Psykolog: Psykisk syge har brug for terapi. Ikke medicin

Psykofarmaka er med til at holde psykiatriske patienter i deres sygdom, mener psykolog

Der kunne spares milliarder og dyrebare menneskeliv, hvis vi turde satse på medicinfri behandling af psykisk syge, skriver psykolog. Arkivfoto.
Der kunne spares milliarder og dyrebare menneskeliv, hvis vi turde satse på medicinfri behandling af psykisk syge, skriver psykolog. Arkivfoto. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Den tiltalte gerningsmand fra skyderiet i shoppingcentret Field's sagde blandt andet dette i retten, da han fik det sidste ord:

”Efter at jeg begyndte på stærk antipsykotisk medicin, kan jeg ikke genkende mig selv i det jeg gjorde.”

Han bekræfter med sit udsagn og sin egen oplevelse, at stærk psykofarmaka kan gøre mennesker syge og ofte har den modsatte virkning end hensigten. Det vil den etablerede biologiske psykiatri dog hverken høre om eller indrømme.

Professor dr.med. Peter Gøtzsche har dokumenteret, at psykofarmaka ikke bare er den tredjealvorligste dræber, men at stofferne sygeliggør de mennesker, der tager dem, og fastholder dem i identiteten som ”syg”. Mennesker med psykiske lidelser er ikke syge i medicinsk forstand. De er traumeramte af ulykkelige livsomstændigheder over lang tid.

Hvem har en interesse i, at der uddeles store mængder af psykofarmaka i Vesten? Medicinalindustrien har en kæmpe økonomisk interesse i, at der fortsat doseres psykofarmaka til ildestedte mennesker. Men den psykiatriske maskine og de praktiserende læger fastholder deres magt over menneskers sjæl og den intetanende brede befolkning ved at bilde folk ind, at der er "noget" inde i menneskers hjerne.

Der kunne spares milliarder af kroner og dyrebare menneskeliv, hvis vi turde satse på medicinfri psykoterapeutisk og familieterapeutisk behandling af mennesker med psykiske lidelser. Der eksisterer kun psykiske lidelser, fordi der er mennesker, der eksisterer i nedbrydende og traumatiserende relationer.

Det er på tide at tage fat på, hvad det er, der foregår i familierne – og på arbejdspladserne for den sags skyld – der er nedbrydende for selvfølelsen og selvværdet. Det, der foregår i de intime relationer i familierne og på arbejdspladserne, eksempelvis mobning, er ikke privat, når et menneske rammes af psykiske lidelser.

Vejen ud af psykiske lidelser er ikke at fokusere på traumerne, men på hvorfor og hvordan mennesker har kunnet overleve nedbrydende relationer. Man skal terapeutisk fokusere på menneskers værdier og færdigheder. Vejen ud af psykiske lidelser er først og fremmest at have en eksistentiel relation til en terapeut, der kan hjælpe en med at få fat i, hvad livet egentlig drejer sig om: kærlighed, respekt og bekræftelse. Nærvær skaber selvværd.

Som den danske filosof Ole Fogh Kirkeby skriver:

”Det vigtigste af alt er at komme i dyb kontakt med sine personlige værdier og at kunne handle i fuld integritet med dem.”

Det har været dokumenteret i rapporter, at den unge mand, der skød i Field's, har været svigtet igen og igen af det psykiatriske system. Det er de ansvarlige for det psykiatriske system, den psykiatriske maskine, der burde sidde på anklagebænken. Både politikere og psykiatere.

Der er brug for en relationel og eksistentiel psykiatri uden medicin, men med lange og dybe samtaler om eksistensen. Gerne sammen med andre, så man opdager, at man ikke er alene. Kun fællesskab giver reel frihed.

Allan Holmgren er psykolog og adjungeret professor.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.