Julen står for døren, og vi glæder os til ro, hygge og samvær med vores nærmeste. De fleste af os er vant til den ekstra travlhed og den stress, det kan give at huske og nå alt: juleindkøb, julefrokost, julegaver og juleferie. Samtidig er der arrangementer i børnenes skoleklasser, sfo, fodboldklub og vennegrupper.
De fleste arrangementer er demokratisk indrettede med frivillig deltagelse, egenbetaling, forventninger om hjemmelavede retter eller en pakkekalendergave.
Men mange forældre, jeg møder i mit arbejde som psykolog, oplever år efter år, at travlheden kommer bag på dem, og at der er flere og flere arrangementer med større og større forventninger om deltagelse, køb af gaver og krav om hygge. For de mest udsatte familier bliver december, julen og nytåret en smertefuld påmindelse om alt det, de ikke har, kan eller er en del af.
Et eksempel er den enlige flygtningemor, som på grund af ptsd ikke magter at deltage i klassens juleklippearrangement af frygt for at få flashback til den dag, den nærliggende skole i hjemlandet blev bombet under et møde. Invitationen i sig selv giver kuldegys og koldsved. Høfligt, smilende og fuld af skam takker hun nej, vel vidende at børnene møder op alene til endnu et arrangement på skolen.
Børnene, som sidder i klassen alene uden deres forældre, fortæller mig, at de sommetider kan mærke kammeraters og forældres blikke med medlidenhed, mistænksomhed og ofte fordomme om dem og deres familier. For at afryste denne følelse af at blive udstillet som fattig og ensom reagerer de nogle gange ved at agere deres skam ud ved at skabe støj, ballade eller omvendt at lukke sig inde og holde sig væk.
Børnene kan og bør heller ikke være dem, der forklarer deres forældres valg uanset årsag, og det er desværre den position, vi stiller dem i, når vi insisterer på deltagelse og engagement fra forældre i årets travleste måned. Invitationer til klassearrangementer i skoletasken eller via Aula kan skabe frygt, angst, skam og skyldfølelse hos mange udsatte familier, som ofte ikke har råd til den lim, det kræver at klistre et julehjerte sammen, eller ikke har overskuddet til at gå ud efter klokken 16, fordi frygten for mørket udmatter. Det, som mange familier synes er besværligt og dyrt, kan for mange traumatiserede flygtningefamilier være skræmmende og drænende i dagevis.
Når vi taler fattigdom og hjælpepakker til de mest udsatte, er det vigtigt at huske, at nogle børn er fattige på det, som de fleste familier tager for givet: deltagelse og ligestilling. Skolerne mener det selvfølgelig godt og ønsker, at børnene får en god oplevelse med deres forældre.
En vej frem kunne være at man i årets travleste måned mindsker kravene om forældredeltagelse,
egenbetaling og kalendergaver og dermed gør deltagelse mere demokratisk. I stedet kunne man
invitere til mere uformelle arrangementer i et åbent hus-koncept, så forældrene løbende kan
deltage i løbet af dagen. Dermed kan de forældre, som er sårbare, komme på tidspunkter, hvor der ikke er så mange samlet.
Det er også en fordel at placere den slags om fredagen. Så undgår børnene dagen efter at skulle forklare, hvorfor deres forældre ikke deltog. Det vil tage noget af presset fra de udsatte familier og deres børn, som det jo i sidste ende handler om at skabe en god oplevelse for.
Helena Lund er psykolog.