MAN SKAL LEDE LÆNGE efter mere skammelig selvinkriminering end de indlæg, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen har præsteret her i avisen - senest den 8. december.
Her slynger han om sig med anklager mod navngivne og unavngivne ”ultraliberale” for at være ”samfundsnedbrydende”, ”landsbytosser”, ”tungnemme” og ”stupidt”.
Anledningen til det hele er forfatteren Ayn Rand, hvis budskab han finder ”rædselsfuldt”. Det er endog hans ”borgerpligt” at bekæmpe det.
Men han har slet ikke læst hende. Og han er stolt af det. Han gider ikke ”bruge tid på romanen 'Og verden skælvede'.
Det er ganske enkelt misbrug af livsmuligheder at pløje sig igennem dette makværk, som åbenbart er på hele 1200 sider”.
Og gudhjælpemig om han ikke skriver: ”Men det betyder jo ikke, at jeg ikke har en kvalificeret mening om Ayn Rand.”
Til det er der kun at sige: Jo, det er lige præcis, hvad det gør.
Det er karakteristisk, at indlægget kun indeholder én faktuel påstand om Rand. Nemlig at hendes budskab er ”planket” fra Max Stirners ”Den eneste og hans ejendom”. Det er bare ikke rigtigt og afslører, at Carlsen næppe heller har læst den bog.
Stirners bog er faktisk et langt angreb på doktrinen om, at det faktiske menneske bør underkaste sig det abstrakte menneske. Rands filosofi bygger på det præcis modsatte: at mennesker bør forstå deres natur og essens og leve i overensstemmelse med den.
Stirner afviser naturlige rettigheder, mens Rand insisterer på dem.
Stirner er anarkist, mens Rand mener, at menneskets rettigheder kræver en stat. Men de har da det tilfælles, at de udstiller den ignorante selvgodhed, så derfor er det måske ikke så mærkeligt, at Carlsen ser dem som ét.
Det ironiske er, at Carlsen reducerer sig selv til et villigt redskab for Rand. I sit skønlitterære forfatterskab (der er også et betydeligt faglitterært ét) lader hun sine hovedpersoner repræsentere principper skåret helt firkantet ud.
Heltene er heroiske, skurkene fordærvede. Hun elskede at provokere.
Det er helt i hendes ånd at få sine modstandere til at udstille sig selv. Så han skal ikke tro, at hun vender sig i graven.
Piller man skældsordene fra Carlsens indlæg, står én ting alene tilbage. Vi skal tage hans ureflekterede, uinformerede og uargumenterede følelsesudbrud for gode varer, fordi han påberåber sig at være en autoritet.
Det er faktisk en af filosofiens klassiske fejlslutninger, han dermed er ude i, og komikken bliver ikke mindre, når den autoritet, han påberåber sig, er at være censor i filosofi.
Det vil imidlertid også være en fejltagelse at tro, at der ikke findes en langt bedre kritik af liberalismen, endsige af den Randske variant. Det gør der.
Liberalismen ligger bare uendelig langt fra Carlsens indbildte fjendebillede.
Læs også Mette Bocks indspark i debatten: Må jeg lige sige noget, inden I myrder hinanden?
Otto Brøns-Petersen er analysechef i tænketanken Cepos