Psykolog og forfatter: Vi skal klæde vores børn på, så de får et livsmod i forhold til klimakrisen

Klimaangst er en del af mange børns bevidsthed. Men vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi som forældre og voksne kan give dem et livsmod, så de både kan tumle angsten, men også bevare troen på at kunne gøre en indsats, som betyder noget, siger børnepsykolog Per Schultz Jørgensen i ny bog om børn og bæredygtighed

Foto: Petra T. Jacobsen og Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.
Foto: Petra T. Jacobsen og Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Klimakrise og coronakrise. Verden er i krise, og for et barn kan det være voldsomt at skulle forholde sig til en fremtid med store udfordringer, som forældrene måske også frygter. Men det er vigtigt, at forældrene klæder deres børn godt på til at kunne forholde sig til verdens kriser og anviser en vej, som bygger på bæredygtighed, mener tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen – aktuel med bogen ”Opdragelse til livsmod og bæredygtighed”.

Per Schultz Jørgensen, hvorfor er det vigtigt at ruste børn i forhold til klimakrisen?

”Fordi mange børn oplever en virkelig bekymring. Coronakrisen har på en måde været en træningsperiode for os i forhold til den store krise, vi står midt i. Det er gået op for mange de senere år, at vi står over for en udfordring, der kommer til at definere vores liv frem over fuldstændigt. Mange børn oplever at være for sent på vej, og ikke mindst oplever de, at de voksne gør alt for lidt. Løfterne om at holde opvarmningen under halvanden eller to grader ved de fleste, at de holder ikke. Så klimaangsten er en del af mange børns bevidsthed. Derfor stiller jeg spørgsmålet, hvordan vi kan hjælpe børn til at klare det her. Hvordan giver vi dem et livsmod, så de både kan tumle angsten og bevare fatningen og dermed også troen og håbet på at kunne gøre en indsats, som betyder noget.”

Hvad er det for nogle reaktioner, børn har på klimakrisen?

”Det kan være spørgsmål som: ’Hvor længe vil Jorden klare det?’ Eller de taler om, at de er anderledes, fordi de er mere påvirket af tingene end deres klassekammerater. ’Er vi anderledes?’. ’Er vi for meget?’. Sådanne tanker gør børnene sig, også helt ned i fem-otteårsalderen. Ældre børn er mere bevidste om, at nu har familien truffet et valg. I bogen udtrykker jeg det med, at børnene er ved at udvikle et indre kompas.”

Hvad handler det om?

”For det første handler det om dømmekraft; at de vurderer situationen. Hvor langt er vi fremme? De vurderer, om noget er af god kvalitet, om det er genbrug, om det er noget for familien. Børn bliver bevidste om valg, og de får ofte nogle værdier med og tænker måske, at når de bliver voksne, skal de arbejde videre med de her tanker, de kan ikke forestille sig at skulle leve ’almindeligt’. Det indre kompas er tre ting: en dømmekraft, et ansvar og en handlekraft. Børn, som er parate til at gøre noget. Jeg tror virkelig, at det er der, vi kan nå hen med opdragelse; at vi kan hjælpe børnene til en robusthed og en selvstændighed. De kan og bør nå et livsmod, som kan give dem en tro på, at livet nok skal blive godt, hvis vi gør noget. De bliver ikke overfaldet af afmægtighed, men de børn her får noget med sig, som hjælper dem til at forholde sig konstruktivt til situationen.”

Hvad stiller det af krav til forældrene?

”I bogen følger jeg otte familier, som hver gør noget aktivt i forhold til klimaet. Nogle gør meget, andre gør lidt mindre. Men fælles er, at de inddrager børnene og gør bæredygtigheden til en del af familiens fortælling. Forældrene har ledelseskasketten på, og de udstikker en retning, men børnene bliver taget med på råd, og det betyder meget. Børn finder ikke selv ud af at forholde sig til klimaproblematikken, det skal vi hjælpe dem til i en familie, som sammen kan udvikle, hvad der passer til den. Men det er jo et dilemma for forældrene, for hvis du siger for meget, kan angsten eskalere, og hvis du siger for lidt, kan du komme til at bagatellisere situationen.”

Hvordan finder man den rette balance, så det ikke bliver for meget børnene at bære?

”Det ér et dilemma, og dilemmaer løser man ikke, man kan ikke ophæve dem, men må lære at leve med dem. Det er en smertefuld bevidsthed, og der er forældre, der oplever, at de er gået for langt, og hvad gør de så?

Jeg tror, at den vej, mange familier ser i dilemmaet, er, at vi skal handle. Vi kan ikke komme ud af den her situation, så hvis vi skal bevare troen og være bevidste om angsten, er der kun tilbage at gøre noget. Der har handlingen en fantastisk, skabende kraft.

Alene det at gå en tur eller fornemmelsen af, at man i dag har tilrettelagt sit liv, så det er mere bæredygtigt – man har måske droppet bilen og flyveturene, man har lavet madplan for den kommende uge, hvor der kun er kød på menuen én gang, man satser måske på genbrug eller har isoleret sit hus og er gået over til en bæredygtig energikilde – det betyder noget.

Det er de dagligdags vaner og inddragelse af dem i familien, der bliver til en familiefortælling, som kan give børnene livsmod og handlekraft. Når man ikke gør noget, føler man sig afmægtig og skyldig.”