Prøv avisen
Kirkeligt set

Reformationen cementerede den sociale ulighed

Illustration: Søren Mosdal

Reformationens indførsel var stærkt medvirkende til forringelsen af bøndernes levevilkår i generationer fremover, skriver universitetslektor Bjørn Thomassen

Jeg havde egentlig besluttet at holde pause fra reformationsdebatten.

Men som et foreløbigt sidste suk bliver jeg nødt til at minde om nogle forhold, der vedrører spørgsmålet om social lighed.

Som forskere og debattører er vi forpligtede til at konfrontere vores forestillinger om Reformationen med historiske kendsgerninger. Siden jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved vores selvgode erindring af Reformationen, har jeg fået at vide, at jeg dømmer historien ud fra nutidens normer.

Men det er netop denne tendens, jeg har prøvet at gøre opmærksom på.

Man ræsonnerer som så: I dagens Danmark har vi demokrati, ligestilling, velfærdsstat, vi er tolerante og frisindede mennesker, og vi har et godt og lykkeligt samfund.

Så regner man baglæns og finder kimen til alle disse herligheder i Reformationen. Mellemregningerne er overflødige. Cirklen sluttes præcis, hvor den åbnes: i nutidens dansk-nationale selvforståelse. Det er en udbredt disciplin i Danmark.

Et afgørende aspekt af nutiden, der ofte kobles til Reformationen, er spørgsmålet om lighed og velfærd. Som præsidiet for reformationsjubilæet så smukt og indforstået skriver: ”Man kan møde det synspunkt, at velfærdsstatens rødder går tilbage til reformationen.” 

Åh ja, det synspunkt kan man sandelig møde – stort set hver gang danskerne skal diskutere, hvor deres elskede velfærdsstat kommer fra. Den kommer naturligvis fra Reformationen, der lagde vægt på lighed og retfærdighed, i modsætning til den korrupte og hierarkiske kirke styret fra Rom.

Men hvad skete der rent faktisk med den sociale lighed i Reformationens tid? Hvilken effekt havde Reformationen på de generelle livsbetingelser for de bredere lag af befolkningen – og det vil sige bønderne?

Bøndernes livsvilkår blev drastisk forandret via Reformationen i Luthers tyske lande. De troede, at Reformationen skulle komme dem til gode.

De mistede i stedet land, og skatterne blev sat op. De sultede. På fredelig vis prøvede de at gøre opmærksom på deres lidelser og appellerede til Luther.

Med henvisning til Bibelen plæderede de for afskaffelse af livegenskabet. Luther var meget lidt lydhør. Hans snak om ”frihed” havde intet med det enkelte menneskes reelle rettigheder at gøre.

I 1524 var bønderne løbet ind i så mange fæle skuffelser, at de sammen med andre borgere samlede sig til oprør, parat til at forsvare sig mod de nye magthavere.

Dette var et helt afgørende moment: I hvilken retning skulle Reformationen udvikles? Hvordan skulle de lutherske principper omsættes til virkelighed?

Luthers indsats i den forbindelse er velkendt: Han opfordrede alle, der kunne, til at slagte oprørerne. I en djævelsk vending fortolkede han Romerbrevet til at udtrykke en kristen pligt til at slå ihjel. Jo flere oprørere man kunne dræbe, desto saligere blev man.

Således gik det: Da de lutherske magthavere gjorde kål på bondeoprøret, udførte de et af de største massemord i Europas historie. Cirka 100.000 mennesker blev slagtet. Det fortolkningsrum, Reformationen havde åbnet, blev nu lukket ned med blod og vold. Repressionen af samfundets svage var total.

I Danmark undgik de fattigste den helt store massakre. Men Reformationen medførte forringelser af deres livsvilkår, som ikke kan undervurderes.

Ved Reformations udbrud boede cirka 80 procent af befolkningen på landet, beskæftiget ved landbrug.

Jorden blev dyrket under cirka 75.000 bondegårde, som kunne drives af en selvernærende familie, eventuelt hjulpet af et par tjenestefolk. De fleste bønder ejede ikke deres gårde selv, men var fæstebønder under en adelsmand, kongen eller en kirkelig institution.

Det var forholdene omkring denne ”kontrakt” og de rettigheder og forpligtelser, der fulgte med, som betød alt for bondebefolkningen – samt muligheden for at blive selvejer. Debatter om aflad var noget, de lærde snakkede om.

Med Reformationens indførelse blev flere jyske selvejerbønder gjort til fæstere, så antallet af selvejere faldt til under 10 procent på landsplan.

Som et direkte resultat af den lutherske reformation inddrog kongen kirkens gods og blev dermed godsejer for halvdelen af landets fæstebønder, mens stort set alle andre hørte under adelige godsejere (i 1651 var andelen af selvejere yderligere faldet til omkring seks procent).

I tråd med lutherske principper gik Danmark over til et regulært adelsvælde. Kongemagten kunne nu øge skatterne efter behag.

Eksisterende klasseskel blev forstærket, og magten og rigdommen koncentreret på stadig færre hænder. Fattige tiggere blev udsat for hån og spot. Med inspiration fra Tyskland formaliserede Christian III’s håndfæstning hals- og håndsretten – retten til halshugning og afhugning af hænder. Adelen kunne nu bestemme over liv og død: det perfekte magtmiddel til undertrykkelse og udbytning af fæstebønderne.

Den dokumenterbare effekt af den lutherske reformation er, at den sociale ulighed blev cementeret og forøget. Reformationens indførelse var stærkt medvirkende til forringelsen af bøndernes levevilkår i generationer fremover.

Det var dem, der betalte prisen. Vi spytter dem i ansigtet, hver eneste gang vi fabler om, at Reformationen medførte lighed og velfærd.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye