De seneste årtier har forældre, professionelle og samfundet som sådan fået et stort fokus på børns mistrivsel. Det er i udgangspunktet godt, at vi har øje på børnene og deres trivsel. Ingen børn skal mistrives.
Men med det enorme fokus på børnenes velbefindende kan vi komme til at gøre ondt værre. Vi kan komme til at overhåndtere børnenes tanker og følelser. Som det er med bjørnetjenester, i begrebets rette betydning, udføres de med de bedste intentioner, men de ender med at gøre mere skade end gavn.
Alle vi forældre gør os umage med at give vores børn de bedste redskaber med hjemmefra, så børnene selv kan håndtere de op- og nedture, livet uundgåeligt bringer. Men der er en tendens i tiden til, at vi overgør hensyn, snak og opmærksomhed på vores børns følelsesliv. Som om vi tror, at jo mere hensyn vi tager, jo mere vi taler om følelserne, og jo større fokus vi har på ubehag og uro, des bedre gør vi det. Men sådan er det ikke.
Der er en grænse for, hvor meget barnets mistrivsel skal fylde. For meget snak om problemer, for mange hensyn, for meget afskærmning og for megen håndtering af mistrivslen giver bagslag. Grænsen går derfor der, hvor omsorgen kammer over og udvikler sig til mere mistrivsel. Den metakognitive tankegang lærer os at balancere fokus, så der ikke kun er fokus på mistrivsel og ubehag, men også på glæde, latter og alt det liv, der ligger klar til at blive levet.
Særligt på tre områder har forældres omsorg i store doser utilsigtede og uheldige konsekvenser. ”Du behøver ikke, hvis du er bange,” siger de ofte. Når børn er utrygge ved at sige noget højt i klassen, være med til svømning eller møde op i skole, indgår forældre og børn ofte særaftaler om, at det er o.k., at barnet ikke deltager i svømning, når barnet nu er lidt utrygt ved vand eller ikke ”kan klare” denne del af undervisningen.
På kort sigt undgår barnet dermed at føle stærke følelser og ubehag i forbindelse med at skulle kaste sig ud i noget nyt. Barnet forbliver trygt her og nu og er derfor også rolig både i klassen og derhjemme. Men det er problematisk. For med disse skåneforhold sender vi signaler til vores børn om, at de ikke kan klare det svære. Barnet bekræftes i, at det er farligt at prøve ting af, og dermed vedligeholder man angsten for det ukendte.
En angstdiagnose kan nu blive forklaringen på eller undskyldningen for, hvorfor barnet ikke kan være med til svømning eller gå i skole hver dag. Diagnosen bliver en sovepude og årsagen til helt at undgå udfordringer. Hvad nu hvis man vender det om og ser diagnosen som en konsekvens af den måde, problemet blev håndteret på? Måske ville barnet slet ikke have diagnosen, hvis det fik lov at øve sig på at have stærke følelser og mestre dem?
Når vi lærer at håndtere livets svære tanker og følelser på en ny måde, opdager vi, at vi ikke er reduceret til en diagnose og faktisk kan slippe fri fra den.
Mestring frem for undgåelse. Et alternativ til at undgå udfordringer er at mestre dem. Ved at støtte dit barn i at det godt kan klare de følelser, livet bringer, lærer barnet at være i angsten. Barnet lærer, at angst bare er en følelse. En ubehagelig følelse, men stadig bare en følelse. Hvis barnet for eksempel gerne vil have bland selv-slik, men ikke tør gå med ind i butikken, er det en bjørnetjeneste at lade barnet sidde trygt i bilen og selv gå ind og købe blandet slik til barnet.
Barnet får på lang sigt et tryggere forhold til følelser og frygtede situationer, hvis det får lov at øve det svære. Dette kan gøres ved at lave et træningshierarki, hvor barnet gradvist kaster sig ud i svære udfordringer. Man begynder med en lille udfordring som at gå hen til butikkens indgang uden at købe noget. Med tiden øges sværhedsgraden i takt med, at barnet får succesoplevelser med at kunne tolerere de stærke følelser, der hører med.
Når man på den måde støtter sit barn, sender man et signal om, at der ikke er grund til frygt, og at man har tillid til, at barnet kan selv. Og med tiden vil barnet opdage, at han eller hun godt kan blande sit slik selv og vælge lige netop de vingummier, han eller hun bedst selv kan lide.
”Er du grøn, gul eller rød i dag?”. I nogle institutioner begynder man dagen med at måle børnenes trivsel. Børnene skal mærke efter og tage stilling til, om de er grønne, gule eller røde i dag. Børnene skal således fra morgenstunden forholde sig til, om de egentlig har det godt.
Det er en uheldig tendens, der ikke gør noget godt for børnene – særligt slemt er det for de børn, der i forvejen bekymrer sig. Når vi sætter en lup foran øjet, bliver det, vi ser på, større. Så når barnet føler sig gul eller rød i dag og ramt af dårligt humør og triste tanker, vil følelserne med denne zoom-funktion komme til at fylde endnu mere.
Hvis barnet opdrages til, at det er vigtigt hele tiden at mærke efter i det indre og opdage, om man har det dårligt, signalerer vi som voksne, at tristhed er noget, der skal holdes øje med, og man skal være på vagt overfor. Dette gør det ikke lettere at være trist – tværtimod. Det ”grønne” svar og de glade følelser bliver idealet. Er man så ikke god nok, hvis man er ”gul” eller ”rød” en dag? Hvis nogle følelser er mere efterstræbelsesværdige end andre, kan det give lysten til at skjule eller undertrykke de negative følelser. Nu skal børnene ikke blot præstere i skolen, men også i følelseslivet.
”Overmåling” kan på den måde komplicere børns forhold til negative følelser, selvom negative følelser er en helt normal og naturlig del af følelseslivet. Forskning viser, at et indre fokus og monitorering af eget humør kan forværre og forlænge negative følelser. Det er således sundt, at lade børn have det, som de har det, og lade dem vide, at hverken positive eller negative følelser er farlige.
Man skal naturligvis lytte, når barnet selv viser tegn på mistrivsel eller behov for at snakke. Men at holde øje med tristhed mindsker ikke tristhed.
I stedet for hver dag at spørge ”Har du været meget angst i dag?” eller ”Kunne du klare matematiktimen?” kan man i stedet spørge ”Hvad lavede I i matematik?”. På den måde viser man interesse og omsorg for barnet uden at fastholde barnet i en overbevisning om, at han/hun er skrøbelig og ikke kan klare ting.
Mange gange er det forælderens behov og ikke barnets at snakke problemer igennem. En mulighed er også at spørge barnet, om han eller hun har lyst til at snakke om det, eller om vi i stedet skal tage ud og spille bold. På denne måde kan barnet få lov at vælge at få et frikvarter fra problemet. Ofte bidrager frikvarteret i sig selv positivt til barnets livsglæde og overskud med succesoplevelser.
Begrebet curlingforældre er et godt billede på, at forældrehjælpen tager overhånd. Curlingbegrebet kan også bruges om forældres forsøg på at regulere deres børns følelsesliv og tanker. At man curler sine børns bekymringer væk med positive tanker, ros og beroligende ord. Dermed forhindrer man barnet i at opdage egen evne til at styre bekymringsprocessen. Beroligende ord er rare i nuet, men hvis de bliver en gentagende strategi, som barnet er afhængigt af, bliver det problematisk.
Hvis barnets humør kun er godt efter 10 peptalks om dagen, frarøves barnets selvstændighed og mulighed for at få et afslappet forhold til egne tanker.
Det er altså en bjørnetjeneste at lade barnet forvente, at der altid vil være andre til at slukke for følelser og svære tanker. Det er langt mere hensigtsmæssigt at lade barnet øve sig på at lade svære tanker være og skifte fokus til noget andet. Jo oftere barnet får mulighed for at øve sig, des større bliver barnets tro på, at det godt selv kan.
For at vores børn kan få et afslappet forhold til svære tanker og følelser, skal de opleve verden, som den er. Vi forældre hepper på sidelinjen, men det er barnet, der selv skal sparke bolden i mål. Og først når vi giver dem lov til at opnå egne erfaringer, vokser deres egen tro på, at de kan.