En ung mand blev forleden forsøgt brændt levende i Ry. I dag ligger han på sygehuset med tredjegradsforbrænding på 50 procent af kroppen. Offeret er 16 år og af afghansk afstamning. Der var fire gerningsmænd om forbrydelsen – alle etnisk danske.
Repræsentanter for Mølleskolen og det lokale politi afviser med én stemme, at forbrydelsen skyldes racisme. Og det allerede inden, der er iværksat en undersøgelse af overfaldet. Og det uanset, at offerets storebror, der er gymnasieelev, stilfærdigt beretter, at hans lillebror gennem flere år har været udsat for racistisk betonet chikane. Skub, slag, angreb med saks og ytringer som ”perker” og ”skrub hjem til det land, du kommer fra” har hørt til dagens uorden for den unge mand.
Når skolen samtidig udtrykker sympati for gerningsmændene og påfaldende og uden videre afviser, at der er tale om racisme, er det formentlig for at dække over eget smøl i forhold til mobningen af offeret, som er eskaleret gennem årene. Måske også i et håb om, at det vil formilde dommerne, hvis sagen kan slås hen som drengestreger. Under alle omstændigheder forekommer det dybt uprofessionelt og i bedste fald uigennemtænkt, at såvel skolen som politi på forhånd er parate til at fastslå, at der ikke ligger racisme bag den kriminelle handling.
Faderen til en af gerningsmændene udviser ikke megen empati med offeret, men er afstumpet nok til at kommentere det forhold, at hans søn har forkrøblet et menneske for livet med en bemærkning om, at offeret bare skulle være smidt ud af skolen for længe siden.
Nu overvejer den ramte familie ikke blot at skifte skole, men helt at flytte fra Ry, hvor de ikke længere er trygge. Måske de vil blive ledsaget til bygrænsen som det i sin tid skete i de amerikanske sydstater, når uønskede elementer skulle fordrives.
Racisme på dansk kommer snigende, den fortrænges og er farlig netop derved, at den ikke erkendes – som racisme.
Erik Boel er tidligere landsformand for Europabevægelsen