Robusthed er et af tidens store plusord. Hvorfor skal vi være så robuste?
Udviklingspsykologien har talt om robusthed i 50 år, men i de seneste par år er det blevet udbredt i debatten herhjemme, og det hænger sammen med samfundsudviklingen: Et stigende antal mennesker er ramt af stress og deraf afledt depressions- og angstlidelser, og vi ser flere og flere børn, der mistrives. Derfor er det blevet mere aktuelt og relevant at tænke på vores robusthed.
Hvad menes der mere konkret med begrebet?
Robusthed er evnen til at mestre modgang og komme tilbage igen efter en vanskelig oplevelse. Ingen af os går igennem livet, uden at vi oplever ting, der er svære, og som påfører os en eller anden form for lidelse. Men mens nogen mennesker på grund af vanskelige hændelser og udfordringer udvikler svære depressioner og bliver kronisk marginaliserede på arbejdsmarkedet, er der andre, som alligevel bliver sig selv igen. Og det er robusthed. Det er en psykologisk færdighed, som man faktisk kan lære. Når det så er sagt, ligger rigtig meget af vores robusthed i vores personlighed, i vores gener og har at gøre med vores opvækst. Men der er stadigvæk op i mod 50 procent af det, som vi kan blive bedre til at udvikle.
Bliver det ikke et meget individuelt fokus?
Jo, det er en misforståelse, når man udelukkende fokuserer på individet. Robusthed er ikke et skjold. Den allervigtigste ressource er gode relationer, og vi ved, at robusthed udvikles i fællesskab. Man kan ødelægge selv de mest robuste mennesker ved at udsætte dem for dårlig ledelse, mobning eller ved give dem en hæklenål og sige, at de skal bygge Femern-forbindelsen. Når vi lærer folk psykologiske færdigheder på Center for mental robusthed, træner vi aldrig enkeltindivider, men altid afdelinger og grupper ude på arbejdspladserne. For lige præcis relationen er meget central.
Men er årsagen til de store problemer med stress og psykiske lidelser ikke en konsekvens af en samfundsindretning med effektiviseringskrav og nedskæringer?
Jo, bestemt. Det starter jo på det politiske niveau. Så lang tid at vi vil have læringsplaner i vuggestuen og måle og veje med nationale tests i folkeskolen, presser vi jo børn fra en tidlig alder ind i dette præstationssamfund. I forhold til arbejdsmiljø kunne man jo lave meget strammere lovgivning, end hvad der er er tilfældet nu. Der er rigtig meget, man kan regulere sig ud af. Men det kræver jo, at vi bliver enige om, at forebyggelse er vigtig.
Men hvis årsagen til problemerne ligger på et strukturelt og politisk niveau, bliver fokus på robusthed så ikke en form for symptombehandling?
Der skal netop mange indsatser til. Det er ikke nok, at den enkelte passer sin robusthed og træner disse psykologiske færdigheder. Der skal mange flere tiltag til. Hvad angå rammer og struktur skal vi kigge på måden, vi organiser arbejdspladser på. Der skal god ledelse til, og så skal der nogle politiske strømninger til, der understøtter fællesskab frem for konkurrence og individualisering. Robusthed er ikke et mål i sig selv, det er et middel, hvor man skal sætte ind på rigtig mange områder.