Realisme tilbage i udenrigspolitikken, tak. At gennemtvinge demokrati har kun gjort ondt værre

De gamle grækere mente, at hybris fører til nemesis – hovmod står for fald. Danske regeringer har siden 1990’erne ment, at sikkerhed fremmes med krige i fjerne lande sammen med USA, hvad der har ført til nederlag og terrorudsathed, skriver dagens kronikør

Danmark kan alene ikke gøre meget for at fremme demokrati og udvikling i verden, som er nødt til at gro frem ud fra lokale forudsætninger, skriver Gunnar Olesen, International rådgiver
Danmark kan alene ikke gøre meget for at fremme demokrati og udvikling i verden, som er nødt til at gro frem ud fra lokale forudsætninger, skriver Gunnar Olesen, International rådgiver. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Førhen kæmpede Danmark som mellemstor stat med naboer om magten i Nordeuropa, som Christian IV satte over styr. Napoleonskrigenes fejlsatsning kostede Norge og i 1864 Slesvig-Holsten, hvorefter den danske småstat søgte at manøvrere uden om de stores krige.

Efter Anden Verdenskrig blev Nato en paraply under den kolde krig, og Danmark agerede sammen med de nordiske lande i FN for at fremme udvikling og nedrustning i verden. Men mod slutningen af det 20. århundrede forsvandt Norden som referencepunkt, Sovjet blev afløst af terrorisme, FN de facto af USA, og danske regeringer fik idéen om aktivistisk udenrigspolitik.

Tanken om, at Danmark skulle i anden form for krig end eventuel Natoforsvarskrig og FN-indsatser var ellers dengang nærmest komisk.

Det ændrede sig i 1990’erne, hvor man ivrigt bidrog til Sovjets og Jugoslaviens opløsning, herunder Kosovo-krigen. Endnu mere efter 2001, hvor daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) skam over 9. april hurtigt fik meldt Danmark ind i USA’s koalition af villige til at invadere Afghanistan efter 11. september og til at støtte invasion af Irak i modstrid med de skeptiske Tyskland og Frankrig. Dermed kom man ud på ukendt land og ind i fejlslagne krige.

I medierne tales der nu om fare for borgerkrig i Afghanistan. Hvad de så end kalder det, der har fundet sted i landet siden 1979? Måske er de påvirket af officiel retorik, som stolede på Kabul-regimet til det sidste. Da jeg i 2005 deltog i en evaluering af Danmarks og andre landes civile og militære indsats i landet, advarede vi mod indbyggede svagheder i denne. Det vakte vrede i Udenrigsministeriet, som var meget bevidst om de politiske signaler fra oven. For Bush, Fogh og de danske udenrigs- og forsvarsministre var det en sag, som ikke skulle eller kunne mislykkes.

For eksempel var det ikke smart, hverken i Afghanistan eller i Irak, at starte med at fyre det eksisterende bureaukrati for at erstatte det med amerikanske og internationale administratorer, hvis største ressource var penge og våben. Indsigt i lokale forhold, kulturelt som politisk, og regionale forskelle blev erstattet af militær efterretning, som har vist sig at bygge på sand. Arbejde og indkomst til arbejdsløse soldater og Afghanistans landbefolkning blev nedprioriteret til fordel for skoler og en moderne stat med rige muligheder for korruption.

USA’s tilbagetrækning blev en lige så ensidig beslutning, som invasionerne af Afghanistan og Irak havde været. USA pressede sine allierede, med Danmark som én af de mest villige, til at deltage, men konsulterede dem ikke, da man traf en beslutning, som selv Kina kaldte forhastet. Nato-landes inddragelse havde dog næppe gjort den store forskel. Hvad der for længst skulle have været gjort for at finde en varig løsning var at inddrage de regionale magter – Pakistan, Indien, Kina og Iran – for eksempel havde Taleban ikke kunnet operere uden en vis støtte fra Pakistan. I stedet førte man de bilaterale forhandlinger med Taleban, hvis værdi viser sig nu.

Danmarks belønning for sin indsats var amerikanske præsidenters udsagn om, at ”Danmark kæmper i en højere vægtklasse”. Det fik vi ikke megen sikkerhed ud af, som blandt andet demonstreret med Muhammed-krisen i 2006, ej heller nogen rabat, da Trump krævede Nato-landenes militærbidrag forøget.

Der var også ny national stolthed over, at dansk militær kunne kæmpe heroisk ude i verden – hæren i Afghanistan, flåden mod somaliske pirater og luftvåbnet da Gaddafi faldt i 2011 og efterlod Libyen i et fragmenteret kaos. Indtil forholdet til Rusland forværredes efter 2014 var den største vinder måske det danske militær, der fik en ny mission, efter at Sovjets opløsning havde sat spørgsmålstegn ved noget af dets eksistensberettigelse.

Danmark har været blandt de mest ivrige kritikere af Rusland efter Ukraine-krisen og af Kina efter Trumps udnævnelse af dette land til hovedmodstander i 2017. Igen i modsætning til de store EU-landes mere forsigtige og pragmatiske kurs. Senest har Danmark været blandt de villige til at følge, denne gang ikke USA, men Frankrig med troppebidrag i Mali til dets forsøg på at bekæmpe jihadismens vækst i Afrika. Hvorefter det i Mali, som i Afghanistan, viste sig, at man satser på et regime med tvivlsom bæredygtighed over for etniske og regionale modsætninger i et stort land med svag infrastruktur. Frankrig drager nu konsekvensen ved at trække en del af sine tropper tilbage. Hvad gør Danmark?

I 2021 blev en ny dansk strategi for ulandsbistand lanceret i medierne af ministeren og andre politikere som nøglen til at fremme demokrati og udvikling i verden. Ude af proportioner med dansk ulandshjælps reelle betydning for verdens gang, men i tråd med statsstøttede ngo’ers bearbejdelse af offentligheden som for eksempel i ”Verdens bedste nyheder”. To generationers dansk ulandshjælp har ikke betydet meget for de problemer, som Afrikas hurtigvoksende befolkning fortsat har.

Det er på tide igen at få mere realisme ind i det internationale perspektiv. Danmark kan alene ikke gøre meget for at fremme demokrati og udvikling i verden, som er nødt til at gro frem ud fra lokale forudsætninger. Forsøg på at gennemtvinge det med militær magt gjorde kun ondt værre. Når det samme gælder for den amerikanske supermagt, er det et stærkt argument for at vende tilbage til multilaterale løsninger inden for et nok så ufuldkomment FN og til at prioritere Danmarks EU-medlemskab inden for udenrigspolitikken.

Dansk aktivistisk udenrigspolitik har hvilet på en præmis om, at USA er den suverænt vigtigste allierede, og Storbritannien den næstvigtigste, som vil og kan garantere landets sikkerhed, når vi stiller op. Men USA er ikke længere verdens suveræne leder, og Storbritannien har meldt sig ud af EU. Tilbage står et multipolært system, hvor EU er én af stormagterne, hvis det står sammen om at forsvare sine interesser, som blandt andet dikteres af et naboskab til Mellemøsten, Afrika og Rusland, som USA og Storbritannien ikke har.

Militant islamisme og tilhørende migrationspres vil sandsynligvis øges efter dens sejr i Afghanistan. Dybest set som resultat af misregimente og befolkningsvækst i Afrika og Stormellemøsten, som igen er tæt forbundet med gennemslaget af de klimaudfordringer, som rammer hele verden, men de fattige hårdest. Hvis Danmark som førende land inden for miljø og klima kan bidrage til løsninger på dette område, vil det rumme de største muligheder for at gøre en forskel for verdens gang.

En ny alarmerende FN-klimarapport i august 2021 synes at dreje debatten væk fra, om katastrofen kan undgås, og hen imod, hvad man skal stille op med varierende grader af katastrofe. Der er behov for en lignende realisme i udenrigspolitikken.

Selvfølgelig er Danmark en småstat – hvad der er mange fordele ved – og selvfølgelig skal vi alligevel yde vores bidrag til at forbedre verden. Men sammen med ligesindede lande inden for et multilateralt system, der har mulighed for at gøre noget mere konstruktivt ved klima- og migrationsudfordringer end forgæves forsøg på at bruge militær magt.

Selvfølgelig er Danmark en småstat – hvad der er mange fordele ved – og selvfølgelig skal vi alligevel yde vores bidrag til at forbedre verden. Men sammen med ligesindede lande inden for et multilateralt system, der har mulighed for at gøre noget mere konstruktivt ved klima- og migrationsudfordringer end forgæves forsøg på at bruge militær magt.

Selvfølgelig er Danmark en småstat – hvad der er mange fordele ved – og selvfølgelig skal vi alligevel yde vores bidrag til at forbedre verden. Men sammen med ligesindede lande inden for et multilateralt system, der har mulighed for at gøre noget mere konstruktivt ved klima- og migrationsudfordringer end forgæves forsøg på at bruge militær magt.