I KRISTELIGT DAGBLAD den 22. juni demonstrerer Marie Høgh endnu en gang, hvordan hun med et grundtvigsk-tidehvervsk lingo tilsat eksistensteologiske brokker kan føre ordet ”ansvar” ad absurdum.
”Når man som tidehvervsfolkene absolut vil definere, hvori ansvaret består, som om det er en objektiv størrelse, da tager de ansvaret fra det enkelte menneske,” konkluderer Marie Høgh. Tillad mig to replikker.
Den første i form af et spørgsmål til Marie Høgh: I Første Mosebog, kapitel 2, læser vi: ”Gud Herren gav mennesket den befaling: ’Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø.’” Tog Gud ansvaret fra mennesket ved at befale det at afstå fra en konkret handling, eller gav Gud med sin befaling Adam et ansvar?
Den anden replik er en fabel, inspireret af det virkelige staldliv – en samtale mellem undertegnede ”halvkatolske nypuritaner” og min staldkat Esmeralda, som til glæde for flere af mine mindste sognebørn for seks uger siden fødte fire killinger i hestestalden.
Esmeralda, som ellers har brugt megen tid på at gantes med staldens røde hankat, blev nu bundet af moderskabets forpligtelser, og den røde måtte til sin og Esmeraldas fortrydelse ofte fortrække med uforrettet sag.
Men for 14 dage siden, da killingerne var blevet så sikre til bens, at de kunne forlade den trygge rede i halmen, mjavede Esmeralda dem sammen, og vi så hende lede killingeflokken ud af stalden og ned ad alléen.
Siden har vi ikke set killingerne, og en undersøgelse af Esmeraldas mere og mere bespændte bryst afslørede, at hun ikke længere gav de små die.
Hun havde åbenbart ført de små bort og overladt dem til deres skæbne, og hun og den røde gantes nu uforstyrret døgnet rundt.
Det huede ikke den ”halvkatolske nypuritaner”, som bekymrede sig for, hvordan børnene ville græde, når de hørte om killingernes skæbne.
Så jeg skældte Esmeralda pelsen fuld for hendes iskulde over for eget afkom. Men Esmeralda, som læser Kristeligt Dagblad, svarede: ”Det ansvar har jeg taget på mig.”
”Jamen, dit ansvar var omsorgen for dine killinger!”, sagde jeg – hvortil Esmeralda svarede: ”Nu skal du ikke tage ansvaret fra mig ved at gøre det konkret!.”
OG DA JEG også har læst Marie Høgh og prøver at banke det ind i mit tungnemme nypuritanske hoved, at et kald er kaldet til at stå ved det, vi nu lever i – og her lyder talen til den enkelte kat om det absolutte ansvar i kærligheden – nåde og tilgivelse til støtte for den, om så det hele er i forfald – og at Guds velsignelse siger, at Esmeraldas liv, hvor fortumlet og forviklet det end er, så går det endda an – ja, så måtte jeg jo indrømme, at kald og ansvar betyder, at Esmeralda kan gøre præcis, som hun har lyst til.
Agnete Raahauge er sognepræst i Hørup og redaktør af Tidehverv.