Reform skaber omsorgssvigt

ANBRINGELSESREFORM: Anbringelsesreformen har bevirket, at kommunerne stort set ikke anbringer børn, fordi det er for dyrt. Det går ud over de svageste børn

Åbent brev til socialminister Henriette Kjær.

For godt en måned siden fik vi en »anbringelsesreform«. Et centralt element i reformen er en tidlig og mere målrettet indsats for udsatte børn.

»Den tidlige indsats er af afgørende betydning for at sikre udsatte børn og unge en god opvækst«, står der blandt meget andet i reformens tekst. Og det er sandt og godt. Vi trængte nemlig til en opstramning på anbringelsesområdet.

»Det skal i højere grad sikres, at kommunerne tidligt får øje på og hjælper de børn, som har problemer. Det er vigtigt, at kommunen får underretninger om udsatte børn. Derfor er det vigtigt, at borgerne oplever, at der handles i forbindelse med en underretning.« Også dette lyder rigtig godt.

Således tænker vi meget positivt om de intentioner, der ligger bag reformen. Men det står ikke så godt til i kommunerne. Flere kommuner udtaler: Vi må ikke anbringe. Den begrundelse, vi hører, er, at det er dyrt at anbringe børn på døgninstitution. Den enkelte kommune vælger billigere løsninger, f.eks. anbringelse i familiepleje eller ambulant behandling.

Der er mange børn, der får den nødvendige hjælp ved at blive anbragt i en plejefamilie, og der er ligeledes mange børn og familier, der hjælpes via ambulant behandling. Men der vil altid være en mindre gruppe af børn, som har brug for at opholde sig i et professionelt døgnmiljø i en kortere eller længere periode af deres barndom.

Døgninstitutionen har et tilbud om speciel omsorg og behandling for sårbare børn, f.eks. de helt små børn. De børn, der er født abstinente efter moderens stofmisbrug, og de børn, der er født hjerneskadede efter deres mors alkoholindtagelse i graviditeten, er direkte afhængige af en sådan professionel og tværfaglig indsats. Sådan forholder det sig også for nogle børn født af psykisk syge forældre, som f.eks. Helene.

Helene er født af en skizofren mor, der i begyndelsen af sjette graviditetsmåned opdagede, at hun var gravid. Moderen nægtede at lade sig undersøge af læge og jordemoder. Helene blev født på hospital ca. fire uger for tidligt. Otte dage gammel udskrives hun fra børneafdelingen sammen med sin mor.

Personalet fra børneafdelingen og senere også praktiserende læge og sundhedsplejerske lader deres bekymring gå videre til socialforvaltningen. Bekymringerne drejer sig om, hvorvidt moderen vil være i stand til at give sit barn den nødvendige omsorg. Moderen har ingen indsigt i sin egen sygdom, og er ikke i nogen form for behandling.

Da Helene er fem måneder gammel, fortæller sundhedsplejersken, at »Helene er tiltagende passiv. Når hun vågner efter søvn, ligger hun helt stille og siger ikke en lyd. Når hendes mor tager hende op af barnevognen, kigger hun tomt frem for sig.« Sundhedsplejersken har mistanke om, at Helene er ved at udvikle en kontaktforstyrrelse.

Sundhedsplejersken får støtte af sine fagkolleger i kommunen, og sammen appellerer de til sagsbehandleren og senere til lederen af børn- og ungeteamet i den pågældende kommune i håb om, at få hjælp til Helene og hendes mor. Sagsbehandleren ved ikke, hvad hun skal gøre. Der eksisterer ikke noget ambulant tilbud, og kommunen har på ledelsesplan besluttet ikke at anbringe børn uden for hjemmet. Sagsbehandleren foreslår ekstra besøg af sundhedsplejersken, og på længere sigt anbringelse i vuggestue.

Vi ved, hvor vigtigt det er for et barns udvikling, at det tidligt indgår i et gensidigt kontaktforhold med et menneske, der er i stand til at se barnet med dets behov, et menneske, som er i stand til at forstå barnets signaler, og som kommer det i møde.

Denne opgave løser de allerfleste forældre. Men misbrug og psykisk sygdom reducerer evnen til at opfatte barnets signaler såvel som evnen til at forstå, at den tilstrækkelig gode omsorg er en omsorg, der har udgangspunkt i barnets behov. Sårbare børn er tilbøjelige til at tilpasse sig de givne omstændigheder. Når barnet oplever, at moderen ikke kan møde det, vender det sig væk fra den frustrerende omverden mod sit eget indre.

For os at se er Helene på vej ind i en fejludvikling, og hun er afhængig af professionel hjælp, f.eks. et ophold på en døgninstitution med et specielt tilbud i forhold til hendes behov for speciel omsorg og behandling.

Døgnanbringelse koster mange penge. Det ved vi. Men vi har som samfund ikke råd til ikke at hjælpe Helene. Hvad værre er: Vi kan ikke være det bekendt.

I løbet af det seneste år er flere døgninstitutioner blevet lukket, og mange andre døgninstitutioner har indskrænket deres kapacitet. Der er nemlig ikke børn til anbringelse. Situationen er den samme landet over.

For første gang i de mange år, vi har arbejdet her på Skodsborg observations- og behandlingshjem, har vi ingen venteliste, og i løbet af sommeren vil vi få flere ledige pladser. Fortsætter udviklingen på anbringelsesområdet, skruer også vi ned for blusset, som en naturlig konsekvens. Og sådan er så det!

Men hvem hjælper børnene, Henriette Kjær?

Helene blev set, men der blev ikke handlet i forhold til hende. Tankerne om tidlig intervention er gode, men både forebyggelse og behandling koster penge, og dem har kommunerne åbenbart ikke.

Hvordan og hvornår kommer vores reelle indsats over for truede børn til at afspejle anbringelsesreformens positive budskaber? Jeg ser med bekymring på de perspektiver, der tegner sig for de svagest stillede børn.

Inger Thormann,

psykolog ved Skodsborg observations- og

behandlingshjem,

medlem af Børnerådet, Strandvejen 130,

Skodsborg