”Mandighed er toksisk – indtil dit land skal forsvares”. Den polemiske konstatering fra en kvindelig tysk-tweetende debattør har antændt en heftig debat på de sociale medier om den såkaldte ”toksiske maskulinitet” – giftig mandighed.
Der er her tale om et forholdsvist nyt begreb i kønsdebatten, som henviser til mænds – statistisk og beviseligt set – større grad af udadreagerende og voldelig adfærd og deraf afledte samfundsmæssige dominans. Afsættet for tweet-disputten er naturligvis Ruslands invasion af Ukraine, og andre debattører har påpeget, at det netop er maskulinitet i en særlig destruktiv potens, der har udløst angrebskrigen fra Putins side.
Svend Aage Madsen, forskningsleder på Rigshospitalet og ekspert i udviklingen af den moderne manderolle igennem årtier - ikke mindst faderrollen, er ikke videre begejstret, når mænds mere eller mindre latente tilbøjeligheder i kraft af opdragelse og kultur reduceres til noget problematisk. De er der af en grund.
Svend Aage Madsen, anerkender du begrebet ”toksisk maskulinitet” som en forklaringsmodel for mænds adfærd?
”Nej! Jeg synes, at det er et tåbeligt begreb, der på det nærmeste siger: 'Sådan er mænd'. Det tager ikke i betragtning, at de mandlige dyder, traditionelt set, også indebærer, at netop mænd er blevet oplært til at skubbe egne følelser og smerte til tide og for eksempel gå i krig. For andre. Eller kan gøre det samme, når der skal rejses et Eiffeltårn eller påmønstres en fiskekutter.
Hvor kvinder, traditionelt set, har koncentreret sig om børnene og det helt nære, har mænd påtaget sig den anden side af den rollefordeling, hvor de i nogle tilfælde har måtte opføre sig direkte umenneskeligt, som man jo må gøre, når man skal slå andre mennesker ihjel i en krig. Den evne er desværre nødvendig i nogle, ekstreme sammenhænge – som for eksempel nu i Ukraine. Men den er selvfølgelig ikke heldig, hvis det er det eneste, en mand har at byde ind med.”
Du taler om kønsroller, men er det også den mandlige natur i biologiske forstand, der gør, at mænd er mere tilbøjelige til at acceptere at gå i krig?
”Nej, det ligger hovedsagelig i opdragelsen til den traditionelle manderolle, mener jeg. Men der har jo over mange årtier været en forandring i kønsrollerne, så mænd i dag tager sig meget mere af deres børn. Og kvinder i dag – ja, jeg blev selv overrasket, da jeg læste, at op mod 25 procent af de værnepligtige i det danske forsvar for et par år siden var kvinder.”
”Men testosteron, det mandlige kønshormon, kobles netop til udadreagerende risikoadfærd; altså dét, nogle mener, er toksisk maskulinitet. Det er der vel netop brug for i en krig?
”I en krig er der rigtig meget brug for testosteron! Men lige som man kan måle, at mænd, der er med til deres børns fødsler og tager sig af spædbørn, får en hormonsammensætning, der ligner kvinders – blandt andet i forhold til tilknytningshormonet oxytocin, vil jeg formode, at det også betyder, at kvinder i forsvaret kunne udvikle et hormonspejl, der ligner mænds. Der er i øvrigt også mange kvindelige betjente i det danske politi. De traditionelle kønsroller er som sagt under forandring.”
På tv ser vi lige nu moderne, veluddannede ukrainske familiefædre køre deres koner og børn til grænsen til Polen og skynde sig tilbage for at kæmpe mod de russiske invasionsstyrker. Er det et udtryk for et iboende mandligt beskytterinstinkt?
”Jeg tror som sagt ikke, at det er et instinkt, men netop en opdragelse i at kunne skubbe alt andet til side for at kæmpe. Og jeg bider mærke i, at vi nu igen ser kønsrollerne skarpt trukket op; kvinder tager sig af børnene, mænd går i krig. Nu er det også sådan, at den ukrainske præsident har forbudt alle mænd mellem 18-60 at forlade landet, fordi de skal blive og kæmpe, så det er jo heller ikke et frit valg, de har.”
Jeg har nu også set en del ukrainske kvinder, der lader sig rekruttere eller er forberedt på at kæmpe i gaderne. Mere end 15 procent af det ukrainske forsvar består i øvrigt af kvinder?
”Jamen, vi ser i det hele taget en stor grad af handlekraft – ja, også fra kvinder. Og det gælder også herhjemme; folk, der kører ud for at hente flygtninge hjem. Både kvinder og mænd, der gerne vil hjælpe mennesker i nød.”
Tilbage til den toksiske maskulinitet. Vladimir Putin. Han er vel et udtryk for en maskulinitet, der er særdeles destruktiv?
”Jeg tror ikke, at det fuldstændige tåbelige gakkelak, han er i gang med, udelukkende handler om maskulinitet. Det handler nærmere om, at magt for ham er et mål i sig selv. Jeg vil hellere sige, at han har en personlighedsforstyrrelse.”