DEN NU PENSIONEREDE professor ved Princeton University Michael Walzer er verdenskendt for sit socialfilosofiske arbejde, og nogle af verdens mest fremtrædende filosoffer og sociologer har hyldet ham og taget hans tanker til sig.
I et ældre og mindre skrift med titlen ”Interpretation and Social Criticism” fra 1985 ønsker han at besvare det interessante spørgsmål: Hvor kommer kritikernes principper egentlig fra? For at besvare dette spørgsmål beskriver han tre centrale veje ind i moralfilosofien. For kritikerens principper må nødvendigvis være af moralsk karakter, således at alt, hvad der afviger fra de moralske principper, er kritisabelt. Uden moralske standarder, ingen kritik – hverken for almindelige mennesker eller for professionelle kritikere.
DEN FØRSTE VEJ kender vi bedst fra religionshistorien, og den betegnes ifølge Walzer som ”en opdagelse”. Opdagelsen består af en åbenbaring. Der er nogen, som bestiger et bjerg eller går ud i ørkenen og kommer tilbage med Guds ord. Hvad der her gives af den person, der vender tilbage med Guds ord, er moralske forskrifter. Forskrifterne er nemlig kritiske af natur. En åbenbaring vil altid stå i kontrast til gamle idéer og praktikker.
Den anden vej udspringer ikke af metafysikken, men betegnes af Walzer som ”en opfindelse”. Det er en moral, der allerede er der, men som genopfindes ad filosofisk vej. Denne vej handler om at modellere eller idealisere eksisterende moralske forestillinger, der kan tjene nutiden. Det kan også begynde med en intuitiv refleksion, der bearbejdes. Her er der tale om en moralsk model, der hele tiden skabes og i sin skabelsesproces står i kontrast til sin samtid og derfor forholder sig kritisk til samfund og fællesskaber.
Den tredje tilgang er ”den fortolkende vej”, som Walzer kalder den. Den går i al korthed ud på, at vi hverken behøver at opdage den moralske verden via Gud, eftersom vi altid har levet i den, eller at konstruere den via filosofferne, fordi den allerede er opfundet. Vi er som moderne mennesker berøvet transcendente og universelle moralske standarder, der kan vejlede kritikken og dømme vores levevis og eksistens.
Der findes altså ingen klare definitioner eller ideologier, vi kan klynge os til, og vi er derfor tvunget til at fortolke alt, og selvom vi er trætte af den evigt fortolkende vej og derfor søger tilbage til både Gud og tidligere moralfilosofiske fordringer, må vi slå os til tåls med den evige, kritiske fortolkning.
Michael Walzer vil fortælle os, at vi altid er på arbejde, altid må fortolke og forholde os kritisk, eftersom vi ikke har noget endegyldigt fundament, hvorfra vi kan fremsætte nogen form for kritik, der er mere rigtig end en anden.
Kritik bliver således en fortolkningsvidenskab. Selv da Moses kom ned fra bjerget med De Ti Bud, kunne buddene kun forstås, fordi de allerede var en del af sproget og den moralske adfærd, nu blot genfortolket og struktureret på en sådan måde, at de vakte resonans.
NU ER SPØRGSMÅLET SÅ: Hvis Moses havde et møde med Gud igen i dag på Sinaibjerget, hvilken lovtekst ville han så have os til at fortolke, ja, bruge som standard for kritik af den menneskelige adfærd? Ti nye bud som grundlag for en ny samfundskritik?
Vi kan af gode grunde kun tolke os til et svar, og mon ikke vi kan få hjælp ved at stille det simple spørgsmål: Hvad er det højeste strukturerende princip for vores tilværelse her på Jorden?
Mon ikke svaret ville være at leve i overensstemmelse med Jorden på en sådan måde, at vores børn arver planeten i samme eller i bedre stand end den, hvori han har overdraget os den? I bekræftende fald, burde vi så ikke holde op med at ødelægge naturen systematisk og sætte civilisationen over styr ved at ignorere vores klimaaftryk?
Netop sådanne forskrifter og profetier, der ligger til grund for kritik, opfattes af mange som irriterende moralisme. Hvorfor skal denne eller hin belære mig? Hvilken prædikant har ret til at komme anstigende med leveregler, der strider mod almene sædvaner og livsstil? Hvem har ret til at kritisere mig? Min privatbilisme, mit kødforbrug, mine charterture – klimaaftryk eller ej.
I LYSET AF de omfattende ødelæggelser, som vi efterlader os til den næste generation, må vores børn og unge efterhånden tro, at vores skaber har forladt os, eller at vi har forladt ham.
Det er en meget mærkværdig tid, vi lever i, hvor vi på den ene side hele tiden bliver informeret om, at Jorden er i dårligere stand end hidtil antaget, og på den anden side ignorerer den type moral, der påpeger, at vores levevis er højst kritisabel, og at vi faktisk kan ændre vores adfærd i en mere bæredygtig retning.
Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.