Prøv avisen
Kanten

Psykologformand: Hjælp nu de angstramte

Formand for Psykologforeningen Eva Secher Mathiasen. Foto: Leif Tuxen

I tider, hvor vi taler om ”mere sundhed for pengene” om ”evidens” og ”produktivitetsstigninger” er det egentlig absurd, at samfundets tilbud til borgere med angst, ikke er den behandling, der virker, mener formand for Psykologforeningen Eva Secher Mathiasen

Folketinget skal i den kommende tid evaluere fleksjob- og førtidspensionsreformen, der havde som grundlæggende politiske credo, at ingen skulle opgives af systemet. På trods af de gode hensigter, har resultatet af reformen imidlertid været kafkaske tilstande, hvor udsatte borgere trækkes gennem endeløse ressource- og afklaringsforløb – ikke fordi nogen har troet på, at det ville hjælpe på arbejdsevnen, men fordi reformen har gjort det til en pligt.

I mandags var vi 40 faglige organisationer, der tilsammen repræsenterer en million danskere, som kom med forslag til, hvad Folketinget bør stille skarpt på, når reformerne skal evalueres

Forslagene rummer selvfølgelig ikke alt, hvad der er væsentligt at forholde sig til i evalueringen. For eksempel har vi i denne omgang ikke forholdt os til de processer og arbejdsgange, der er i sagsbehandlingen, og hvilket indhold forløbene kan have, selvom det er tiltrængt. For som på resten af social- og sundhedsområdet er det stadig gældende, at frontmedarbejderen amputeres i sin faglighed, fordi man forhindres i at foretage et fagligt kvalificeret skøn, når man skal beslutte, hvad der er bedst, billigst og skaber den største effekt.

Samtidig fortæller nyere tal og beregninger, at flere kommer på førtidspension end i perioden umiddelbart efter reformens ikrafttræden. Det sidste er for så vidt positivt. For førtidspension er en bedre løsning end virkningsløse og opslidende forløb, hvor man kastes rundt i systemet, mens man får det værre.

Men hvis vi zoomer ind på tallene, så opstår en anden bekymring. Antallet af danskere, der sendes på førtidspension på grund af angst, fortsætter nemlig med at stige. Angst er samtidig den største årsag til førtidspension, og det koster os 1,2 milliarder kroner årligt, at så mange borgere med angst ender dér.

Det paradoksale er, at der findes effektiv behandling, som for det første understøtter en bedre tilværelse, end livet med invaliderende angst indebærer, og for det andet er langt billigere, end udgifterne til førtidspension udgør.

For den lette og moderate angst anbefales psykologbehandling som førstevalg, og for den alvorlige angst kan der oftere være grund til at supplere med medicin og andre tiltag. Psykologbehandling forebygger samtidig tilbagefald og er næsten uden bivirkning.

Forskningen er temmelig stærk på netop behandling af angst, og i tider, hvor vi taler om ”mere sundhed for pengene” om ”evidens” og ”produktivitetsstigninger” er det egentlig absurd, at samfundets tilbud til borgere med angst ikke er den behandling, der virker.