RETTEN I HELSINGØRS DOM fra den 11. februar 2016, hvor en pensionist blev dømt for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf (paragraf 266b), har givet anledning til en del debat.
Selv om jeg af principielle grunde aldrig udtaler mig om konkrete personers strafansvar i aktuelle sager, kan jeg godt forstå, at dommen har udløst en omfattende debat – og en forvirring om racismebestemmelsens anvendelsesområde. For hvad er det egentlig, racismebestemmelsen kriminaliserer, og hvad vil vi egentlig værne strafferetligt i Danmark?
Ytringsfriheden og dermed retten til at rejse en politisk debat, også om sensitive og kontroversielle emner, er et af det demokratiske samfunds fundamenter.
Ytringsfrihed kan ses som et udtryk for demokrati og må derfor kun begrænses, hvis det er strengt nødvendigt. Uden ytringsfrihed kan vigtige samfundspolitiske spørgsmål ikke debatteres, ligesom korruption og magtmisbrug ikke kan afsløres. Ytringsfriheden er altså med til at udvikle samfundet og til at holde magthaverne i skak, hvorfor samfundet ville være ilde stedt uden en udstrakt ytringsfrihed.
Modsat er ytringsfriheden ikke udtryk for demokrati, hvis den misbruges til at krænke andres rettigheder eller bruges på en måde, så samfundet kastes ud i sociale uroligheder, og samfundsfreden dermed trues. Ytringsfriheden må ikke hindre den politiske stabilitet, som et velfungerende samfund er så afhængig af.
Der kan med andre ord ikke være absolut ytringsfrihed i et demokratisk samfund. Der må findes en balance mellem retten til at ytre sig på den ene side og borgernes og samfundets ret til beskyttelse mod samfundsnedbrydende tale på den anden side.
Denne balance findes typisk ved at indføje straffebestemmelser for grove og helt uacceptable ytringer. Dette skal gøres med delikatesse, og løbende skal samfundet sikre sig, at sådanne straffebestemmelser ikke overfortolkes og dermed indskrænker ytringsfriheden mere end højst nødvendigt.
Samfundet har forsøgt at finde denne balance med racismebestemmelsen. Den kriminaliserer den, ”der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.” Straffen er bøde eller fængsel indtil to år.
Paragraf 266b’s kerneområde er udtalelser om, at en af de beskyttede befolkningsgrupper generelt mangler værdi som mennesker, eksempelvis ved at ligestille dem med dyr (for eksempel ”de yngler som rotter”) eller farlige sygdomme (for eksempel ”de er som en kræftsvulst”). Helt usaglige generaliserende påstande om grov kriminalitet hører også til bestemmelsens kerneområde.
Selv om bestemmelsens beskyttelsesinteresse først og fremmest er samfundsfreden, er den ikke placeret sammen med blasfemibestemmelsen i straffelovens kapitel om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, men i kapitlet om freds- og æreskrænkelser.
Dette skyldes formentlig, at bestemmelsen ikke opstiller et strafferetligt værn om religioner eller idelogier med videre, men om befolkningsgrupper – altså om mennesker.
Der skal med andre ord sondres mellem religioner og de troende, og man kan ikke i almindelighed sætte lighedstegn mellem udtalelser om en religion og dens tilhængere. Det er en vigtig pointe, da det ofte er tvingende nødvendigt i et frit demokratisk samfund at sætte kritisk spørgsmålstegn ved ideologier og religioner og deres til tider udemokratisk værdisæt.
Det er derfor også helt afgørende, at domstolene fortolker racismeparagraffen restriktivt og i lyset af dens formål. Men domstolene er tit på en svær opgave. For hvor går grænsen mellem kritik af religioner eller idelogier og uacceptable truende, forhånende eller nedværdigende udtalelser om befolkningsgrupper? Nogle debattører er jo snilde og forsøger netop rent ordmæssigt at holde sig på den lovlige side af grænsen, mens de rent forståelsesmæssigt langt har overskredet den.
Når man følger med i domstolenes domme, må man desværre sige, at der indimellem er nogle svipsere. Om retten i Helsingørs dom er en af disse svipsere, må vi håbe, at landsretten får lov til at prøve.
Trine Baumbach er lektor og ph.d. ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet