God start på program om Tyskland på Radio4

Med programmet "Genau" viser Radio4, at det ikke betyder, at man ikke kan kigge ud over grænserne – til og med til Tyskland, skriver generalsekretær i Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen

Radio4 sendte for første gang fredag den 1. november i år.
Radio4 sendte for første gang fredag den 1. november i år. . Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix.

I lørdags blev 30-året for Murens fald markeret. Det gav dønninger i medierne, aviserne havde omfangsrige artikler om ”die Wende”, og hvad der derefter fulgte.

Det er ellers bemærkelsesværdigt, hvor lille en rolle Tyskland spiller i danske medier, på trods af vores forbundethed gennem handel, historie og kultur og på trods af Tysklands centrale rolle i Europa. Når jubilæumsmarkeringerne toner ud, er vi sikkert tilbage til business as usual, hvor Tyskland igen træder i baggrunden – med undtagelse af indsatsen fra nogle få ihærdige tysklandskorrespondenter, der gør deres til, at naboen i syd ikke rykker helt ud af synsfeltet.

Med Radio4 er der så heldigvis kommet et nyt program med journalistisk fokus på Tyskland og tyskerne. ”Genau” hedder programmet, der med Thomas Schumann som vært sætter fokus på, hvad tyskerne er optaget af lige nu. Schumann er – trods navnet – pæredansk, han har arbejdet som journalist på Flensborg Avis og er tydeligvis optaget af sit emne, har et kildenet i grænselandet og er ikke bange for at ringe rundt til hele Forbundsrepublikken.

Schumann interviewer på tysk med lige så stor selvfølgelighed, som andre journalister gør på engelsk, og man får endda som lytter lov at høre kilderne tale tysk.

Programmet kom rigtig godt fra start i sidste uge med et tema om sporene af Muren i det nuværende Tyskland. Blandt andet med et interessant interview med forfatteren til en bog om ”Nachwendekinder”, altså unge mennesker, der er født efter Murens fald.

I tirsdags var programmets fokus på delstaten Thüringen og det for nylig overståede valg, der har efterladt delstaten i en uafklaret regeringssituation.

Den siddende såkaldt rød-rød-grønne regering bestående af venstrefløjspartiet Die Linke, det socialdemokratiske SPD og De Grønne, har ikke længere flertal.

Til gengæld har Die Linke, fløjpartiet til venstre, et flertal sammen med Alternativ for Tyskland, fløjpartiet til højre, som ingen vil arbejde sammen med, men som nu er næststørste parti i den østlige delstat.

Valgresultatet gav anledning til en snak om vælgervandringer og om, hvorfor mindretalsregeringer er så usædvanlige i Tyskland.

Hele temaet blev indledt med en kort introduktion til, hvad Thüringen er for et sted. Det gik jeg dog glip af, da der pludselig var to programmer i sendefladen, som talte ind over hinanden. Jeg opfangede ordet ”lortesituation” fra det andet program, som åbenbart var et sladderprogram ved navn ”Vennetjenesten”. Det var, hvad det var – og samtidig et signal om, at Radio4 ikke har helt styr på teknikken endnu.

Men de første to omgange af ”Genau” lover godt. Radio4’s motto er ”Radio4 – Taler med Danmark”, som afspilles som jingle i programmerne.

Med ”Genau” viser stationen, at det ikke betyder, at man ikke kan kigge ud over grænserne – til og med til Tyskland. På tysk. Vielen Dank.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.