Psykolog: Tidens kuvøsepædagogik forråder børnene

Problemet med vor tids populære anerkendelsespædagogik er, at man fratager barnet muligheden for at bearbejde de naturlige, indre følelsesmæssige spændinger, skriver psykolog

Anerkendelsespædagogikken anbefaler, at man høfligt bør indlede enhver samtale med et rituelt ceremoniel, der skal udtrykke anerkendelse. Så er det, man spørger sig selv, hvad barnet lærer af det, skriver psykolog Finn Korsaa.
Anerkendelsespædagogikken anbefaler, at man høfligt bør indlede enhver samtale med et rituelt ceremoniel, der skal udtrykke anerkendelse. Så er det, man spørger sig selv, hvad barnet lærer af det, skriver psykolog Finn Korsaa. Foto: Jens Dresling, Polfoto/ritzau.

En dreng i anden klasse bliver fulgt i skole af sin far. De er lidt sent på den, og timen er begyndt, da de ankommer. Drengen lunter hen på sin plads dybt koncentreret om et spil på sin smartphone. Faderen bliver stående i døren og følger med et kærligt blik sin søns apatiske bevægelser. Da drengen omsider er nået til sin plads og har sat sig, beder læreren ham om at slukke telefonen og lægge den væk. Inden faderen lukker døren helt til, vender han sig mod læreren og skyder følgende salut af: ”Kan han ikke lige få lov at gøre det spil færdigt, det tager kun et øjeblik. Det hele behøver jo ikke at være så autoritært, vel?”

Hvoraf kommer mon den tro på ordets magi, der får os til at tro, at børn kun lærer om livet i skolen? Og hvordan kan det mon være, at den personlige tilegnelse, der udvikles i de intime relationer, ikke anses for betydningsfuld? Det ville ellers have været nærliggende for denne far, for hans søn lærte ganske meget af ham denne morgen. Han lærte at vise foragt for andre menneskers tid, og han lærte, at fællesskaber behøver man ikke at have respekt for. Man spørger sig selv om, hvordan en sådan dreng skal lære at forstå, at han er en del af en sammenhæng, der er større end ham selv?

I Erik Clausens nye film ”Aldrig mere i morgen” skildres en relationens skæbne mellem en far og hans søn. Det sidste, sønnen Vincent hører fra sin far, er en voldsom afvisning ved faderens sygeseng: ”Ud,” skriger faderen aggressivt, og sønnen må frustreret forlade hospitalet. Senere viser det sig, at Vincent ikke skal arve en krone efter faderen. De mange millioner, som faderen efterlader, bliver bundet i en fond, og sønnens frustrationer når store højder. Som historien skrider frem, bliver det imidlertid klart, at faderens krænkelse og afvisning skaber ny erkendelse hos sønnen. Han lærer at tage ansvaret for sit eget liv, og den erkendelse ender med at forløse ham som kunstner.

Med den historie udfordrer Clausen vor tids populære anerkendelsespædagogik, som filosoffen og kuvøsepædagogen Axel Honneth har gjort sig så stor umage med. Den anbefaler, at man høfligt bør indlede enhver samtale med et rituelt ceremoniel, der skal udtrykke anerkendelse. Så er det, man spørger sig selv, hvad barnet lærer af det? Jeg tror først og fremmest, barnet mærker forstillelsen. Og det får mig til at tænke på, at det vistnok var Klaus Rifbjerg, der sagde, at den, man lefler for, forråder man. Man kan også søge svaret i historiebøgerne. Da Ludvig XVI var barn, blev han ustandselig mødt med anderkendelse. Skulle majestæten for eksempel have rene bukser på, måtte lakajen fremføre sit ærinde under udførelsen af en anerkendelsesceremoni: ”Højtærede tronarving til det mægtige franske rige. Behager det majestæten at iføre majestæten rene benklæder?” Som enhver ved, førte den opdragelse til en påfaldende hovmodighed. Og dette hovmod gjorde Ludvig ude af stand til at varetage den opgave, han blev pålagt i egenskab af statsoverhoved. Det førte som bekendt til den store franske revolution og til, at Ludvig blev et hoved kortere, deraf udtrykket: Hovmod står for fald. Så kan man selvfølgelig spørge, hvordan pædagogen Axel Honneth er kommet på den idé. Han har naturligvis de bedste hensigter, og der er selvfølgelig ikke noget galt i at have et konfliktfrit samfund som ideal. Han har ud fra de bedste hensigter skabt en pædagogik, der skal føre os frem til det ideale samfund. Problemet er, at man med et sådant har tilsidesat menneskets psykologi.

Hvis man har set børn lege, har man mulighed for at gøre den opdagelse, at barnet i sin leg udspiller indre modsætninger, og man får indtryk af, at det er en alvorlig sag. Det var en sådan iagttagelse, psykoanalytikeren Melanie Klein gjorde allerede i 1920’erne, og på den baggrund udformede hun en psykologisk teori om de konflikter, som barnet tumlede med. Hun fandt, at børns lege i høj grad er udtryk for behovet for at bearbejde indre konflikter. Hvor kommer så de konflikter fra? De kommer fra begyndelsen, rummes i barnets indre og anvendes allerede af det spæde barn i et forsøg på at forholde sig til moderen og hendes bryst. Hvor stærkt og vedholdende et behov det drejer sig om, får man indtryk af ved at tænke på den succes, som Tolkiens værk ”Ringenes herre” har fået. Som biografgænger har vi alle lejlighed til at bearbejde den immanente konflikt mellem godt og ondt, som vi alle rummer. Så er det Honneth mener, at konflikterne slet ikke kommer indefra. For ham kommer alle problemer udefra, så hvis barnet behandles godt og kærligt, så vil alt være godt, og dermed har man taget det første skridt til at udrydde det onde i verden. Hans ræsonnement er imidlertid logisk, psykologisk er det ikke.

Problemet med en sådan pædagogik er, at man fratager barnet muligheden for at bearbejde de naturlige, indre følelsesmæssige spændinger, og man kan næsten sige sig selv, at et barn, der fratages muligheden for at bearbejde de indre spændinger, fordi miljøet er kemisk renset for konflikter, kan føre til at barnet får ADHD.

Hvordan skaber man da en social kuvøse? Man kan tænke på et barn, der er ængsteligt og ikke vil sove alene i sin egen seng. Så kommer det helt naturlige råd fra kuvøsepædagogen: Køb en dobbeltseng, så der er plads til hele familien. Og så er det, man spørger sig om, hvad et barn lærer af et sådant arrangement. Hvad lærer et barn, der ikke vil sove i sin egen seng, og som har erobret sig en plads i dobbeltsengen mellem mor og far? Det lærer, at det kan styre verden med sin angst, og det bliver snart en magtposition, som barnet ikke frivilligt giver afkald på. Svigter forældre ikke deres opgave ved at lade stå til og ikke gøre barnet fortroligt med mørket og adskillelsen?

Og man kunne spørge om, hvad et barn lærer, når mor og far nedkøler deres parforhold og kappes om at overdænge deres barn med kærlighedserklæringer? Det lærer, at et parforhold er uden betydning, og at de voksnes verden i det hele taget er uden værdier. Det lærer med andre ord, at voksenlivet ikke er noget at se frem til, hvilket kan forklare den apati og ligegyldighed, som præger mange unge. Desuden hvad lærer barnet, der ikke vil afvendes fra bleen og får lov til at have den på til den første skoledag? Det lærer, at det kan styre verden med sit lort. Og hvad lærer den unge, der bliver fulgt af sine forældre til første dag på universitetet? Det lærer, at der følelsesmæssigt ikke er nogen forskel på børnehaven og universitetet.

Og det kan da godt være, at det intellektuelle niveau er højt, men hvad hjælper det, når mentaliteten er som i børnehaven? Siden ungdomsoprørets dage har den fremherskende kuvøsepædagogik været præget af idéen om, at børn udvikler sig til hele og gode mennesker, hvis man lader være med at påvirke dem. Men naturligvis påvirker man dem, spørgsmålet er blot: Hvordan? Det store spørgsmål er, hvad børn lærer af at være omgivet af karakterløse og antiautoritære voksne, der ikke har andet at byde på end et: ”Hvad synes du selv?”. Der er meget fornuftigt i humanismen, ligesom der er meget fornuftigt i konservatismen. Det underlige er, at samfundsudviklingen bevæger følelserne fra den ene yderlighed til den anden. For tiden befinder vi os i en politisk tænkning præget af yderliggående humanister. Vi er på vej mod det konfliktfri samfund – med psykiatriens hjælp.

Allerede i 1954 kunne den engelske forfatter og Nobelprismodtager William Golding afsløre, hvorhen den humanistiske pædagogik bevæger sig. Det skildrede han med sin roman ”Fluernes herre”. Historien handler om en flok skoledrenge, der har overlevet et flystyrt og befinder sig på en øde ø et sted i troperne. Drengene deler sig i to ”stammer” med hver deres tilholdssted på øen, og kampen imellem dem tager sin begyndelse, og det hele ender i et barbarisk mareridt.

Nu så mange år efter romanens fremkomst bliver det klart, at romanen var science fiction, der tegnede et billede af en generation, som forældre og pædagoger ikke turde være en autoritet for. Gennem deres konfliktskyhed og deres antiautoritære holdning skaber de en situation, der svarer til den skæbne, Golding skildrede i sin roman. Goldings drenge har ikke nogen til at passe på dem, ingen til at fortælle dem, hvad man bør gøre og ikke bør gøre. Ingen til at fortælle dem, hvad der er ondt eller godt. Goldings fremtidsroman afspejler det mareridt, som nu, for øjnene af os, er en realitet for mange børn. Og hvem vil nægte, at vi har efterladt en hel generation i et moralsk tomrum, hvor de stærkeste tager magten, hvilket blandt andet kan aflæses af den kendsgerning, at mobning bliver et massivt problem.

Finn Korsaa er psykolog.