Pia Callesen, hvordan vil du med egne ord helt kort forklare, hvad metakognitiv terapi går ud på?
Kort fortalt så repræsenterer det en ny forståelse og løsning på psykiske problemer og diagnoser. Jeg har arbejdet med kognitiv terapi i mange år, hvor man forstår psykiske lidelser som et resultat af fejlfortolkninger eller undereksponeringer.
Inden for angstbehandling betyder det, at man skal ud og bearbejde de ting, man er bange for igen og igen og igen, indtil angsten er væk. I den metakognitive terapi har vi en anden forståelse. Man lærer at gøre ingenting. Det er en antiterapi. Derfor kan det ikke kombineres med andre metoder, hvor man psykisk skal gøre noget.
Det bygger på tanken om, at vores sind er selvreguleret. Det vil sige, at følelser og tanker er flygtige. Når de ikke går væk igen, men bliver vedvarende, så er det fordi, at vi kæmper mod dem og gør noget med dem.
Det arbejder vi med, at man skal gøre mindre.
Du skriver i din bog, at du gerne vil gøre op med tanken om, at man kan tænke sig ud af sine problemer. Er det, fordi vi er begyndt at bekymre os for meget?
Nej, det mener jeg ikke. Folk er lige så bekymrede, som de altid har været. Vi har bare anskuet problemet forkert. Vi har set bekymringer som et symptom på angsten, men i virkeligheden skal vi til at opfatte bekymringen som selve årsagen til angstlidelsen.
Så det handler om, at vi skal holde op med at tro, at vi kan bekæmpe og kontrollere vores følelser?
Ja, og det er der, paradokset opstår. De mennesker, der lider af angst er ofte desperate for at få nogle strategier, som kan dulme deres følelser. Afspændingsøvelser, åndedrætsøvelser og så videre.
Det kan godt være, at det giver ro på den korte bane, men det har faktisk den modsatte effekt på den lange bane. Det løser ikke angsten, og samtidig er det trættende, at man konstant skal bruge de her strategier.
Men det er ofte det, den angste tror, han vil have. Man søger ro og en måde at få de ubrugelige tanker ud af hovedet på. Derfor er der også rigtig mange behandlere, der kommer med et budskab om, at det kan de give dem.
Jeg gør noget lidt andet. Jeg lover ikke, at folk bliver følelsesløse. Du vil stadig blive ramt af stærke følelser – du skal bare ikke holde liv i dem, så det ender med en diagnose. Du skal kunne være ked af det uden at blive deprimeret, og du skal kunne være nervøs eller angst ligesom alle andre mennesker, uden at det resulterer i en angstlidelse.
Der har jo været mange forskellige tendenser i de seneste år til at bekæmpe angst og stress. Du nævner selv en del af dem i din bog – sjælelig udforskning, yoga og mindfulness er nogle af de strategier og metoder, der har været populære for at få det bedre. Er det så spildt arbejde – eller er det endda i fare for at have været kontraproduktivt?
Problemet med mange af de metoder, du nævner, er, at folk bruger dem til at forsøge at få ro på tankemylderet. Hvis man spørger eksperter, vil de tit fortælle, at det ikke er meningen med mindfulness. At det ikke kan kurere angst eller bruges til at få ro på tankerne – men det bliver det ofte misbrugt til. Og det må jeg altså bare sige, at der findes mange mindfulness-instruktører, der ikke er gode nok til at få deres studerende til at forstå.
I pressematerialet for din bog skriver du, at op mod 90 procent, der behandles med metakognitiv terapi bliver diagnosefri efter blot seks til 12 sessioner. Det er jo en meget ny behandlingsform med et begrænset antal af undersøgelser bag sig. Tænker du ikke over, om du selv er med til at skabe nogle lignende urealistiske forventninger blandt folk med angst?
Hvis du ser på det nævnte studie, så var det et rigtig stort studie med to års opfølgning, hvor man henholdsvis undersøgte dem, der havde været behandlet med kognitiv og metakognitiv terapi. Der var en markant forskel på de to grupper. Blandt dem, der havde modtaget kognitiv terapi, var omtrent 30 procent angstfrie efter to år, mens det samme var tilfældet for 65 procent af dem, der havde modtaget metakognitiv behandling. Det er jo en markant forskel to år efter i to meget store grupper.
Men som sagt, så er det jo stadig kun ét studie?
Ja, men når du har lavet det her studie, hvad har du så mere brug for? Man kan selvfølgelig altid reproducere og verificere mere og mere. Men så må man også spørge, hvornår er det nok, når vi har et studie, der viser, at der findes en bedre og mere hensigtsmæssig måde at behandle folk på.
Selvfølgelig er det ikke 100 procent sikkert, at den her metode kan hjælpe folk. Der er ingen metode i verden, der kan give en garanti for, at den hjælper.