Socialpolitik børgrundlæggende handle om, hvordan samfundet støtter det enkelte menneske i at kunne leve sit liv med højest mulig livskvalitet – også i modgang. Om hvordan samfundet kan skabe de rammer, der gør, at alle har mulighed for at leve et godt liv – også selvom det er på en måde, som adskiller sig fra den gængse. Også når sygdom eller sociale problemer gør det svært at passe ind i den gennemsnitlige danskers liv med 9-17-job, ”villa, Volvo og vovse”.
Et beskedent forsøg på at gøre status over socialpolitikken må desværre munde ud i den konklusion, at den har taget en kedelig drejning. Til tider kan det være fristende at spørge, om der overhovedet eksisterer en synlig socialpolitik i en tid, hvor målet om, at alle borgere skal bidrage til væksten i forretningen Danmark, er i højsædet.
Det er måske et fortærsket slogan, at et samfund skal måles på, hvordan det behandler de af sine borgere, som har sværest ved at klare sig i fællesskabet. Men ikke desto mindre siger det alverden om et samfund, hvilken forståelse af årsagerne til socialt udsathed som er dominerende. Tror politikerne og befolkningen generelt, at det skyldes dovenskab eller dårlige livsvalg – altså individuelle faktorer, som man selv har ansvaret for, og som kan løses ved, at der skrues på incitamenterne til at ”tage sig sammen og få et job”. Eller tror man på, at der er nogle grundlæggende uretfærdigheder i samfundet, som kan bekæmpes ved de rette politikker: Altså, hvis noget er galt, så skal der skrues på rettigheder og pligter – omfordeling af goder. Eller er det måske uheldige vilkår, som kan ramme enhver, men som man kan søge at forebygge eller kompensere – traditionel social forsikring.
Udsatte borgere slås medkomplekse problemer, der kan have mange årsager. Grundlæggende gælder det dog for alle samfundsborgere, at vi har et ansvar for både vort eget liv og vort fælles liv. Ingen kan leve som solister! Men den danske socialpolitik er på lange stræk overtaget af en trend, der alene vægter det personlige ansvar, bagatelliserer omfordelingen af samfundets velstand og lukker øjnene for den traditionelle sociale sikring.
Et eksempel er reglerne om førtidspension, som på grund af reformer i stadig mindre grad kan ses som den velfærdsstatssikrede forsikringsydelse, den oprindeligt var tænkt som –altså en ydelse, som udløses, hvis du på grund af sygdom eller sociale problemer ikke har tilstrækkelig arbejdsevne til at kunne forsørge dig selv. Reformerne – som har begrænset adgangen til førtidspension for selv meget syge og dårligt stillede mennesker – er understøttet af politiske udsagn om, at det er vigtigt at være en del af arbejdsfællesskabet og forsørge sig selv. Ingen er uenig i, at det er godt at have et job og tjene sine egne penge. Men også de mange mennesker, som ikke kan arbejde, eller ikke kan arbejde på de betingelser, som samfundet stiller, har værdi og kan bidrage til samfundsfællesskabet på andre måder – og har ret til at modtage et værdigt forsørgelsesgrundlag uden at skulle skamme sig.
For nylig samlede Rådet for Socialt Udsatte en lang række frivillige sociale organisationer til et stormøde om, hvordan socialpolitikken får en ny retning. De beretninger, som organisationerne kunne fortælle, er beretninger om en social indsats, som for mange er blevet bedre, end den var for 25 år siden – men samtidig om en hverdag nu, hvor fødevarehjælp til marginaliserede borgere er en hurtigt voksende social indsats.
De beretter om et beskæftigelses- og forsørgelsessystem, der ikke tager hånd om de alt for mange mennesker, der ikke kan forsørge sig og sine – om en uvilje fra mange politikere til at forholde sig til, om det sociale sikkerhedsnet er tilstrækkeligt, og om beskæftigelsesregimet nytter noget.
Netmaskerne i det sociale sikkerhedsnet er gennem de seneste årtier blevet gjort større og større begrundet med den påstand, at mange har siddet fast i passivitet. Nu falder socialt udsatte og syge så igennem nettet – det var vel ikke meningen? Toneangivende økonomer og mange andre har haft en tyrkertro på, at hvis det bedre kan betale sig at arbejde, så vil flere arbejde.
En del af de samme økonomer er efterhånden nået til den erkendelse, at i forhold til kontanthjælpsmodtagere – hvoraf størstedelen har andre problemer end ledighed – så er effekten af at sætte ydelserne ned meget lille. I forbindelse med kontanthjælpsloftet var ministeriernes skøn, at 700 personer ville komme i job, mens over 30.000 ville miste en del af deres indtægtsgrundlag. De efterfølgende statistikker viste endda, at der var væsentligt flere, som blev ramt, herunder ikke mindst 62.000 børn.
Stigende ulighed har negative konsekvenser. Internationalt er OECD og Verdensbanken begyndt at studere konsekvenserne af den stigende ulighed i de vestlige lande. De peger på en række negative konsekvenser af stigende ulighed, blandt andet i forhold til uddannelse: Familiens placering på samfundets rangstige betyder noget for, hvordan børnene klarer sig i uddannelsessystemet. Rituelt afvises den slags viden med, at Danmark er et af de mest lige lande i OECD, så her er ingen problemer – selvom det er åbenlyst, at udviklingen går i den forkerte retning. At mange lande følger den samme forkerte retning, gør jo ikke retningen rigtig.
Der er behov for at genopliveden brede opbakning til et nederste socialt sikkerhedsnet, som beskytter mod fattigdom, samtidig med at det kan betale sig at arbejde. Det må være et vigtigt mål for et nyt kontanthjælpssystem, at det bliver mere enkelt og gennemskueligt. Meget få professionelle er i stand til at overskue systemet i dag, og færre ikke-professionelle kan forstå det. På stormødet handlede flere forslag om, at beskæftigelsesindsatsen skal tænkes helt om – måske skal jobcentrene endda have et nyt navn som symbol på, at det nuværende regime er lagt i graven. Det blev fremhævet, at et nyt system skal indeholde langt mere reel inddragelse af borgeren og en større anerkendelse af, at ikke alle kan varetage ordinært arbejde på fuld tid.
Et samfund bør have et ordentligt sikkerhedsnet. For at tage sig af de mest udsatte er det nødvendigt med en stærk moralsk eller politisk begrundet vilje til også at prioritere dem, der ikke er i stand til at gøre deres ret gældende.
Organisationerne på området efterlyser et system, hvor det er muligt at give et udsat menneske den hjælp, vedkommende har brug for, uanset om det vedrører den ene eller den anden forvaltning. At socialpolitikken er baseret på et princip om, at selvom det ikke umiddelbart kan betale sig i kroner og øre nu og her at prioritere en særlig indsats til en socialt udsat borger efter flere fejlslagne forsøg, så prøver vi igen. Fordi velfærdsstaten giver ret til hjælp til dem, som har brug for hjælp. Fordi der er taget politisk stilling til, at det er sådan et samfund, vi ønsker: Et samfund, hvor der er et sikkerhedsnet, som griber dem, der falder. Ingen kan sige sig fri for, at livet kan slå et knæk.
Socialpolitikken har brug for en ny retning: Sociale rettigheder, omfordeling af samfundets goder og ret til kompensation til syge og socialt udsatte, som ikke har mulighed for og adgang til at arbejde, skal langt højere op på den politiske dagsorden igen. Hvis det er det, vi vil?!
Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt Udsatte.