Redaktør af Tidehverv: Moralisme-kritik fra Marie Høgh og co. er udtryk for dvask teologi

I ægteskabets stand tjener mand og kvinde Guds omsorg for menneskeslægten ved at føde børn og opdrage dem i Herrens tugt og formaning – og ved, som mand og kvinde, at være et billede på Kristus og kirken. Ægteskabet kan altså ikke under påberåbelse af Luther omdefineres til et forhold mellem to af samme køn, skriver Agnete Raahauge

Efter at have læst interviewet med Sandbeck har jeg fået den mistanke bekræftet, at striden om ægteskabet dybest set handler om, hvorvidt teologer er forpligtede eller ej på at læse og henvise til de tekster, de begrunder deres synspunkter med, skriver Agnete Raahauge.
Efter at have læst interviewet med Sandbeck har jeg fået den mistanke bekræftet, at striden om ægteskabet dybest set handler om, hvorvidt teologer er forpligtede eller ej på at læse og henvise til de tekster, de begrunder deres synspunkter med, skriver Agnete Raahauge. Foto: JOHN JEDBO/Ritzau foto .

Det er glædeligt, at debatten om den teologiske betydning af ægteskabet er blusset op igen i slipstrømmen på ægteparret Marie Høgh og Ole Piekuts angreb på Tidehverv. Senest med dobbeltinterviewet med Katrine Winkel Holm og Lars Sandbeck her i avisen.

Men efter at have læst interviewet med Sandbeck har jeg fået den mistanke bekræftet, at striden om ægteskabet dybest set handler om, hvorvidt teologer er forpligtede eller ej på at læse og henvise til de tekster, de begrunder deres synspunkter med.

Sandbeck udtaler, at hvis vi, der hævder at ægteskabet mellem mand og kvinde er en gudgiven ordning, vil blive på evangelisk-luthersk grund, så kan vi ikke løbe fra, at alle mennesker modtager Guds nåde og kærlighed ufortjent, og at ægteskabet derfor ikke har relevans for gudsforholdet.

Sandbeck gør sig her dels skyldig i ikke at have sat sig ind i, hvad undertegnede og andre af samme holdning har skrevet, for ingen har skrevet, at ægteskabet er en vej til frelse, så at de, der af en eller anden grund ikke bliver gift, er udelukket fra Guds nåde.

Dels gør Sandbeck sig, hvilket er noget mere alvorligt, skyldig i at bruge begrebet evangelisk-luthersk uden tilsyneladende selv at have sat sig ind i, hvad Luther skriver om ægteskabet og om livet i kald og stand.

Akkurat ligesom Marie Høgh gjorde, da hun frejdigt fastslog, at ægteskabet luthersk set kun er en juridisk konstruktion.

Sandbeck, Høgh og Piekut må mene akkurat, hvad de vil om ægteskabet, men det er dovent og uvederhæftigt at føre Luther eller det evangelisk-lutherske i marken uden at henvise til, hvor hos Luther de finder belæg for deres påstande.

På Facebook gjorde Claus Thomas Nielsen sig for over en måned siden den ulejlighed til oplysning for Marie Høgh at citere fra en række af Luthers skrifter, hvor han skriver om ægteskabet.

Men ikke én af tilhængerne af vielse af homoseksuelle har gidet gøre sig den ulejlighed at læse disse henvisninger og overveje, hvorledes de hænger sammen med Luthers teologi i øvrigt.

I stedet digter man sig sin egen lutherske teologi ud fra det, man ved: at evangeliet tilsiger enhver syndernes forladelse i Kristi navn kvit og frit – og får så dette til at betyde, at så er Gud ligeglad med, hvordan vi roder og regerer med det jordiske liv, han har givet os.

Det er vist og sandt, at Luther med Paulus prædiker frelse ved troen alene.

Men Luther forkynder dermed ikke, at troen forvandler vores jordiske tilværelse til en blank side, hvor vi skal udfolde os frit.

Nej, det er jo det skabte gudgivne liv, hvor der er op og ned, forskel på sandhed og løgn – og hvor der er gudvelbehagelige stænder at tjene Gud og næsten i, som Gud med syndernes forladelse sætter os tilbage i.

Og jo, Luther taler om gudvelbehagelige stænder: ordets tjeneste, ægteskabet og øvrigheden, og han siger oven i købet, at de to første er indstiftet i Paradis før syndefaldet.

Luther siger selvfølgelig ikke, at vi alle sammen er nødt til for vores saligheds skyld at leve i disse stænder. Vi skal ikke allesammen være ordets tjenere eller dommere og politibetjente, ligesom vi ikke alle behøver være gifte.

Det er stænder, Gud har indstiftet til os at tjene i her på Jorden. Det er ikke stænder, der gør salige og åbner os Himmerige. Det gør alene Guds nåde i Kristus.

Men i ægteskabets stand tjener mand og kvinde Guds omsorg for menneskeslægten ved at føde børn og opdrage dem i Herrens tugt og formaning – og ved, som mand og kvinde, at være et billede på Kristus og kirken – den kirke, der føder Guds børn ved dåben i Kristi navn.

Ægteskabet kan altså ikke under påberåbelse af Luther omdefineres til et forhold mellem to af samme køn.

Højreorienteret politiserende snerperi, kalder Marie Høgh i sin lørdagsklumme dette syn på ægteskabet. Det må hun gøre, så meget hun vil. Men så vær dog så redelig at tage et opgør med Luther, i stedet for i hans navn at harpe på hans syn på ægteskabet.

Det kan i øvrigt undre, at det er den samme Marie Høgh, der i dag anklager andre for at reducere kristendommen til vehikel for en konservativ samfundsindretning, som så sent som i februar i Morgenavisen Jyllandsposten optrådte som erklæret nationalkonservativ og roste Trump for, at han forstår, at kristendommen er sammenhængskraften i USA såvel som vor lille nationalstat.

Hvis man betragtede Høghs udsagn med samme mat nysgerrige øje, der hellere beskæftiger sig med sladder end teologisk substans og derfor evindeligt rider den gamle bovlamme traver om det nye Tidehvervs modsætning til det gamle, kunne man nok spinde en ende over den nye Høghs modsætning til den gamle. Men den sag må blive Marie Høghs egen.

Det er heller ikke for Høghs, Piekuts eller Sandbecks, men for eventuelle teologisk interesserede læseres skyld, at jeg i det følgende vil klargøre en rød tråd i kritikken af moralismen og den lutherske hævdelse af ægteskabet som gudgiven stand.

Som sagt utallige gange før: Debatten om vielser af homoseksuelle drejer sig ikke først og fremmest om synet på homoseksualitet, men om, hvad ægteskabet er. Om det er os, Guds skabninger, der har retten til at definere, hvad ægteskabet og dermed hvad menneskelivet er; eller om ægteskabet er givet af Gud som noget bestemt: det forpligtende familiestiftende forhold mellem mand og kvinde. Et gudgivent kald at tjene i i ansvar for Gud.

Når Høgh og Piekut kalder det for moralisme at hævde det sidste, afslører de, at de ikke forstår forskellen på moralisme og den forkyndelse af ubetinget ansvar, som ligger i hævdelsen af jordelivet som gudgivent.

Moralisme er at skære Guds fordring ned til en overkommelig regelsamling, så vi kan være i fred for Guds krav. Sådan kan ægteskabet selvfølgelig misbruges. Ægtefolk er jo ikke mindre end ikke-viede fangne af arvesyndens tilskyndelse til at bruge Guds gaver som en retfærdiggørende fjer i egen hat.

Det var over for den moralisme, der skal bruges til at gøre vores ansvar over for Gud overkommeligt, at Tidehvervs grundlæggere forkyndte, at vi aldrig er færdige med ansvaret over for Gud.

Derfor skriver K. Olesen Larsen i en kirkebladsartikel, som Marie Høgh påberåbte sig i Morgenavisen Jyllandsposten den 4. maj: ”Et menneske er i sin samvittighed bundet til ansvaret over for Gud for sit livs afgørelser, også for det at indgå ægteskab og leve i det. Ægteskabet betyder virkelig en beslutning om at gå ind under forpligtelsen til at dele sorger og glæder, til at stole på hinanden, til at bære livets byrder sammen, ja endda til at bære den andens byrde – i stedet for at stille krav til hinanden. Berettigede krav eksisterer kristeligt set ikke, heller ikke i ægteskabet. Det var også det, Jesus mente med det, han sagde om ægteskabet.

Han ville naturligvis ikke give regler for et korrekt liv, hvorved ansvaret skydes til side til fordel for den borgerlige retfærdighed.”

I forbindelse med ’68 fandt de teologer, der gerne ville tækkes den nye revolutionære moraliseren, som prædikede frigjorthed og politiske utopier, en ny måde at bortdisputere det ubetingede ansvar for Gud.

Nu hed det, at jordelivet er ”kun” relativt. Vorherre har med sin tilgivelse og velsignelse overdraget os vores jordiske liv til fri disposition. Hernede er der ikke noget, der på forhånd er op og ned, ingen givne kald. For det er bare menneskelige konstruktioner alt sammen, og det er småborgerlig moralisme at hævde noget andet.

Men denne anti-moralisme er i grunden af samme støbning som den gamle småborgerlige moralisme, den prætenderede at tage afstand fra. Den er blot en ny tidssvarende måde at gøre os selv færdige med ansvaret for Gud. Men om vi gør det ved moraliserende at nedskrive Guds fordring på ansvar for det liv, han har givet os – eller ved at erklære, at livet er helt vores eget til at udfolde os i – det kommer i sidste ende ud på ét.

Agnete Raahauge er sognepræst i Hørup og redaktør af Tidehverv.