JEG SAD I BILEN og lyttede med et halvt øre til P1.
Så opfattede jeg et skred i studieværtens stemmeføring. Hun var åbenbart kommet ind på noget, der rev hende ud af al vanlig professionel fatning. Og ja, for søren da – hun var i gang med at hænge en af sine medansatte i DR ud. Denne kollega havde spurgt en bøsse om noget med, at han måske ikke så nemt kunne blive farfar, og vi hørte klippet.
Uden måske helt at dele den skingre forargelse. Vores studievært forklarede sig så, en smule, men til overflod. For det kunne være, fordi hun selv boede ”midt i København”, at hun måtte finde det helt ubegribeligt, at nogen af hendes stand i ”offentlig radio” ville lufte noget så mosgroet fordomsfuldt, som at homoseksuelle ikke som en selvfølge kan få børn.
Joh, men lidt efter slap hun alligevel selv en fordom ud. Ikke engang hendes bopæl ”midt i København” havde åbenbart kunnet frigøre hende fra dén: Hun spurgte en af sine gæster, hvordan man ser på Copenhagen Pride i det mørke Sønderjylland, hvor han bor. I tydelig forventning om at man dér måtte se ganske anderledes på den slags end en helt og aldeles fordomsfri kvinde som hun selv.
Lad det være. Hun tilhører blot en DR-generation, der er besat af storby-hype og aldrig bliver træt af at udstille os i provinsen/udkanten som tilbagestående, dumme og fordomsfulde. De blæser da på, at vi herude betaler det halve af deres løn, og det kunne man måske kalde modigt. Hvis blot ikke deres arrogance lyste så skummelt af uvidenhed og af indgroet uvilje mod at kaste et blik på virkeligheden.
”Kender du typen?”, hedder et tv-program på DR. Som sådant bevæger det sig naturligvis sjældent uden for hovedstadsområdet. Der tales til den danske befolkning, som boede den ”her i byen”. Nørrebrogade er aldrig den, vi kender i Nykøbing Mors, for alt, hvad der kan blive tale om, ligger i København. Og når dette programs livstilseksperter så dog alligevel, en gang eller to om året, bliver sendt uden for ”byen”, så er deres forundring endeløs: Tænk engang – her bor mennesker, der bor, som hvor vi selv bor.
Og de vil aldrig blive færdige med at forundres, om de så 1000 gange blev halet ud af storbyreden. For fordommene mod os dumme og tilbagestående hører netop med til at være så smarte og avancerede, som de nu engang er.
Jeg sidder nu her med en fornemmelse af, at min læser rømmer sig.
Hold dog op, mumler hun hoved‑ rystende. Har du virkelig ikke vigtigere ting at beskæftige dig med?
For det er jo – hvor har hun ret – noget rædsomt fnidder med denne storby/ provins-snak. Der er – alene i det forhold – anderledes alvorlige sager end mondæne attituder at gribe fat om. Affolkningen af landbrugserhvervet og dermed det meste af landet var allerede et stort problem; det blev større med udflagning af industrielle arbejdspladser; endelig satte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) trumf på med sin strukturreform – udkanternes tab af en række institutioner, sygehuse, domstole og så videre øgede atter vanskelighederne ved at finansiere de tilbageværende sociale og uddannelsesmæssige institutioner.
Huspriserne falder, og vi bliver fattigere, alt imens man i centrene (minus jo fattigkvartererne dér) bliver ved med at score friværdier. Det er klart, at også den uretfærdighed nærer en vis animositet mod de privilegerede. Og en vis væmmelse ved det store flertal af politikere, der mangler mod til at gøre det mindste ved den, med en afgift på boliggevinster. Så usselt optræder endda mange af dem, at de hellere vil lette både top- og ejendomsbeskatning for de i forvejen begunstigede.
DET ER FARLIGT FOR vores lille land. Et nyt oprør fra udkanten eller Underdanmark ulmer, og storbyeliten bør næppe forlade sig på, at Borgen nok engang vil formå at civilisere det. Og her er det så, at det alligevel kan få væsentlig betydning, hvordan vi nu taler til og om hinanden.
Vores alle sammens Danmarks Radio ville gøre klogt i straks at stramme sig an og gå i spidsen for udryddelsen af alle disse hengemte forestillinger om vældige niveauforskelle mellem landsdelene. Økonomiske, jo, afgjort, men kulturelle – kun for sjov værd at tale om.
Måske er der fem eller syv procent flere sønderjyder end københavnere, der ikke bryder sig om ”Priden”. Det betyder jo ingenting. Selv ”midt i København” må man kunne se, at det er for lidt til at begrunde en bedreværdsfølelse. De burde dernæst, derinde, vænne sig til at spare os for de daglige dryp af ringeagt. Gøre det en smule lettere for os også at holde af dem.
Så kunne vi måske begynde at tale sammen om de faktiske problemer i vores delte land.
Øh, for resten: Går fordommene ikke begge veje? Jovist. Men fordomme kommer som bekendt af uvidenhed, og blandt andet DR gør det simpelthen umuligt for os her i udkanten at vide lige så lidt om dem i hovedstaden, som de véd om os.