Den franske forfatter Jean de La Fontaine offentliggjorde i årene 1668-1694 en række pædagogiske fabler med dyr, som fik tillagt menneskelige egenskaber. En af fablerne handler om en bjørn, der ønsker at gøre en sovende mand en tjeneste ved at fjerne en flue fra hans ansigt. Bjørnen kaster en stor sten mod fluen og knuser den, men desværre knuser stenen også mandens ansigt.
Millioner af børn i hele verden har fået læst eller fortalt historien om den uheldige bjørn, og ordet ”bjørnetjeneste” er gået ind i mange sprog. Her er nogle eksempler: svensk björntjänst, norsk bokmål bjørnetjeneste, nynorsk bjørnetenest, tysk Bärendienst, nederlandsk berendienst, islandsk bjarnargreiði, færøsk bjarnartænasta, finsk karhunpalvelus, russisk медвежья услуга, bulgarsk мечешка услуга og serbisk medveđa usluga.
Selv det kinesiske sprog har ordet bjørnetjeneste. Her udtales det bāngdàománg. I alle disse sprog anvendes ordet i overensstemmelse med La Fontaines fabel, men så simpelt forholder det sig ikke i Danmark.
I Den Danske Ordbog, der udkom i årene 2003-2005, tillægges ordet ”bjørnetjeneste” betydningen ”en meget stor tjeneste”, og det beskrives som et ”pendulord”, altså et ”ord, der har to modsatte betydninger, typisk således at en ny betydning udvikles af yngre sprogbrugere og regnes for ukorrekt af de (ældre) sprogbrugere, der kun kender den oprindelige betydning“.
En søgning i KorpusDK, som er Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs base over et meget stort antal tekster, viser imidlertid ingen forekomster af ordet bjørnetjeneste i betydningen ”en meget stor tjeneste” i naturligt sprog, hvorimod denne betydning optræder flere gange i det, man kalder ”metasprog“, altså situationer, hvor man taler om sproget.
Man kan spørge sig selv, om Dansk Sprognævn ikke gør det danske sprog en bjørnetjeneste ved at sanktionere og direkte plædere for en brug af ordet, der anses for at være forkert i resten af verden.
Lise Bostrup er redaktør i Modersmål-Selskabet.