Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Røre i det kulturkristne vand. Nogle fisk er åbenbart større end andre

I KLUMMEN Kirkeligt set den 21. oktober giver Jens Ole Christensen udtryk for sine tanker omkring en udtalelse, som europaminister Nicolai Wammen (S) kom med i forbindelse med et interview den 6. oktober i Kristeligt Dagblad. Nemlig at kristendommen ligger i mit dna. Selv læste jeg interviewet og glædede mig over ministerens måde at tilkendegive sit forhold til kirke og kristendom på.

Så langt jeg forstår Jens Ole Christensen, så tager han bolden op for at skille skidt fra kanel. Han skriver: Jeg har ikke kunnet lægge den fra mig (altså ministerens udtalelse om, at kristendommen ligger i mit dna ), for der er noget selvmodsigende i den. Det er nemlig selve kristendommens egen påstand, at den ikke sidder og ikke kan sidde i vores dna. Den er noget, som kommer til os udefra. Og så kommer han med en redegørelse ud fra Bibelen og understreger, at selv det at søge Gud, ja, heller ikke det ligger i mit dna. Nej, siger Christensen, ingen søger Gud. Det er virkeligheden.

At det er Gud, der kommer til os, kan jeg kun give Christensen ret i ud fra min trosverden. Så langt så godt. Men jeg har et spørgsmål, som jeg håber, Christensen vil svare på. Han skriver et sted: Kulturkristendommen er i Danmark i høj grad det vand, som evangeliets forkyndelse svømmer i. Det har vi missionsfolk gennemgående ikke været særlig villige til at sætte ord på, selvom vi i høj grad har benyttet os af det. Skal jeg forstå hans ord (selvom vi i høj grad har benyttet os af det ) således, at missionsfolket har evangeliet, den sande kristendom, mens alt andet, som har navn af kristendom, men blot er kulturkristendom i din forstand, er det rene vand, som missionsfolkets sande kristendom (til forskel fra alle andres såkaldte kristendom ) benytter sig af eller svømmer i, som du skriver?

Hvis det skal forstås sådan, så kan det undre mig, at Gud, der altid kommer til os, åbenbart indtil nu kun har besøgt missionsfolket og åbenbaret dem den sande kristendom. Jeg ved ikke, om jeg skal forstå Jens Ole Christensens ord sådan? For han skriver jo også, at evangeliet, der kommer udefra, altid er en overraskelse. Og at missionsfolket, som er opvokset med forkyndelse, også har brug for at møde det som en overraskelse. Ellers møder vi det slet ikke.

En overraskelse er noget, der kommer bag på os. Og nu Christensen efterlyser overraskelser, må jeg så spørge ham om følgende: Ville det være en overraskelse for ham, hvis evangeliet var så stort, at det endda kunne rumme det, han kalder kulturkristendom? Med det mener jeg, at evangeliet, Jesus Kristus, både kan rumme ham med sin tro og ministeren med den tro, ministeren giver udtryk for. Christensen skriver, at liv og glade dage venter Jesu venner. I evighed. Jeg spørger mig selv: Hvem tænker han på her?

Torsten Ringgaard, sognepræst, Stængervej 24, Horsens