Før vi leder efter psykiatriske, neurologiske og følelsesmæssige sygdomme hos vores børn, og før vi stempler dem for livet med en psykiatrisk diagnose, burde vi undersøge om omsorgsgiverne – altså familien, daginstitutionen og skolen – giver børnene, det som de har brug for, og som skaber trivsel og udvikling hos dem.
Jeg arbejder som psykolog og familiebehandler i den kommunale organisation Pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR). Jeg er skolepsykologen, som bliver illustreret i bogen “Lille frø” af Jakob Martin Strid, hende som Frøfar og Frømor henvender sig til for at finde ud af, hvorfor Lille frø er så slem.
Forældre, skoler og daginstitutioner henvender sig til mig, når et barn udviser en adfærd, der ikke passer ind i de rammer, som forældrene og skolen eller daginstitutionen forventer.
Nikolaj for eksempel (ikke drengens rigtige navn) er 4 år gammel og bliver beskrevet som urolig, ureguleret, impulsstyret og tilbage i sin udvikling både sprogligt, socialt og følelsesmæssigt. De voksne omkring Nikolaj er bekymrede for Nikolajs udvikling og trivsel. Deres beskrivelse er præget af det psykiatriske sprog: opmærksomhedsforstyrrelser, udviklingsforstyrrelser, adfærdsforstyrrelser med mere. De voksne omkring Nikolaj ønsker derfor en indstilling til psykiatrien. Det er mig, som forældrene, lærere og pædagogerne henvender sig til, når de har et ønske om at henvise børnene til den psykiatriske og neurologiske udredning. Beslutningen er taget!
Mens børn i mangel af struktur, engagement, udfordringer og omsorg i en ofte travl hverdag, vokser op som adfærdsmæssigt og følelsesmæssigt uregulerede børn, der ofte udviser tegn på stress, hvad gør de voksne så? De kaster håndklædet i ringen, fordi de ikke ved, hvordan de skal forholde sig til barnets adfærd. Så hvis et barn fremstår anderledes end det, som står i manualen; hvis barnet ikke opfører sig, som man forventer; hvis de voksne føler sig utilstrækkelige, er i en afmagts position og føler skam og skyld; så henviser vi til den diagnostiske maskine. Fejlen ligger i at tro, at det, vi som omsorgsgiver ikke kan styre og kontrollere, kan vi diagnosticere og i nogle tilfælde medicinere os ud af.
Derfor vokser diagnoser som adhd. Et boom af akronymer og etiketter, der ikke kan skjule og dække over en pædagogisk mangel. Det er åbenlyst, at over for et barn, som udviser adfærd, der er svær at håndtere, vælger daginstitutionen, skolen og familien diagnosen i stedet for at forsøge at håndtere situation med pædagogikken. Har vi virkelig brug for, at børn bliver diagnosticerede for at få den rigtige hjælp?
Hvis et barn i de tidligere generationer viste kropslig uro i klassen, blev han sendt til fodbold eller hun til ballet for at bruge deres kræfter på en anden måde. I dag ville det samme barn straks blive sendt til en børnepsykiater
Diagnosticering af børne og unge er vokset dramatisk i løbet af de sidste tyve år, og mange børn, der dengang vi forældre var børn, ville være blevet betragtede som larmende, livlige eller en Emil fra Lønneberg, får nu stillet en diagnose. Den diagnostiske manual kan ikke tage fejl, man krydser jo de felter af, som opfylder kriterierne for en diagnose. Men hvem har skrevet manualerne? Hvad siger statistikkerne? Stigningen i diagnoser i Danmark følger gennemsnittet fra andre nationer, vi sammenligner os med, så skulle det vel være i orden? Måske skulle vi hellere se sammenhængene og slå alarm. Hvis man ikke bruger pædagogikken, er det blevet lettere at definere et barn som sygt og erstatte pædagogikken med psykiatrien.
Det spontane frie og originale territorium, som barnet kunne færdes i, er forsvundet. Hvert øjeblik af et barns dag er struktureret, rationaliseret og præget af tidsplaner, der ikke giver tilstrækkelig plads til samvær med omsorgsgiverne, de fysiske bevægelser og udfordringer, kedsomheden og fantasien. Hvis et barn i de tidligere generationer viste kropslig uro i klassen, blev han sendt til fodbold eller hun til ballet for at bruge deres kræfter på en anden måde. I dag ville det samme barn straks blive sendt til en børnepsykiater. Risikerer vi at ikke at tabe en generation af børn på gulvet, når forældrene først og fremmest søger en diagnose for at forklare børnene udfordringer?
Børnenes ekstraordinære verden er under belejring af det diagnostiske paradigme om afvigelse fra det normale. Fantasi, modvilje, originalitet, distraktion, konflikt er ikke alarmklokker eller symptomer på en sygdom eller lidelse, men træk der karakteriserer barndommens territorium, som vi voksne også har levet i. Måske ville vi se mange flere “Lille Frø” blive berømte kunstnere, hvis vi bare turde lade børn være børn.
Valentina Derito er psykolog