I KRISTELIGT DAGBLAD kunne man den 15. september på forsiden læse om en rapport, der var blevet fremlagt ved en konference i anledning af Verdensdagen for Selvmordsforebyggelse. Rapporten er udarbejdet for Sundhedsstyrelsen af
Statens Institut for Folkesundhed (SIF) tidligere på året og handler blandt andet om de samfundsøkonomiske omkostninger ved selvmord, selvmordsforsøg og selvskade. Rapporten fastslår, at 7004 mennesker i Danmark årligt enten begår selvmord, forsøger selvmord eller udøver selvskade. Ud over den menneskelige pris medfører dette samfundsmæssige ekstraomkostninger på 3,6 milliarder kroner årligt alene på grund af tabt produktion blandt disse personer. Hertil kommer udgifter i forbindelse med blandt andet 7800 somatiske indlæggelser og 140.000 ekstra lægekontakter.
Tallene i rapporten er baseret på diagnosekoder, der bruges ved hospitalsbehandling, samt på registret over årsager til dødsfald, hvilket er en klassisk metode, når man vil udregne omkostninger ved en bestemt sygdom – det, man kalder for sygdomsbyrden. Problemet er bare, at selvskade her i landet ikke er opført som en selvstændig diagnose i diagnosesystemet. Det betyder, at langt de fleste tilfælde af selvskade ikke bliver registreret i offentlige systemer. Med den metode, som er blevet anvendt af SIF, ser man kun toppen af isbjerget, hvilket giver et misvisende billede af et alvorligt og udbredt fænomen.
NÅR RAPPORTEN KONKLUDERER, at der er 7004 nye tilfælde af selvmord, selvmordsforsøg og selvskade pr. år, så er der tale om en meget stor underestimering, når det kommer til selvskade, hvilket også antydes i rapporten. Antallet af unge, der skader sig selv, har udviklet sig næsten epidemisk i de senere år, hvilket til dels hænger sammen med, at selvskade ”smitter” på de sociale medier. Når sår efter cutting eksponeres på YouTube eller Instagram, så kan det inspirere andre sårbare sjæle til at afprøve det samme.
Når selvskade ikke selvstændigt registreres med en diagnosekode, så er det uhensigtsmæssigt at forsøge at estimere forekomsten ved at kigge på antallet af registrerede diagnosekoder! Man må derfor i stedet se på undersøgelser, der er lavet over udbredelse: Børnerådet fandt i 2016, at 22 procent af eleverne i 9. klasse har skadet sig selv. Dette svarer til, hvad man finder i andre undersøgelser her i landet og internationalt set. Der er langt flere, der skader sig selv, end de 7004, som nævnes i SIF-rapporten.
Den hyppigste form for selvskade er at skære sig (cutting), og andre eksempler er at brænde, kradse sig til blods, slå eller bide sig selv.
Dette sker uden intentioner om at tage sit eget liv og er derfor noget helt andet end selvmordsforsøg. Man taler om ikke-suicidal selvskade. De fleste skader sig selv for at nedregulere svære følelser og få det bedre her og nu, så de kan fortsætte med at leve. Andre gør det for at straffe sig selv eller sende et budskab til omgivelserne. Det er således misvisende at slå selvskade sammen med selvmordsadfærd.
Selvskade foregår ofte skjult, fordi det for de fleste er forbundet med skam. Selvom det forekommer hyppigere i visse subkulturer (for eksempel i Emo- og Goth-kulturen), så foregår det i alle miljøer og er ikke kun et storbyfænomen.
I Børnerådets undersøgelse fandt man, at 93 procent af landets skoler kendte til selvskade, og selvskade sker blandt elever på enhver efterskole, enhver produktionsskole, ethvert gymnasium, ethvert seminarium og på ethvert universitet.
Selvskade har antaget et omfang, som betyder, at man ikke længere udelukkende skal lede efter årsagen i den enkeltes baggrund. Når det er blevet så udbredt, hænger det også sammen med et samfund, hvor unge mennesker konstant skal præstere, og hvor det perfekte er blevet det nye normale. På de sociale medier er de unge konstant på, og de bliver uophørligt målt og vejet af deres omgivelser.
NETOP FORDI ikke-suicidal selvskade ikke systematisk bliver registreret, ved vi ikke noget eksakt om de samfundsøkonomiske konsekvenser af adfærden. Vi ved dog, at risikoen for at droppe ud af uddannelse, opgive jobs, miste socialt netværk, blive ensom og udvikle psykiske lidelser er forøget. Hertil kommer, at de forældre, der er vidende om deres børns selvskade, måske sygemelder sig eller ligefrem opgiver jobbet for at kunne være til stede for den unge. Det er slidsomt at have et barn, der mistrives og gør skade på sig selv.
Rapporten nævner, at psykisk sygdom sammen med tidligere selvmordsforsøg er de vigtigste risikofaktorer for selvmord. Her overser man selvskade. En lang række undersøgelser peger på, at selvskade er blandt de allerstørste risikofaktorer for senere selvmordsforsøg og selvmord. Ifølge dominerende teorier karakteriserer tre faktorer mennesker, der ønsker at dø og forsøger at realisere dette ved tage deres eget liv: De savner et tilhørsforhold til andre, de føler sig som en byrde, og de tør overskride den barriere, som afholder de fleste andre fra at gøre skade på deres krop.
Selvom selvskade fungerer som en strategi til overlevelse her og nu, og dermed til at undgå selvmord, så øger selvskade også på sigt risikoen for selvmordsadfærd, fordi det fungerer som en øvelse i at påføre sig selv smerte. Risikoen for at dø ved selvmord er mellem 12 og 18 gange større hos mennesker, der skader sig selv, end hos mennesker, der ikke skader sig selv. Det skal dog understreges, at flertallet af dem, der skader sig selv, ikke dør af selvmord.
DE FLESTE EUROPÆISKE LANDE har en national handlingsplan med en koordineret indsats mod selvskade. Det har vi endnu ikke i Danmark, hvilket er et alvorligt problem: Dels fordi mange unge lider under selvskadens direkte affødte konsekvenser, dels fordi vi på den måde ikke forebygger selvmord gennem den mest effektive kanal.
Vi har brug for retningslinjer på det rent praktiske plan: Flere gange hver dag sker det i Danmark, at en veninde, ven, pædagog, lærer eller forælder opdager, at en ung skader sig selv. Hvad gør man så? Hvordan taler man med vedkommende, så det bliver modtaget som en hjælp og ikke affærdiget som en bebrejdelse? Hvem kan man henvise til, hvis der er behov for professionel hjælp? Netop fordi selvskade ikke er en diagnose i psykiatrien, så bliver man ikke tilbudt behandling dér, medmindre man har en psykisk sygdom som for eksempel depression eller personlighedsforstyrrelse. Man kan søge sin praktiserende læge, sin præst eller en psykolog i kommunen, men det er tilfældigt, hvilken hjælp den unge får, og helt afhængig af, hvilke forudsætninger den professionelle har.
Vi har behov for en national handlingsplan mod selvskade i Danmark for på den måde at sikre en koordineret indsats med tidlig opsporing og ensartet og effektiv behandling af selvskade i alle stadier. Ikke mindst for at redde flere unge menneskers liv.
Bo Møhl er psykolog og professor ved Aalborg Universitet, og Lotte Rubæk er psykolog og specialist i psykoterapi i Region Hovedstadens Psykiatri.