Videnskabsjournalist Lone Frank mener, at mennesker bliver svage af at identificere sig med en bestemt diagnose eller eksempelvis personlighedstrækket særligt sensitiv. Der er andre, der mener, at teorien om særligt sensitive mennesker ikke er tilstrækkeligt videnskabeligt underbygget.
Jeg har som psykoterapeut og kursus- og foredragsholder arbejdet med særligt sensitive mennesker siden 2009. For mig har det aldrig været vigtigt, hvorvidt man kan finde et fysisk bevis på, at nogle mennesker fødes med et særligt sensitivt nervesystem.
Om det hele så bare var ren konstruktion, giver det alligevel mening, fordi det tilbyder en ny selvforståelse, som giver håb til mennesker, der ikke lever op til tidens ideal.
Personlighedstrækket er ikke en ny opdagelse. Det har bare heddet noget andet. For eksempel har det gået under benævnelser som hæmmet, ængstelig eller genert. Alle overser de, at nok får særligt sensitive mennesker flere problemer under belastende forhold. De er faktisk også i stand til at mærke de positive indtryk stærkere end andre, når omgivelserne er fredelige. Og sammen med følsomheden følger ofte andre positive egenskaber som for eksempel beskedenhed, kreativitet og empati.
Der er ikke nogen tvivl om, at vi fødes med forskellige temperamenter. Nogle talenter er mere eller mindre medfødte, og nogle fødes med mere sensitive og sårbare gener end andre. Der er heller ingen tvivl om, at sensitiviteten under de rette omstændigheder er eller kan blive en fordel.
LÆS OGSÅ: Ny choktal: Nu får 38.000 ADHD-medicin
Men mange følsomme mennesker har lavt selvværd. Nogle af dem fortæller, at de hele livet har kæmpet for at være lige så friske, som andre forventer, og først når de går på pension, oplever de endelig, at det er acceptabelt at være tilbageholdende, velgennemtænkt og langsom.
I tiden skal vi nemlig helst alle være energiske, robuste og have fuld fart på. Hvornår har man sidst i en jobannonce set, at der annonceres efter et stille, ydmygt og beskedent menneske? Det ser vi netop ikke, fordi vores tid og kultur i langt højere grad hylder grænseløst udadvendte og højtsnakkende personlighedstyper.
Opmærksomheden på det sensitive karaktertræk, som cirka hver femte sandsynligvis har, er med til at udvide vores normalitetsbegreb. Der er ikke længere bare en idealtype, som er de robuste, udadvendte, energiske, der trives under tidspres, i blækspruttefunktioner og storrumskontorer.
Det nye fokus på, at der faktisk er to meget forskellige typer inden for samme art ideelle på hver sin måde gør, at de, der har svært ved at følge med ræset, kan identificere sig ikke bare med at være sarte, men også med at have nogle talenter, som verden har brug for. De er ikke bare dem, der ikke kan. De har nogle ressourcer, som vores art ikke vil kunne overleve uden.
Med denne måde at tænke på bliver det pludselig langt mere legalt at sige nej tak til at gå med i biffen for at se en skrækfilm. O.k. at sige nej tak til heldagsudflugter og gå tidligt hjem fra fester, hvis man er overstimuleret.
Hvad særligt sensitive altid har gjort i det skjulte og med mange undskyldninger, kan man nu italesætte ganske åbenlyst. Det er en meget stor lettelse for mange mennesker. Følsomheden er ikke en fejl, men derimod en berigelse af ens personlighed, som C.G. Jung udtrykte det.
Personlighedstrækket kan man ikke behandle væk, selv om det kan være besværligt i en tid, hvor man helst skal kunne være på hele tiden. Men skammen over det bliver der i denne tid ændret på for mange mennesker, og det gør dem stærkere og i stand til at bruge de ressourcer, de har, på bedst mulig vis.
Ilse Sand, cand.theol., forfatter og psykoterapeut MPFKirkevejen 4, Lading, Sabro