Min seneste klumme, som handlede om Reformationens hekseforfølgelser, har sat en god debat i gang. Sognepræst Torben Bramming svarede i sit indlæg den 30. januar, at forfølgelserne ”blev til i katolsk tid”, selvom de stod på mellem 1540 og 1693.
SDU-lektor Louise Kallestrup blev endda ”fagligt hidsig”, da hun læste mit indlæg: ”... at trække en lige linje mellem Luther og hekseforfølgelser er en grov – nærmest fornærmende – forsimpling” (interview den 3. februar).
Imidlertid har jeg aldrig trukket nogen ”lige linje” fra Luther. Jeg har gjort opmærksom på nogle sammenhænge, som vi har pligt til at forholde os til.
For det første er og bliver hekseforfølgelserne i Europa et fænomen, der hovedsageligt udfolder sig fra midten af 1500-tallet og op igennem 1600-tallet – altså fra reformationsperioden og frem. Værst gik det i protestantiske områder. De hekseprocesser, der fandt sted i løbet af 1400-tallet, var småting i forhold til, hvad der skete senere. Heksehenrettelser i perioden blev ofte gennemført af civile domstole uden kirkens medvirken.
Graden og udbredelsen af hekseforfølgelserne fra 1500-tallet hang ikke kun sammen med konfessionelle skel. Men Reformationen fik en stor indflydelse.
Kallestrup siger, at forfølgelserne også eskalerede i ikke-lutherske reformerte lande. Sandt. Det kan jo hænge sammen med, at Calvin også på dette punkt var endnu mere ekstrem end Luther, der ellers leverede eksplosiv teologisk ammunition til heksefeberen. Det lyttede de danske konger og biskopper til. At udråbe katolske skikke til trolddom (med dødsstraf) blev et effektivt skræmmemiddel i den lutherske ensretning. Hekseanklagede blev meget hårdere behandlet i Danmark end under den katolske inkvisition. Det skyldes blandt andet Reformationen. Som Kallestrups forskning viser.
Bramming anfører ”Heksehammeren” (1487) som et bevis på hekseforfølgelsernes katolske oprindelse. Paven godkendte aldrig dette forfærdelige skrift, selvom det blev trykt med hans bulle fra 1484, udstedt før bogen var skrevet. Heksehammeren blev også udgivet med en teologisk blåstempling fra universitet i Køln, formentlig forfalsket af den tyske munk Kramer (hovedforfatter til værket). Teologer forkastede skriftet som anti-katolsk. Kirken fordømte det. At bogen alligevel blev trykt i mange eksemplarer er tegn på, at kirken var ved at miste indflydelse.
Dæmonisering af fjender blev udbredt i overgangen til det moderne i hele Europa. Men at tilskrive hekseforfølgelserne i Danmark den katolske ”afladskultur” er at videreføre en selvgod nationalfortælling om Reformationen, som strider med fakta. Det er der god grund til at blive fagligt hidsig over.
Bjørn Thomassen er lektor ved Roskilde Universitet og fast skribent af klummen ”Kirkeligt set” i Kristeligt Dagblad.