Radio Louds nye chefredaktør har haft bind for øjnene

Læst og påskrevet er et nyt kort og skarpt format, hvor avisens skribenter kommenterer et aktuelt citat. Her er det aktuelle citat fra Politiken

Den nytiltrådte chefredaktør for radiostationen Radio Loud pointerer i Politiken, at der under corona ikke har været lavet journalistik på de lukkede kirker.
Den nytiltrådte chefredaktør for radiostationen Radio Loud pointerer i Politiken, at der under corona ikke har været lavet journalistik på de lukkede kirker. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Det er ikke gået stille for sig, at tidligere nyhedschef på Berlingske Simon Andersen er blevet ny programdirektør og chefredaktør på Radio Loud. Og Andersens hang til fornyelse og fandenivoldskhed er blevet behørigt betonet.

For eksempel har han i Politiken afsløret, at han vil tænke helt anderledes end andre medier. De har nemlig sovet i timen, forstår man:

”Vi har siden corona haft kirker, der har været lukket, og som i strid mod al sund fornuft har haft nogle restriktioner, der har gjort, at mennesker, som har været gift i 50 år, hvor konen skal begrave manden, kun må have fem i en kirke. Hvorfor er der ingen, der har kastet sig over det og lavet kritisk journalistik på det?”.

Det ville være interessant at vide, hvordan den erfarne mediechef og nyslåede chefredaktør holder sig orienteret i nyhedsstrømmen. Måske gennem udenlandske aviser.

For ikke bare Kristeligt Dagblad har skrevet talrige kritiske artikler om restriktioner i kirkerne, herunder i forbindelse med begravelser. Det har også mange andre dagblade, tv- og radiostationer gjort. Måske med undtagelse af Radio Loud.

Det bliver spændende, hvad Radio Loud ellers vil overraske med, nu hvor man har ansat en mand med skarpt blik for huller i nyhedsdækningen. At USA trækker tropper ud af Afghanistan? At Tysklands kansler, Angela Merkel, træder tilbage?

Der er masser af åbne døre at løbe ind. Bare man undgår at orientere sig i landets øvrige medier. -aem