DER ER STÆRKE FØLELSER på spil, når man lægger op til en debat omkring ADHD og medicin. Når man selv er forældre til et barn med ADHD, vil debatten uundgåeligt foregå i en grundtone, hvor det nemt kommer til at handle om placering af ansvar og skyld.
Det er jo sådan, at hvis barnets vanskeligheder kan diagnosticeres og medicineres, peger pilen væk fra forældrene. Hvis man derimod ikke søger forklaringen i genetik og biologi, er der forældre, der føler sig stigmatiserede og forkerte som dårlige forældre fordi man ikke kan udelukke, at i det mindste en del af årsagen til barnets vanskeligheder ligger i relationen mellem forældre og barn.
Omvendt har jeg flere gange snakket med forældre, der har været usikre og i tvivl om, hvorvidt diagnosen og den foreslåede medicin var til gavn for deres barn. Forældrene har følt et pres fra systemerne og bliver mødt med krav om, at deres barn skal tage medicinen som et led i den hjælp, familien i øvrigt får. Jeg er oven i købet blevet opfordret til at være behjælpelig med at overtale forældre til at acceptere den medicinske behandling.
Forældres tvivl og angst er legitim og skal lyttes til. Men virkeligheden er, at forældre presses og kommer til at føle sig som dårlige forældre, der svigter deres barn, når de ikke accepterer både diagnose og medicin.
Alene det faktum, at læger i Region Midtjylland diagnosticerer næsten dobbelt så mange voksne med ADHD som i de øvrige regioner, gør, at der er grund til at være mere end skeptisk. Er lægerne i Region Midtjylland specielt dygtige eller specielt dårlige til at udrede og udskrive den passende medicin? Det virker, som om de unge, der tidligere fik diagnosen borderline eller personlighedsforstyrrelse, i dag nærmest pr. automatik får diagnosen ADHD med tilhørende medicin.
En anden farlig tendens er, at nogle kommuner ikke yder hjælp til eksempelvis anbringelse, uden at den unge er udredt og diagnosticeret, og uden at den unge har afprøvet den medicinske behandling for at se, om der er en effekt. Uden diagnose ingen hjælp. For mange unge er det en dyr pris at betale for den hjælp, man har krav på.
Jeg har gennem de seneste 20 år beskæftiget mig med unge og kan konstatere, at der er sket en skræmmende udvikling i medicineringen af dem, vi før kaldte utilpassede unge eller unge med psykosociale vanskeligheder. Jeg er helt klar over, at recepterne ikke stikkes over lægens skrivebord af ond vilje eller for at hjælpe medicinalindustrien. Men vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode hensigter.
Det gælder for langt de fleste unge, jeg har talt med, at virkningen af medicinen forekommer enten diffus eller direkte negativ. De kan ganske enkelt ikke sige, om medicinen har en positiv effekt eller ej. Andre er sikre på, at bivirkningerne langt overstiger det positive.
Derfor er beslutningen om ikke at tage medicinen let. Men mange unge bliver overladt til sig selv med en medicin, der enten ikke virker eller virker negativt. På grund af patientens autoritetstro og den praktiserende læges manglende opfølgning bliver de ved med at tage medicinen i årevis, uden at nogen spørger til dem og evaluerer behandlingen.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Ritalin ofte er den nemme løsning, når det gælder om at udvise handling og behandling af unge med problemer, vi tidligere anså som problemer, der skulle håndteres med psykologisk eller socialpædagogisk behandling. Jeg har mange gange undret mig over, hvorfor lige præcis den unge, jeg havde i samtale, skulle behandles med både Ritalin og depressionspiller, når den unge på samme tid klager over trykken i brystet, hjertebanken, øget svedtendens, svimmelhed, hovedpine med videre. I de tilfælde har jeg fundet god mening i at foretage en forsøgsvis udtrapning i samråd med praktiserende læge. Og ikke en eneste gang har udtrapningen af medicinen haft et negativt resultat tværtimod.
Ritalin er nok en medicin, der i visse tilfælde har sin berettigelse og afhjælper motorisk uro, manglende koncentration og vredesudbrud. Men den er også en mode-medicin på afveje til skade for de unge, som vi burde hjælpe på anden måde, nemlig med den rigtige socialpædagogiske og psykologiske behandling.
Morten Sophus Clausen er cand.psych. og forstander på ElevKollegiet under Jysk Børneforsorg