I DAG BEGYNDER børnene i skole igen efter juleferien. Men de lærer ikke nok i skolen, hedder det nu igen. Påstanden fremføres, efter at en undersøgelse har dokumenteret, at det står skidt til med læseindlæringen, og at børnene keder sig i skolen. Men det bliver en endeløs og ørkesløs diskussion, for hvad er nok? Alligevel svarer vore politikere: mere faglighed og læreren i centrum.
Der argumenteres ud fra et forældet dogme om, at der er en bestemt mængde viden, børn skal lære, som oftest nedfældet i lærebøger og i en efterhånden helt uoverskuelig mængde fotokopier og henvisninger til links på nettet. Så kan den eksakte viden til enhver tid hentes frem og svarene findes.
Og lærerne? De skal besidde en bestemt viden og skal blandt andet lære børnene, hvad der forventes af dem. Læreren kan her bedst karakteriseres som en ”videnskræmmer”, der kan et antal meter bøger udenad. Men en sådan opfattelse duer ikke.
VERDEN FORANDRER SIG, og viden opstår og forgår. Og den samlede viden er stærkt atomiseret og så omfattende, at den allerede er vokset såvel børn som voksne over hovedet. Hvad skal børn så vide og kunne i en verden, hvor tingene er i konstant og hurtig forandring?
Det eneste svar, kritikerne af den for lidt boglige skole giver, er som sagt mere faglighed. Derfor ser vi stadig lærere, der søger at gemme sig bag et centralt opstillet pensum og et uoverskueligt morads af regler og aftaler.
Pres udefra og usikkerhed over for, hvad fremtiden kræver af vore børn, medfører, at man hæfter sig ved de grundlæggende færdigheder. Man ser bagud i stedet for fremad.
En skole er ikke kun lærdom. Den eksisterer kun i kraft af dem, der repræsenterer den: lærerne. Jeg er næppe den eneste, der i skolen fik afsmag for et fag eller et emne på grund af dårlige lærere, som ikke udviklede, men som tværtimod standsede ethvert tilløb til udvikling. Lærere, som levede efter mottoet: ”Hvorfor kede sig selv, når man kan nøjes med at kede eleverne.” Man skulle bare lære sin lektie.
Der er brug for lærere, som er dybt optaget af et emne, så børnene lader sig rive med, selvom emnet umiddelbart ligger dem nok så fjernt. Lærere, som til fulde lever op til Grundtvigs skolesyn: følelse, fantasi og forstand – og netop i den rækkefølge. Hvor der i klasserummet finder en fordomsfri meningsudveksling sted eleverne imellem, men altid med lærerne som de givende, der hele tiden hælder nyt brændstof på elevernes i udgangspunktet ret ringe viden i det givne fag.
De fleste børn har jo både lyst til og behov for at blive mødt af krav og udfordringer. Men børnenes motivation er ikke stor nok og bliver det aldrig i en skole, hvor alene fagene skal være i centrum.
Motivation er ikke noget, børn har med sig hjemmefra pr. automatik. Den kommer fra læreren, og den skal vare ved gennem hele skoleforløbet.
Dårlige lærere spiser børnene af med færdige svar, hvilket de altid har gjort. Det nye er, at de færdige svar nu skal gøres til god politik.
Resultaterne af en sådan skole kender vi. Det er nemlig den, vi allerede har, med underpræsterende børn, der keder sig gudsjammerligt.
John Aasted Halse er psykolog.