”Jeg burde jo nyde livet nu, hvor jeg er ung, men det gør jeg ikke.”
Det udsagn hører jeg ofte, når jeg har unge mennesker i terapi.
Samfundets vækstlag, de unge, gisper efter ilt. De lider blandt andet under, at de skal gennem uddannelsessystemet på rekordtid – uden tid til at undersøge, hvem de selv er, og hvad de er gode til.
Konsekvenserne af udsagnet er nemlig, at mange unge ikke bare har svært ved at nyde livet, men i værste fald føler, at livet ikke er værd at leve.
Hver femte danske gymnasieelev, eller 20 procent, oplever alvorlig stress på niveau med de mest stressbelastede voksne ifølge en forskningsrapport fra Aarhus Universitet (2017). Samtidig føler mange unge på videregående uddannelser sig ensomme, viser en undersøgelse fra Dansk Magisterforening (2015).
Alt for mange unge har ondt i livet. De bliver presset af politikere, lærere og forældre til at skynde sig at ”blive til noget” og bidrage til samfundet som skattebetalende borgere. Kravene til de unge om at få en ungdomsuddannelse og derfra direkte videre på en videregående uddannelse er blevet markant skrappere fra politisk side de senere år.
Det gælder om at få de unge igennem uddannelsessystemet hurtigst muligt og helst helt uden pauser. Det handler om økonomi, da der er færre unge til at betale velfærd til en voksende gruppe ældre. Sådan er det.
Problemet er, at de unge – vækstlaget og selve fundamentet for vores videreførelse af velfærdssamfundet i fremtiden – er i fuld gang med at kvæles i de stramme krav, vi stiller til dem.
Jeg mener, at vi voksne har ansvar for vores eget liv og lykke, at det er op til den enkelte at indrette sit liv på den måde, der giver bedste mening for vedkommende. Det gælder kun delvist for unge, for de kan og skal ikke stå alene med det fulde ansvar for at træffe vigtige livsvalg i en alder af blot 13-15 år. De har brug for tid og støtte til at modnes og udvikle sig, mulighed for at afprøve sig selv i alle mulige situationer, at finde deres talenter og evner, at samle erfaringer om sig selv og den verden, de lever i, for at danne et solidt grundlag for de valg, de skal træffe om uddannelse og et langt arbejdsliv.
Den tid får de ikke i dag. I stedet bliver de presset så hastigt gennem uddannelsessystemet, at mange slet ikke når at tage ægte stilling til, hvad de ønsker at ”blive til”. De fleste følger blot trop og ”gør, som der bliver sagt”, fordi det kræver ufatteligt stort mod at sige fra og gøre det på sin egen måde. At tage sig tid.
De praktiske konsekvenser er blandt andet, at cirka hver sjette falder fra på de videregående uddannelser, som tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet (2015) viser, mens over 13 procent af dem, der gennemfører uddannelsen, efterfølgende lander i langtidsledighed. Det viser en undersøgelse af ledighed blandt nyuddannede foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (2017).
De menneskelige konsekvenser er mindst lige så alvorlige. Dem vender jeg tilbage til.
Vi hører om fremtidens arbejdsmarked, at robotter kommer til at overtage størstedelen af de jobs, vi kender i dag, og vi skal være omstillingsparate, innovative og kreative og selv kunne skabe vores jobs i fremtiden.
Noget hænger ikke sammen, vel?
For hvordan skal vores unge blive til handlekraftige, innovative og kreativt tænkende voksne, der opfinder nye ting, skaber nye jobs, tjener penge på nye måder og bidrager til samfundets videre udvikling, når de ikke engang har haft tid til at finde ud af, hvem de selv er, og hvad de er gode til?
Vi ved på den ene side, at fremtidens jobmarked bliver en enorm udfordring og kræver selvstændige, stærke og fantasifulde individer, men vi kræver på den anden side, at individerne alle sammen gør det samme i samme takt og på samme tid – nemlig i rekordfart.
Mål og middel hænger ikke sammen, og det vil få store konsekvenser for samfundet, økonomiske og udviklingsmæssige og i høj grad også menneskelige.
Jeg ved, at de unges psykiske udfordringer ikke alene skyldes, de skal uddanne sig på rekordtid og helst med topresultater. Der er mange, der også føler sig presset fra andre sider – typisk i forhold til sundhed, skønhed og sociale relationer. Jeg er dog overbevist om, at det signal, vi som samfund sender vores unge ved at lokke og true dem til at holde tempoet oppe på maksimum uden pauser hele vejen gennem uddannelsessystemet, intensiverer det samlede pres og udgør en alvorlig trussel mod deres mentale sundhed generelt.
Signalet siger jo noget om, hvad man som menneske kan tillade sig og ikke tillade sig. Man kan ikke tillade sig at holde pauser. Man kan ikke tillade sig at gøre det, man måske kan mærke ville være bedst for en selv. Man kan ikke tillade sig at øve sig, at fejle og falde – og rejse sig igen.
Der er kun én vej, og det er ligeud med 100 kilometer i timen. Af sted!
De fleste unge, jeg har i terapi, kommer typisk, fordi de er kede af det, udmattede og har svært ved at mærke glæde. Mange har angst, depression, spiseforstyrrelser og stresssymptomer i forskellig grad. De fortæller om ikke at føle sig gode nok, dygtige nok, tynde nok, glade nok – og om ensomhed. De fleste knokler indædt for at leve op til de forventninger, de mærker fra forældre og samfundet. Andre går helt i stå.
Tør vi, som forældre og som samfund, fortsætte den kurs? Vil vi forældre fortsat tillade, at vores gymnasieunge får alvorlig stress – og her taler vi om samme grad af stress, som sender voksne på arbejdsmarkedet på måneders sygeorlov, og som i de fleste tilfælde betyder, den ramte aldrig igen kan yde det samme på samme tid?
Tør vi som samfund se det værdifulde vækstlag kvæles langsomt og visne hen?
Jeg hverken tør eller vil, og derfor udfordrer jeg mine egne børn til at turde stå imod den stride strøm af krav og forventninger, der fyger dem om ørerne allerede fra 6. klasse. Jeg opfordrer dem til at tage småjobs, rejse, forsøge sig som selvstændige designere, sangere, hestepassere – alt, der gør, de bliver klogere på, hvem de er, hvad de kan, og hvordan de vil bruge deres talenter og kræfter i vores samfund. Hvis de på et tidspunkt beslutter sig for en videregående uddannelse, vil jeg støtte dem i det. Ligesom jeg vil støtte dem, hvis de vælger at blive autodidakte. Så længe de er glade, bruger deres evner og kan forsørge sig selv.
Men det er langtfra alle unge, der tør tro på, at de må tænke anderledes. Jeg forstår deres frygt, for signalet til dem er lige nu: Der er ikke plads til pauser, du har travlt og du skal præstere, ellers er du ude.
Mine unge klienter oplever ofte stor forskel på, hvad de i virkeligheden har lyst til, og det, de reelt gør, og det er svært for dem overhovedet at overveje at gøre det, de føler lyst til eller behov for af frygt for udstødelse fra arbejdsmarkedet.
Jeg mener, vi som forældre og som samfund må vælge at stå ved vores unges side. Det gør vi ikke ved at presse og straffe dem. Det gør vi ved at erkende, at uden dem som livsduelige mennesker er der ikke megen fremtid for nogle af os.
Vores unge skal have støtte, tid og luft til at gro og blive modige og handlekraftige voksne, der kan imødekomme og løse de udfordringer, vores samfund og verden som helhed står over for. Måske er vi heldige, at de så også har kræfter til at bære os gamle godt ind i alderdommen, alt imens de lever deres liv med indsigt og videreudvikler verden til nye vidder.
De unges trivsel er vores fælles ansvar. Lad os tage det på os.
Fie Sandfeld er privatpraktiserende psykoterapeut og frivillig terapeut i TUBA (Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere).