HVAD DER ADSKILLER mennesket fra naturen, er ifølge den tyske filosof Hans-Georg Gadamer evnen til at danne ord.
Ord. Men i takt med at vi ødelægger naturen, er vi også begyndt at opdage, at vi selv er natur, og i takt med at vi ikke kan sætte ord på klima-, miljø- og biodiversitetskriserne, finder vi også ud af, at vores egen indre natur i mange henseender ligner eller er naturen underlegen.
Vores indre natur har domineret den ydre i et sådant omfang, at den verden, vi kender, ikke umiddelbart står til at redde – og nu slår naturen faretruende voldsomt igen. Den natur, som stod forsvarsløs og tavs, mens vi ødelagde den, har nu gjort os selv tavse. For de, der har ligget vågne og senere er stået op i de senere nattetimer for at læse skriften på væggen, har sikkert oplevet en vis form for handlingslammelse. Årsagen til handlingslammelsen er nok et totalt forvirrende moralsk og etisk udsyn, for om nogle få år vil vores børn bede os om at aflægge regnskab for vores handlinger, og hvad skal vi så svare?
VORES BØRN VIL SPØRGE OS, hvad vi har gjort for at bidrage til, at vores civilisation ikke går til grunde, for de vil have svært ved at se, hvordan og om de i det hele taget kan sætte børn i verden.
De vil altså bede om aflæggelse af et moralsk og etisk regnskab. Af dig og mig.
I moralsk henseende vil de spørge, hvorfor vi ikke har protesteret og forsøgt at råbe vores politikere og verdens ledere op – og i etisk henseende vil de sætte spørgsmålstegn ved vores daglige livs‑ førelse. Hvorfor kunne vi ikke se, at når selvet skulle realiseres på markedet, ville det lede til udbrændthed, fordi selvet således selv blev til et fossilt brændstof?
Hvorfor forsøgte mor og far at udvinde indre ressourcer for at kunne levere præstationer, der kunne omsættes på markedet, ligesom der – trods alle advarsler – er blevet udvundet fossile brændstoffer fra undergrunden? De vil fortælle os, at der jo ikke kun var tale om en etymologisk overensstemmelse mellem selvet som råstof i den indre natur og råstofferne i den ydre natur. Brændt af og udbrændt.
”Mor og far, både den indre og den ydre natur har været under et systematisk og altødelæggende pres, så hvorfor gjorde I ikke noget?”.
Der sættes den ene varmerekord efter den anden, og enhver kan slå op, hvad der vil ske efter en, to, tre, fire, fem og seks graders globale varmestigninger. Vi oplever den ene voldsomme og faretruende miljøkatastrofe efter den anden, i takt med at vi fortsat udvinder mere og mere af de nu knappe natur‑ ressourcer.
Biodiversiteten lider i et hidtil uset omfang. Vi lever i en epoke, hvor vi udrydder planter og dyrearter med en hastighed, der ikke er set tidligere i klodens historie. Alle alarmklokker ringer, og mor og far, politikere, erhvervsledere og den journalistiske stand, der skulle informere os om den alarmerende situation, fortsætter, som om intet er hændt.
Men skal det ikke være slut nu?
Hvor skal vi begynde? Hvordan får vi regnskabet til at gå op? En af de mest effektive måder at reagere på – og få bugt med både klima-, miljø- og biodiversitetskriserne – er at holde op med at spise kød. Vores forbrug af kød udleder nemlig enorme mængder drivhusgasser.
Den kolossale industrielle kødproduktion resulterer også i enorme miljøproblemer, fordi der hele tiden fældes vigtig skov for at skaffe mere plads til græsning og dyrkning af foder – og herved udryddes andre dyr til fordel for dem, som vi allerede har for mange af. Jagten på kødprotein vil fortære os, i takt med at vi selv fortærer kødet.
Løsningen er lige så banal, som problemet er stort, så hvorfor, mor, far og resten af familien, politikere og erhvervsledere, spiste I kød? Hvorfor? Var det kotelet-ideologien, I ikke kunne overvinde? Var det jeres dårlige vittig‑ heder om, at I havde lavet en aftale med kaninerne om ikke at spise deres, hvis de heller ikke spiste jeres, eller var det blot Netflix-serier og Pokémon Go, der gjorde det af med jeres basale overlevelsesinstinkter?
Eller var det i virkeligheden, da I læste pave Frans’ klimaskrift ”Laudato Si’: Om omsorg for vort fælles hjem”, og tænkte: ”Det må vi gøre noget ved,” men senere fandt jer selv med fingrene i koteletfadet, at tanken om, at der også skulle være en planet til jeres børn, blev aflivet? Var det dérJ
Alle alarmklokker ringer, og mor og far, politikere, erhvervsledere og den journalistiske stand, der skulle informere os om den alarmerende situation, fortsætter, som om intet er hændt.
Rasmus Willig er universitetslektor og forfatter.