Der udkom i 1888 en udgave af en meget vigtig bog skrevet af botanikeren og antidarwinisten Nikolaj Danilevskij (1822-1885): ”Rusland og Europa”.
Han var slavofil og panslavist, på samme måde som vi var skandinavister. Dostojevskij læste den med begejstring. Danilevskij påviste – videnskabeligt – at der var grundlæggende forskelle mellem de slaviske og de germansk-europæiske mennesker.
Han indledte sin bog med at undre sig over, hvorfor Europa efter 1864 lod det lille, humane, liberale Danmark (det er hans ord) i stikken, mens de støttede og havde sympati for det barbariske Tyrkiet. Denne panslaviske tanke blev styrket af de såkaldte russiske formalister og strukturalister: Roman Jakobson og Nikolaj Trubetskoj. Strukturalismen var de slaviske sprog iboende og et alternativ til den vestlige filosofi. Denne strukturalisme er der faktisk blevet undervist i i Danmark i mange år.
Modsætningen mellem Rusland og Europa findes endnu. Det skrev Kjeld Erbs en kronik om her i Kristeligt Dagblad den 2. februar. Han går ud fra, at det er en gammel sovjetpraksis, der består i at identificere fjenden, og det er Vesten. Erbs har ikke Danilevskij med.
Erbs har ret i, at politik er at skelne mellem ven og fjende, og for os er Rusland jo fjenden, der skal neutraliseres militært. Sovjetunionen var ifølge Erbs bygget på ”ideologiske dogmer”, skønt Erbs nok ved, at marxismen-leninismen ikke var nogen ideologi, men videnskab.
Der opstod efter marxismens fald et idémæssig tomrum, fortsætter han. Det førte til, hvis vi følger Erbs, at ”slavisterne” kom frem, og de er tilhængere af den ortodokse kirke og religiøse og nationale værdier. Det bryder Erbs sig ikke om.
Det er rigtigt, at religionen er vendt tilbage til Rusland efter mange års statsateisme, og den ateisme er så dukket op i Vesten. Jeg var engang i Murmansk og blev vist rundt. Det første, min guide ville vise mig, var den nye og første kirke i byen. I den postsovjetiske teologi staver man Gud sådan ”guD.” Den ny religiøse og nationale strømning kalder Erbs højreorienteret, fordi den vil skabe sammenhængskraft og give folk noget at tro på. Han fortæller så om den såkaldte nationalkonservative Isborsk-bevægelse og præsenterer blandt andet filosoffen Alexandr Dugin, som han kalde aggressiv. Dugin mener ganske som Aleksandr Solsjenitsyn, at belarussere og ukrainere er russere. Jeg vil dog mene, at Erbs’ beskrivelse af Isborskfolkene og Dugin er fortegnet. Derfor følger en lidt nærmere beskrivelse af filosofferne bag Vladimir Putin.
Filosofi forandrer ikke historien. Den gør ingen forskel, men der er derimod forskel på statsledere, der selv tænker filosofisk, og som omgiver sig med tænkere, og politikere, der er teknokrater og omgiver sig med politologer.
Boris Johnson er en intellektuel politiker med klassisk dannelse. Emmanuel Macron har en filosofisk ballast. En nutidig statsleder, der i dag skiller sig ud, er Vladimir Putin. Han er præget af hegelsk religionsfilosofi og tysk eksistentialisme.
Når vi ved det, har vi måske lidt lettere ved også at forstå Rusland. Rusland er ikke Vesten eller Europa og vil ikke være det. Der er ikke tale om had til Vesten, men om et alternativ, sådan som vi også kendte det fra tysk tænkning før Anden Verdenskrig. Rusland som det tredje Rom.
Rusland var for tyskerne et alternativ til Vesten (især England). Hvor Sovjet var ateistisk, er Rusland nu kristent. Og de anser EU for at være antikristent. Ikke helt uden ret.
Lenin smed i 1922 160 filosoffer ud af Sovjet og sendte dem af sted i to skibe fra Petrograd til Stettin. Filosofskibene kaldtes de. Ivan Iljin (1883-1954) var med et af dem. Han slog sig ned i Berlin. Iljin virkede der, indtil Gestapo fik gjort livet så surt for ham, at han flyttede til Schweiz.
Iljin holdt i 1930 og 1931 foredrag om den gudløse Sovjetstat i en Luther-ring i Berlin. Han var monarkist, russisk-ortodoks, anti-marxist, anti-nazist og hegelianer. Han hed næsten det samme som Lenin, og Lenin beundrede Iljin.
Iljin skrev i 1916 disputats om Hegel og Gud som det konkrete. Hans hovedtese var, at Hegel ikke er dialektiker. Hvorfor nævne ham i denne sammenhæng? Fordi han i dag spiller en stor rolle i Rusland. Erbs nævner ham ikke. Han er filosofisk inspiration for Vladimir Putin. Han er blevet kaldt fascist. Det er jo tidsånden, der kalder alle den slags. I 2005 blev Iljins lig overført til Moskva, og han blev genbegravet. Sådan noget er ikke sket for mange andre filosoffer.
Dernæst er der omtalte Aleksandr Dugin, der blev interviewet i Deadline for et stykke tid siden. Dugin er også en af de filosofiske tænkere bag Putin, selvom Dugin ikke er tilhænger af Iljin. Dugin er en af hjernerne bag den nye geopolitiske agenda med, hvad han kalder sin fjerde filosofi.
Dugin er leder af Eurasia-bevægelsen, der har til formål at genrejse Rusland. Han er som nævnt medlem af Isborsk-klubben. Han støtter tanken om Nyrusland (Novorossija) og har udtalt sig meget groft om ukrainere. Ukraine hed jo før i tiden Lille Rusland.
Før Sovjetunionens opløsning havde de færreste danskere en forestilling om forskellen mellem russere, belarussere og ukrainere. De var alle russere. Havde de tre lande forskellige sprog og litteraturer? Man sagde, at de først var ukrainere, når de gjorde noget ondt. I dag er vi åbenbart overbevist om, at der findes en belarussisk og ukrainsk national identitet, som vi skal forsvare. Nationalismen skaber nationer, som bekendt. Efter 1991 gik de i gang med at opfinde en ukrainsk national identitet. Den anerkender Dugin ikke.
Dugin så store muligheder i en alliance mellem Trump og Putin vendt mod det afkristnede EU. Hans fjerde filosofi er hinsides fascisme, kommunisme og liberalisme. Den er vendt mod postmodernisme, kapitalisme og globalisme. Den slags er der mange også her i landet, der er imod.
Og så er fænomenologen Martin Heidegger for Dugin den fjerde filosofis mestertænker. Heidegger var Vestens sidste store tænker, der nedbrød den vestlige metafysik, og hans tænkning henvender sig ikke til Vesten, men kun til russerne, siger Dugin.
Heideggers tanker kan realiseres i Rusland. Der findes ikke et russisk filosofisk sprog endnu; dette nye sprog skal først skabes, og Heideggers nyskabende sprog er modellen. Rusland realiserede Marx’ tanker; nu vil de forsøge at realisere en anden tyskers: Heideggers.