PRÆSIDENT PUTIN har med den overraskende tilbagetrækning fra Syrien lavet endnu et af sine diplomatiske stunts og fået alle i den vestlige verden til igen at kaste sig ud i spekulationer om, hvad det tilslørede og tvetydige russiske udspil nu var for noget, og hvad Putin nu pønser på.
Det er nøjagtig den reaktion, Moskva havde ønsket sig. Endnu en gang er det lykkedes at trække Vestens ledere rundt i den internationale manege.
Kremls stuntman soler sig i triumfen, mens han bliver hyldet af de russiske medier for at have sikret om ikke en sejr så dog en ny stor succes.
De russiske folkemasser ser deres præsident endnu en gang som en fandens karl, der har vist sine vestlige kolleger baghjulet. Sådan skal det gøres. Kække Vlad har gjort det igen, og russerne elsker det.
Man taler ganske vist ikke om det, men flygtningekrisen, der er ved at tvinge EU i knæ, er et af de politiske bonuspoint i kølvandet på de russiske bombetogter i Syrien.
Problemet med vores gætterier og spekulationer om den delvise tilbagetrækning er, at de følger et vestligt mønster for politisk tænkning og adfærd.
Men Putin og hans folk retter sig efter en helt anden form for magtlogik og politisk rationalitet. Putins dagsorden i Syrien var ikke primært at komme Assad til undsætning eller at knuse IS.
Det gik først og fremmest ud på at presse sig ind på den storpolitiske arena, hindre Vesten i at gennemføre endnu et systemskifte og sikre Moskva en plads ved forhandlingsbordet som en nøglespiller. Som fredsmageren.
Rusland erklærede, at man ville ramme IS, men man angreb oprørsstyrker og civile mål, der udløste nye flygtningebølger, som skyllede ind over Europa. Efter samme mønster havde Moskva benægtet, at det var russiske styrker, der invaderede Krim, og at russiske soldater kæmpede i Østukraine.
Bedrag og benægtelse er faste elementer i udøvelsen af russisk diplomati helt efter samme opskrift, som Stalin og udenrigsminister Molotov fulgte for over 70 år siden.
PUTINS DAGSORDEN i Syrien var Putin og Rusland. Han er ligeglad med Assad, for ellers ville han ikke have trukket de fleste russiske styrker tilbage på et tidspunkt, hvor IS og de andre terrorgrupper stort set står, hvor de stod, da den russiske aktion startede i september. Han er også ligeglad med sandheden, fordi Kreml til enhver tid kan kreere sin egen sandhed og virkelig‑ hed.
Assad var kun et middel til at vise, at Rusland er tilbage på banen som en stormagt og kan varetage sine nationale interesser. Og det er en del af spillet, at ingen uden for Kreml kan gennemskue, hvad disse nationale interesser går ud på.
Man spiller helt bevidst på overraskelse og usikkerhed som et element i eksekveringen af russisk udenrigspolitik. Det er magtpåliggende for Kreml at vise, at Rusland har viljen og evnen til at handle og føre sin egen udenrigspolitik, uanset hvad USA og de andre vestmagter siger og gør.
Putins største succes i Syrien var, at operationen gav ham mulighed for at sige ”Yes, we can!”. Så kunne alle se, at Moskva er tilbage på banen som en militær stormagt, der med jagerfly og krydsermissiler har stor rækkevidde og potens.
Det vakte begejstring, da russisk tv begyndte at vise kornede billeder af russiske bombefly, der rammer mål i Syrien. Det er det militære og diplomatiske modstykke til billederne af Putin som supermand med bar overkrop. ”Yes, I can!”.
Efter Krim og krigen i Østukraine måtte Rusland døje med sanktioner og diplomatisk isolation. Men med jagerfly og bombetogter over Syrien tiltvang Putin sig igen en plads ved det diplomatiske højbord i den drømmerolle, han længes efter at optræde i: Rusland side om side med USA som jævnbyrdi‑ ge partnere som i gamle dage.
Selvom USA er det ondes imperium, er Kremls største politiske ambition at se Rusland og USA som de to supermagter, der i fælles‑ skab styrer verden. ”Yes, we can!”.
Problemet her er, at ingen stiller sig op og prikker hul på Putins illusioner og politiske staffage for at fortælle ham, at Rusland ikke er nogen supermagt hverken økonomisk eller militært. Det burde Vestens ledere fortælle ham. Rusland er en benzinstation med atomraketter.
Ruslands økonomi er ramt af dværgvækst, så verdens største land med en befolkning på over 140 millioner mennesker har et BNP, der er mindre end Italiens og Spaniens. Den russiske økonomi kører på pumperne i et dysfunktionelt og korrupt, kleptokratisk styre, der udvikler sig stadig mere autokratisk. Det eneste, der vokser i den russiske økonomi, er forsvarsbudgettet.
Med forværringen af økonomien vil behovet for nye kriser også blive ved med at vokse. Det er forudsætningen for, at den russiske ledelse kan blive ved med at holde sig ved magten.
Obama, Merkel, Hollande og Cameron burde lytte mere til nogle af de russiske kritikere, der uforfærdet taler Kreml imod og advarer ledelsen om landets tilstand lige som de sovjetiske dissidenter gjorde i 1970’erne og 1980’erne.
De er nødt til at trække Putin ud af hans vildfarelser for ikke at risikere, at Kremls krisebehov fører til nye konfrontationer, når Rusland kaster sig ud i nye konflikter camoufleret som internationale redningsaktioner eller fredsplaner. De syriske erfaringer har kun skærpet appetitten.
Samuel Rachlin er journalist og forfatter