Prøv avisen

Racisme i Danmark

Kultur og etnicitet er en meget dynamisk størrelse og kan ikke blot forklares ud fra sociale og økonomiske variabler, mener Jørn Borup. - Foto: Wikimedia Commons

Det komplekse forhold mellem religion, kultur og etnicitet kan ikke reduceres til et spørgsmål om en hvid majoritets diskrimination af en brun underklasseminoritet, skriver Jørn Borup fra Århus Universitet

"VÆRDIERNE SKRIDER i Danmark" var titlen på en kronik i Kristeligt Dagblad den 14. september af Mira Skadegård Thorsen. Også Henrik Jensen og Peter Olesen har i nye bogudgivelser beskrevet danskernes faldende moral og anstændighed, og det er i det hele taget et godt tema og god praksis altid at gribe i egen barm og reflektere over, om vi ikke kan gøre det bedre som mennesker og nation.

Mira Skadegård Thorsen beskriver et racistisk Danmark med "marginaliserende og nedladende retorik, diskriminerende lovgivning og overtrædelse af menneskerettighederne" med en "brun underklasse, der omtales og behandles som én flok kriminelle", og det antydes, at "borgere, der ikke bærer hvidhed på ydersiden, er kulturelt indkodet til dovenskab, nasseri og kriminalitet".

Dette er jo skændigt og aldeles uanstændigt! Desværre gives der ingen konkrete eksempler, og det er jo synd, for som hun skriver, bør man være konkret for at ændre verden og indgå i rationel dialog. Kunne det tænkes, at hun selv generaliserer og tillægger politiske bestemmelser (irakeres udvisning fra kirke), unge lømlers gadeoptøjer (protester over Muhammed-tegninger) racistiske forklaringsrammer? Er det mon sådan, at enhver handling og udtalelse mod en minoritet (og kvinder) nødvendigvis skal klassificeres under den diskurs, der hedder race og racisme?

Race og etnicitet er i høj grad sociale konstruktioner – nogle elementer, vi kan bruge til at forstå og fremhæve os selv i forhold til andre. Det kan kaldes essentialisering, når man tager et element fra én kategori (for eksempel "kultur") frem og generaliserer ud fra dette ("alle brune er dumme", "alle hvide er racister"), og det er som oftest ganske uvidenskabeligt og dumt. Læs Amartya Sens bog "Identitet og vold" og se, hvor universelt fænomenet er, såmænd også uden for den hvide kulturkreds (det værste eksempel i disse tider på racisme er vendt mod hvide i Zimbabwe).

Men race og etnicitet er dog ikke mere uvirkeligt, end at disse afgrænsninger virker og har effekter. Det mærker ofrene, og det ved flere af de ofte stærkt racistiske bandemedlemmer, som kronikøren ikke vil have skal kategoriseres som etniske.

DER ER GOD GRUND til at stemple denne og anden form for kriminalitet som udtryk for manglende intelligens og social empati (og dårlig opdragelse?). Det lægger nemlig op til, at adfærden kan ændres og ikke er en medfødt skavank, man kan stemple de andre (og undskylde sig selv) med.

Men når race og etnicitet er del af den diskurs, der handles med fra begge sider i for eksempel den igangværende bandekrig, er det forkert at benægte deres eksistens og relevans. Det samme gælder kultur og religion, som kronikøren benægter har selvstændige forklaringsfaktorer. Også disse er i høj grad konstruktioner, men de virker og har betydning!

Det gamle samfundsvidenskabelige paradigme om, at alt kun kan forklares ved sociale og økonomiske variabler, er i høj grad blevet udfordret og modsagt af megen forskning herhjemme og i udlandet. For et par år siden var den vigtigste konklusion fra Integrationsministeriets tænketank, at kultur (og ikke uddannelse, køn eller økonomi) hos forskellige minoriteter var vigtigste forklaringsfaktor i forhold til overensstemmelsen med definerede danske værdier.

Megen forskning har vist, at religion både kan være en vigtig ressource og en marginaliserende modvægt til integration. Det tyder også min egen forskning omkring herboende vietnamesere på. At bortforklare reli gion, kultur og etnicitet som "skalkeskjul for, hvad der egentlig er tale om", kalder Skadegård Thorsen politisk eller ideologisk propagan da.

At benægte disses reelle eksistens som identitets- og forklaringsfaktorer er dog i lige så høj grad misvisende og ideologisk projektion. Det er ikke altid, det er lige kønt at se eller høre på, men religion, etnicitet, kultur og race er lige så reelle begreber og kategorier, der kan have lige så reel en forklaringsværdi som økonomiske og sociale faktorer.

Muhammed-krisen og de efterfølgende optøjer var slående eksempler på de komplekse relationer mellem religion, etnicitet, kultur, race, demokrati og ytringsfrihed, som ikke bare kunne bortforklares som irrelevante og udtryk for noget andet. Frem for at benægte disse bør strategien nærmere være at undersøge disse, ikke mindst sammenhængen mellem dem.

DET ER DER OGSÅ mange kultur- og religionsforskere herhjemme, der gør. På Center for Samtidsreligion på Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet ser vi på "de fremmedes" religion med ligeså stor interesse og relevans, som "den hvide majoritets" religion. Vi ser ikke mindst på de diskurser og repræsentationer, der skaber og vedligeholder religioner, for religion er ligesom kultur og etnicitet langt mere dynamisk, end kronikøren vil have os til at tro (med mindre hun, som mange har en kedelig tendens til, reducerer religion til klassiske, kanoniske skrifter).

En sådan forskning skaber sikkert ikke mindre racisme eller kriminalitet. Men den tilføjer materiale til diskursen omkring emnerne, som desværre er mere komplekse end reduceret til et spørgsmål om en hvid majoritets diskrimination af en brun underklasseminoritet.

Jørn Borup,

lektor ved Center for Samtidsreligion,

Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet

Læs Mira Skadegård Thorsens kronik og andre artikler om emnet på

kristeligt-dagblad.dk