finn Korsaa

Psykolog

Som bekendt kom han slukøret tilbage, men måske var det alligevel ikke ham, der var fortabt, men snarere den bror, der var blevet hjemme, og hvis sind var blevet formørket af smålighed og misundelse.

Hans efterkommere er den moderne drengerøv, hvis handicap er, at han ikke kan tage ansvar for sin kone (men sagtens tage ansvar for fjerne folkeslags identitet) og derfor overlader han ansvaret for det følelsesmæssige i familien til hende.

Således viser det sig konkret, hvordan barndommens følelsesbindinger kan bevares uanfægtet i det voksne liv. Hvor udbredt dette fænomen er, fremgår af den pinlige komik, der præger komedie-serien "Klovn".

Det er imidlertid ikke alle unge, der har held til at klovne sig igennem ungdommens krise. Mange søger at centrifugere den ved druk, anoreksi, bulimi, selvskade, depression og fantasteri. Og forældregenerationen føjer spot til skade, når de erklærer, at de unge har deres fulde frihed. Og det er jo rigtigt nok: De er socialt set uden begrænsninger, men følelsesmæssigt er de ufri.    

Den sociale kuvøse opretholdes ved, at man forsøger at løse familiekonflikter ved at snakke sig ud af dem. Men de naturlige spændinger mellem generationerne kan kun løses ved drama.

Det er derfor nødvendigt med modstande og grænser, der giver den unge mulighed for at kæmpe sig fri. Frihed er således en proces og ikke en tilstand. Moses blev optændt af trangen til at frigøre sig og trodsede Farao gennem de ti forsøg på en frigørelse, der endeligt lykkedes, da han tørskoet kunne krydse Det Røde Hav.

I frigørelsen fra forældregenerationen viser det sig, at erotikken spiller en central rolle, som det skildres i James Camerons film "Titanic" fra 1997.

I begyndelsen af filmen var den unge pige Rose udsigtsløst knyttet til sin mor, og på vej ind i et arrangeret ægteskab. Rose havde ingen mulighed for at sige sin mor imod, ingen frigørelse var mulig, og hun opgav livsmodet.

Dermed kom Jack ind i billedet, for det blev ham, der forhindrede hende at kaste sig ud fra damperen og ned i det iskolde vand. Efterfølgende opstod der et kærlighedsforhold mellem dem, og hun udviklede derigennem et personligt mod, der gjorde det muligt for hende at bryde barndommens følelsesbindinger.

Hendes frigørelsesproces skildredes ved Titanics forlis som symbol og kulisse. Da Rose sluttelig drev omkring på vragdele fra den sunkne oceandamper, får man indtryk af, hvor voldsomt det følelsesopbrud var, der skulle til for at realisere hendes frigørelse. Roses liv begyndte, den nat hun klamrede sig til en dør i det iskolde Atlanterhav.

Moderne børn har andre vilkår for deres frigørelse. Således opdrages de til at stille kritiske spørgsmål og dermed udfordre forældrenes autoritet allerede fra de er ganske små. Det gør det vanskeligere for forældrene at fastholde deres myndighed, men demokrati behøver ikke at være uden myndighed og handlekraft, hvilket blev Ullas held.

Hun var en sekstenårig pige, der havde været på skiferie med sin familie i Østrig, og nu var de på vej hjem i bil. Undervejs gjorde de ophold på en rasteplads i Tyskland. Da de var ved at gøre sig klar til at køre videre, følte Ulla sig krænket på menneskehedens vegne over et synspunkt, som hendes mor havde givet udtryk for.

I løbet af få øjeblikke var Ulla blevet helt ude af sig selv af raseri. Hun stillede sig helt hen foran moderen og råbte hende lige op i hovedet: ”Jeg vil hellere dø end at køre videre med dig”. Episoden sluttede med at Ulla meget mod sin vilje blev anbragt i bilen.

Heldig var Ulla, at hun havde forældre, der stod fast. Men hvad med de unge, der er børn af moderne storbyforældre, der føler sig svigtet, hvis deres børn vil frigøre sig? Og hvad med forældre, der fastholder deres børn ved en hjælpeløshed, som det skildres i "Italiensk for begyndere"? Og endelig, hvordan skal den unge kunne kæmpe for sin frihed, når forældrene blot siger at han allerede har den?

Disse forhold aftegner en håbløs situation for de unge. Der er ganske vist dem, der som Moses, Rose og Ulla kan gennemføre en reel frigørelse. Og der er dem, hvor frigørelse er spas som hos drengerøven, og dem, hvor det ender i psykiatriske diagnoser. Men der er en gruppe, der synes at være i stand til at gøre deres barndoms ubearbejdede følelsesbindinger til et slagkraftigt våben. Oscar Wilde skildrede processen: ”børn starter med at elske deres forældre, siden anklager de dem, sjældent om nogensinde tilgiver de dem”.

Måske kan man opfatte Wildes doktrin som profetisk. For der er meget i tidens identitetspolitiske råberi, der kunne minde om det to- til treåriges barns kamp for at få sin vilje.

Det ligner således fantasteri, der vil forbyde køn ved at erstatte han og hun med det kønsneutrale hen. Det virker lige så barnligt at presse is-producenterne til at omdøbe deres Eskimo-is, samt kræve, at man ikke synger, at den danske sang er en ung blond pige og så videre.

Der er tale om en ideologisk bevægelse, der er drevet frem af en kraft, som det er nytteløst at argumentere imod, for det er fantasteriet, der styrer den slags følelser og bedøver dømmekraften.

Man kunne jo heller ikke få Don Quijote til at acceptere en fælles realisme. Krænkelsesbevægelsens rytteri går da til angreb med et fantasteri, der minder om Mccarthyismen i 1940’ernes USA. Fantasterne udlever deres raseri i anklager over dem, der ikke følger deres påbud, og de trækkes ind i en kafkask proces, der ender med social udstødelse.