Prøv avisen
Debat

Ramsdal fornægter troen på samme måde som Grosbøll

Henrik Højlund er sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk.

Én ting er den personlige, eksistentielle kamp med tvivlen, som de fleste troende kender til. Noget helt andet er at gøre tvivlen til trosudsagn som Ramsdal gør det, skriver formand for Evangelisk Luthersk Netværk

FRA EN HVILKEN som helst synsvinkel er det svært at finde ord for den udmelding, der er kommet fra Per Ramsdal. Der er allerede gjort flere udmærkede forsøg i nærværende avis, også på lederplads.

Ramsdals lader ikke Grosbøll noget som helst efter med hensyn til fornægtelse af troen.

Alligevel sporer man allerede på dette tidlige tidspunkt af debatten en form for opgivenhed. Ramsdals næsten surrealistiske forsvar for ikke at prædike normal-kristendom kan imødegås af et uendeligt antal uimodsigelige argumenter - det vil ikke flytte noget som helst.

Måske er jeg en kende pessimistisk på vegne af det kirkelige tilsyns muligheder og vilje. Jeg glæder mig oprigtig over, at Ramsdals biskop har indkaldt Ramsdal til tjenstlig samtale. Men jeg indrømmer, at jeg ikke er optimist.

Når jeg ikke er optimist, skyldes det blandt andet følgende to forhold:

Dels åbnede Grosbøll-sagen en solid kattelem for, at der er gratis omgang for en præst i folkekirken for at sige hvad som helst. Mange takkede for, at det aldrig kom til en præstesag, for ”den ville folkekirken have tabt, og det ville have gjort ondt værre”.

Jeg er meget uenig. Ikke i at folkekirken måske ville have tabt sagen. Men uafgjortheden er værre. For det uafgjorte ender med at blive en permanent tilstand.

Vi afgør ikke noget i folkekirken. Vi taler om det. Og det bliver vi ved med. Og gør dermed alt til ord og tale. Uden konsekvens for virkeligheden.

Dels er der en lang række teologer og præster, der - i lighed med Plan B-gruppen i efterkant af Grosbøll-sagen - vil mane til besindelse og tale længe og langhåret om ”retten og pligten til at fortolke”, ”retten til at tvivle” og om ”fundamentalistisk bogstaveligheds-dyrkelse”.

Men sagen drejer sig ikke om nogen af delene.

Vi fortolker alle. Men den nødvendige nutidige fortolkning af frelseshistoriens hændelser betyder ikke lige ret for enhver fortolkning. Den kristne forkyndelse og undervisning har gennem alle tider og steder været optaget af to ting i sin fortolkning, nemlig at være i så god overensstemmelse som muligt med det, der skal fortolkes, og at formidle det så forståeligt som muligt for enhver given tid.

Det handler heller ikke om retten til at tvivle. Det er jo uendelig banalt at hævde en præsts ret til at tvivle. Havde præsten ikke den ret, havde jeg aldrig været præst. Men én ting er den personlige, eksistentielle kamp med tvivlen, som de fleste troende kender til.

Noget helt andet er at gøre tvivlen til trosudsagn. Som Ramsdal gør det. Ramsdal tvivler ikke bare. Han tror ganske ligefremt på en række udsagn, som er rene modsigelser af den kristne tro.

Ej heller fundamentalistisk bogstaveligheds-dyrkelse er sagen her. Når ordet ”bogstavelig” bruges i debatten, så kunne man erstatte det med ordene fra Juleevangeliet: ”Det skete”. Det er alt, hvad de såkaldte fundamentalister mener med det.

Skete det for eksempel, at Jesus efter at have været stendød blev helt og aldeles levende igen? Skete det på en måde, så mennesker virkelig så ham og spiste stegt fisk med ham i strandkanten? At svare ja til de spørgsmål er ikke - som nogen synes at mene - det samme som at sige nej til, at det samtidig overgår sind og sans og er ufatteligt mystisk og rummer gådefulde træk i de beretninger, der gengiver hændelsen.

At læse opstandelsesberetningerne ”bogstaveligt” betyder ikke, at man lukker sig for beretningernes mange og dybe lag. Det gør derimod den læsning, der ikke længere kan få øje på den virkelige hændelse, men nøjes med symbolerne.

Tilbage bliver kun vores egen fattige og højst subjektive fortolkning uden hændelsens kernefulde substans.

Henrik Højlund er sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk