Psykologistuderende: Sugardating symboliserer frygten for et liv med forpligtelser

Det er ikke svært at få øje på alle de mange flugtveje fra smerten, som samfundet skaber, og som vi selv er med til at generere, skriver psykologistuderende

Gina Jaqueline fra DR 3’s program ”Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling” er et slående eksempel på den moderne jagt på et liv, hvor alt er ”fedt”, men hvor de forpligtende relationer er væk. –
Gina Jaqueline fra DR 3’s program ”Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling” er et slående eksempel på den moderne jagt på et liv, hvor alt er ”fedt”, men hvor de forpligtende relationer er væk. – . Foto: DR.

Kvinden Gina Jaqueline deler i DR 3’s program ”Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling” ud af sit liv som sugarbabe. Et liv, der umiddelbart bærer præg af glamour, overdådige dates og livet i en simpel lyserød tilværelse, hvor rige mænd betaler gildet til gengæld for selskab, sex og ingen forpligtelser.

I programmet bliver det hurtigt tydeligt, hvad Gina Jaqueline drømmer om: et liv uden smerte, hvor alt er ”fedt”, og hvor hun selv bestemmer slagets gang. Et drømmescenarie, som man ikke kan bebrejde hende at jagte og håbe på findes, men stadig en klar illusion.

Jeg sidder tilbage efter at have set programmet og undrer mig over, hvor hendes frygt kommer fra – frygten for smerten, frygten for virkeligheden og frygten for en ganske almindelig normativ tilværelse. Jeg kan ikke lade være med at stille spørgsmål ved, om vi som samfund alle lever i denne illusion – blot mere skjult. Jeg tror, at hvis man gik ud på gaden og spurgte folk, hvad de synes om Gina Jaquelines måde at leve sit liv på, så ville størstedelen svare, at hun blot skal gøre, som hun vil, og gøre det, der nu engang gør hende ”glad” og giver hende ”mening” med tilværelsen.

Forstå mig ret, med dette er jeg ikke ude på at at fordømme andres accept af Gina Jaqueline, men jeg har lyst til at udfordre denne evige anerkendelse af, at dét, der ”føles” rigtigt, er rigtigt, og hertil vores tydelige frygt for at træde hinanden over tæerne. Jeg tror ikke på, at vi ikke skal forpligte os, og jeg tror ikke på, at vi gør hinanden en tjeneste ved at bilde hinanden det ind. Jeg tror derimod, at vi trænger til at sige til hinanden, at det er godt at forpligte sig, og at det er godt at sætte grænser, ikke for at være begrænset, men paradoksalt nok for at føle sig fri.

Gina Jaqueline forelsker sig på et tidspunkt i programmet i ”Advokaten”, en af de mænd, hun dater, og uanset hvor meget hun prøver på at bevare kontrollen og bilde sig selv ind, at det ikke er det, der sker, så kan hun ikke, og pludselig er hun et offer for smerten. For nu er livet ikke kun ”fedt” mere.

Vi ser i en scene, at Gina Jaqueline vågner i en stor seng på et hotel. Alene. Her er det, som om virkeligheden rammer hende. Og det er hér, jeg især ser, hvorfor der ikke kan være tvivl om, at de forpligtende relationer er sunde, gode og vigtige at værne om. Det er jo dem, der gør, at vi kan klare smerten. Det er dem, der bærer os og favner os – også når vi ikke ligner en million.

Det er de relationer, hvor den person, man lagde sig til at sove ved siden af, stadig ligger der, når man vågner næste morgen, og det er de relationer, som står en bi, når smerten rammer.

For det gør den, og det er utopi ikke at anerkende det.

Så hvorfor taler vi ikke om smerten og byder den velkommen i stedet for desperat at forsøge at undgå den?

Jeg har i dette indlæg brugt sugardating og Gina Jaquelines historie som et eksempel, men det kunne have været så meget andet, for eksempel websitet ”Victoria Milan”, hvor man kan finde en elsker og få uforpligtende sex uden om ægteskabet, hvis det nu ikke lige ”føles fedt” derhjemme.

Det er ikke svært at få øje på alle de mange flugtveje fra smerten, som samfundet skaber, og som vi selv er med til at generere. Det gør mig ondt, for jeg tror ikke på, at der er frihed at hente i det uforpligtende og smertefrie – tværtimod.

Line Lyskjær er psykologistuderende, Aarhus Universitet.