Der er ingen tvivl om, at digitale medier i større og større grad indgår i såvel børns som voksnes hverdagsliv. Dette har til særdeleshed været tilfældet i løbet af det seneste år, hvor arbejde er blevet til hjemmearbejde, undervisning til hjemmeundervisning, og hvor samvær er blevet til samvær på afstand. De fleste af os har med stor sandsynlighed i denne forbindelse stiftet bekendtskab med Zoom eller Microsoft Teams, der i høj grad har været omdrejningspunktet for flere af de førnævnte aktiviteter under pandemien – og de fleste af os er måske ved at være godt trætte af det.
Allerede inden pandemien var digitaliseringens betydning for hverdagslivet på dagsordenen. Særligt har der været fokus på, om en øget digitalisering kunne have en negativ indvirkning på børns udvikling.
Denne bekymring er udsprunget af, at flere danske undersøgelser peger på, at digitale aktiviteter fortsat er en større del af børns tilværelse. DR Medieforskning fandt for eksempel i 2017, at 96 procent af danske teenagedrenge spiller computerspil, mens Statens Institut for Folkesundhed i 2019 kunne beskrive, at 96 procent af danske unge bruger tid på sociale medier.
Særligt har børns øgede skærmtid været på dagsordenen med fokus på, om dette kan være årsag til mistrivsel, dårligere læring samt ensomhed.
På den ene side argumenteres der for, at den øgede skærmtid står i stedet for børns mulighed for at lege, deltage i fællesskaber og være fysisk aktive. Børn kan ikke lave to ting på samme tid, hvorfor den øgede skærmtid må erstatte andre trivselsfremmende aktiviteter. På den anden side argumenteres der for, at børn ved en øget skærmtid måske ligefrem trives bedre. Dette skyldes, at de herigennem har mulighed for at kommunikere og faktisk være sammen med andre børn.
Hvis man derfor er forvirret over, hvorvidt der så er en sammenhæng mellem skærmtid og børns trivsel, er man ikke alene. Selvom der har været over 80 videnskabelige reviews og metaanalyser om emnet, er der ikke nogen overbevisende konsensus, hvilket de modstridende argumenter kan være et udtryk for.
Dykker vi lidt mere ned i ”skærmtidstilgangen”, bliver vi måske lidt klogere på, hvorfor dette er tilfældet. En af tilgangens helt store svagheder har nemlig vist sig i løbet af pandemiens forgangne år. For hvad er skærmtid egentlig?
Spørgsmålet virker så håbløst nemt at svare på, fordi vi alle sammen på den ene eller anden måde hele tiden forholder os til det. ”Har jeg brugt for meget tid på sociale medier i dag?”, ”spiller mit barn for meget computer?” eller ”har jeg set for meget Netflix i weekenden?”. Disse er spørgsmål, som mange af os måske fra tid til anden stiller os selv.
Vender vi imidlertid blikket mod forskningen, der faktisk undersøger sammenhængen mellem netop skærmtid og forskellige aspekter relateret til børns udvikling, bliver det dog sværere at finde en systematisk afgrænsning af, hvilke aktiviteter der menes med begrebet skærmtid.
Som eksempel på den manglende systematik kan nævnes børns brug af computere. Inden for forskningen indgår brugen af computere i nogle tilfælde som en del af barnets samlede skærmtid, når der er tale om underholdning. I disse tilfælde indgår skole- og arbejdsrelateret brug af computeren derfor ikke som del af skærmtiden, men skærmtiden er et udtryk for tid brugt på underholdning såsom computerspil. Pandemiens øgede hjemmeundervisning har derfor i dette tilfælde ikke medført en højere skærmtid.
Omvendt ses der andre steder, at den samlede brug af computeren indgår i målingen af skærmtid. Her gøres der altså ikke nogen afgrænsning af indholdet på computeren, hvorfor der er tale om skærmtid, så snart barnet sætter sig foran computeren. Med denne definition står det straks værre til, idet hjemmeundervisning og hjemmearbejde derfor risikerer at have medført en eksplosiv stigning i skærmtiden.
Den manglende systematik i definitionen af skærmtid hjælper ikke ligefrem på ens søgen efter at forstå, hvilken betydning digitaliseringen har for børns udvikling: Påbegyndes barnets skærmtid fra første minut foran computeren, eller starter den først, når der er tale om underholdning? Kan barnets skærmtid holde ”pause”, hvis skærmen i stedet for underholdning bruges på noget fagligt? Og hvis de faglige opgaver ikke indgår i barnets skærmtid, stiger skærmtiden så, hvis der kører et tv i baggrunden, mens barnet laver lektier? Og kan barnet have ”dobbelt skærmtid”, hvis barnet både har tv’et kørende og spiller computer imens?
Når der ikke er nogen systematik i, hvordan vi definerer skærmtid, må vi derfor konkludere, at det er et hverdagsbegreb, der ikke gør os fagligt meget klogere.
Forskellige interesseorganisationers skærmtidsguidelines kan derfor synes som et sympatisk forsøg på at hjælpe med at skabe ”balance” mellem børns ”offline-liv” og deres ”online-liv”, fordi forældre selvfølgelig ikke ønsker, at barnets online-liv tager overhånd.
Men med den manglende systematik bliver det unægtelig svært at vurdere, hvornår der faktisk opstår ubalance, og hvornår skærmtiden derfor risikerer at stå i stedet for de såkaldte trivselsfremmende aktiviteter.
For når vi mødes med familie eller venner til samvær på afstand på Zoom, Teams eller noget helt tredje, hører dette så under skærmtid? Og hvis ja, står det så også i vejen for trivselsfremmende aktiviteter såsom deltagelse i fællesskaber?
Vi bliver med andre ord nødt til at spørge og selv, om de såkaldte retningslinjer på et fikseret antal timers daglig skærmtid overhovedet er nyttige.
Gør maksimum to timers daglig skærmtid for børn det store udsving, når de nu gennem et år alligevel har oplevet mange flere timer bag en skærm, end de før var vant til? Og blev vi alle sammen i løbet af pandemien afhængige skærmslaver, fordi vi sad længere tid end sædvanligt foran skærmen – eller er vi i stedet ved at brække os over endnu et onlinemøde?
Når vi ønsker at forstå, hvilken betydning digitaliseringen har for børns hverdagsliv, så lad os forsøge at forstå de digitale aktiviteter i relation til den enkeltes tilværelse frem for at fokusere på en fiktiv og uspecifik balance mellem online-livet og offline-livet.
Nogle børn trives godt gennem de digitale aktiviteter, fordi disse er en del af en børnekultur. Når børnene derfor bruger tid på dette, står tiden brugt herpå ikke nødvendigvis i vejen for fællesskaber.
I stedet kan deltagelsen i de digitale aktiviteter være med til at opretholde barnets etablerede fællesskab. Omvendt er dette ikke tilfældet for andre børn, hvor deltagelsen i aktiviteten (eller manglen herpå) måske kan betyde noget helt andet.
Lad os i stedet være nysgerrige på, hvad barnet faktisk bruger tiden på i de digitale aktiviteter, frem for de facto at forstå dem som skadelige eller ikke-skadelige. Og hvis man nu alligevel ønsker at problematisere en øget skærmtid, kunne vi så ikke først blive enige om, hvad begrebet faktisk betyder?