Dyretelepati og inflatorisk karaktergivning – er det ikke på tide med lidt selvkritik?

Præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard samler op på ugens vigtigste værdidebatter

Her i eksamenstiden er debatten om de mange 12-taller igen blusset op.
Her i eksamenstiden er debatten om de mange 12-taller igen blusset op. . Foto: Janus Engel/ritzau.

Poul Sørensen – kaldet Poeten – skrev, at ”hver generation har sine problemer. Især med den foregående”.

Det blev man mindet om i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor erhvervspolitisk kommentator Anders Heide Mortensen anfægtede rimeligheden i de mange 12-taller, nye generationer bliver belønnet med:

”De er ikke bare gode i min søns parallelklasse. De er lige gode. 9 af 10 fik 12 ved en eksamen forleden dag (…). Paradokset er, at når 9 af 10 får 12, er man ikke specielt fremragende eller enestående. Man fik sat en pil i en skive, hvor den røde plet er på størrelse med et serveringsfad.”

Mortensen finder det ulyksaligt, at skolerne skaber inflation omkring de unges præstationer, for dermed bliver den absolutte topkarakter ”lige så brugbar at navigere efter som Solen på en regnvejrsdag”.

Retfærdigvis skal det dog siges, at ikke alle folkeskoleelever får 12. På eget initiativ betalte formand for Dansk Samling Morten Uhrskov Jensen for en særkørsel hos Danmarks Statistik over tredjegenerationsindvandreres karaktergennemsnit ved folkeskolens afgangsprøve. I Morgenavisen Jyllands-Postens kronik bringer Uhrskov tallene, der viser, at ikke-vestlige indvandrere i tredje generation klarer sig miserabelt og ikke har forbedret karaktergennemsnittet i forhold til andengenerationsindvandrere.

Morgenavisen Jyllands-Posten konkluderer på den baggrund i sin lederartikel: ”Blandt mellemøstlige indvandrere hersker der tilsyneladende i vide kredse en betydelig uvilje mod overhovedet at ville Danmark.”

Det sidste fik vi anskuelsesundervisning i i afvigte uge, idet PostNord kortvarigt indstillede postomdelingen i det indvandrertætte Vollsmose, da nogle bude var blevet forulempet under deres arbejde. Rådmand i Odense byråd Jane Jegind (V) foreslog på sin Facebook-profil om nødvendigt at indsætte militæret i bydelen. Dette afstedkom følgende sarkastiske udbrud i Berlingske af kulturforskeren Kasper Støvring:

”Altså, først inviterer politikerne mennesker ind, der ikke vil integreres, dernæst påkalder de militæret for at smide dem ud.”

Sognepræst Dorthe Thaulov bliver næppe smidt ud af folkekirken, men hun er ifølge Kristeligt Dagblad indkaldt til tjenstlig samtale hos Roskildes biskop efter et foredragsarrangement i Gislinge Kirke med en dyretelepatør.

Thaulov var i går til tjenstlig samtale hos Roskildes biskop, men op til samtalen har hun i avisen forklaret sig med, at folkekirken jo også har inviteret imamer i kirken, og en læser i kommentarfeltet på Kristeligt Dagblads hjemmeside undrer sig da også over, at ramadan-fejring finder sted i folkekirken, uden at dette fører til tjenstlig samtale.

Hermed sigter læseren til, at Stefanskirken i København for nylig fejrede åbenbaringen af Koranen. Iført ornat forklarede kirkens sognepræst Thomas Høg Nørager således Kristeligt Dagblad, at det jo handlede om at fejre den virkelighed, man oplever på Nørrebro, og den er så åbenbart mere præget af Koranen end af Kristus. Flere forbipasserende anfægtede dog pastorens logik.

Alligevel skal Nørager næppe stille til tjenstlig samtale, og det hænger muligvis sammen med, at visse biskopper har udviklet et forhold til islam, som minder om Donald Trumps forhold til Vladimir Putins Rusland: Hellere flække en arm på langs end kritisere modparten.

I 2016 afholdt Haderslevs biskop, Marianne Christiansen, en omstridt tv-transmitteret nytårsgudstjeneste, hvor Kassem Rachid medvirkede. Denne imam er netop blevet interviewet til ”24syv Morgen” på Radio24syv, hvori han tilkendegav, at det nok var ”jøderne” og ikke al-Qaeda, der stod bag terroren den 11. september 2001, ligesom CIA og Israel i fællesskab skulle have oprettet Islamisk Stat.

I Kristeligt Dagblad betvivler teologiprofessor Anders-Christian Jacobsen, at en præst kan levere troværdig evangelisk forkyndelse, når præsten fraterniserer med kristeligt fremmede idéer som dyretelepati. Men har folkekirken ikke et om muligt endnu større troværdighedsproblem, når en af dens præster i ornat fejrer åbenbaringen af Koranen, og en biskop fejrer gudstjeneste med en imam, der hælder til antisemitiske konspirationsteorier

Ugens debat skrives på skift af højskoleforstander Jørgen Carlsen og præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på ugens vigtigste værdidebatter.

Gislinge Kirke i Nordvestsjælland danner ramme om den seneste præstesag i folkekirken.
Gislinge Kirke i Nordvestsjælland danner ramme om den seneste præstesag i folkekirken. Foto: Joachim Adrian/ritzau
Imam Kassem Rachid udtalte i denne uge i Radio24syv, at det efter hans mening var ”jøderne” og ikke al-Qaeda, som stod bag terrorangrebet i USA den 11. september 2001.
Imam Kassem Rachid udtalte i denne uge i Radio24syv, at det efter hans mening var ”jøderne” og ikke al-Qaeda, som stod bag terrorangrebet i USA den 11. september 2001. Foto: Claus Bonnerup/ritzau