Prøv avisen
Kirkeligt set

Reformationsfejring fortsætter hjernevask af børn og voksne

Foto: Illustration: Søren Mosdal

Ærkekomisk blev det, da Løkke Rasmussen uden slinger i valsen læste højt, at vi kan takke Luther for, at religion og politik blev adskilt. Aldrig er den reformatoriske sammenfiltring af stat og kirke vel blevet udstillet på mere humoristisk vis, skriver Bjørn Thomassen

Festlighederne i forbindelse med reformationsjubilæet præger det danske landskab i disse tider. Grundlovsdag blev vi vidner til en pompøs reformationsgudstjeneste i Haderslev Domkirke. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde til lejligheden bestilt en tale, der på suveræn vis sammenfattede hele kongerækken af Luther-myter: at Luther satte mennesket frit, at Luther lærte os at være kritiske, at Reformationen førte til velfærdsstaten, og at Luther satte en folkeoplysning i gang, ”som vores demokrati er groet af”.

Ærkekomisk blev det, da Løkke Rasmussen uden slinger i valsen læste højt, at vi kan takke Luther for, at religion og politik blev adskilt. Således talte Rasmussen, mens han som statsminister stod på talerstolen midt i statskirken, foran de statsansatte biskopper – og foran monarken, der pr. lov skal være medlem af statskirken, og som sammen med Folketinget udgør kirkens øverste myndighed. Aldrig er den reformatoriske sammenfiltring af stat og kirke vel blevet udstillet på mere humoristisk vis.

Ja, underholdende skal det være. Og for nu at sikre at underholdningen når ud til de mindste, har den folkekære børne-entertainer Sigurd Barrett udgivet en tegneserie, ”Sigurd fortæller om Luther”. Barrett rejser for tiden landet rundt med et show af samme navn. Ledsaget af tøjdyret Snapper, som alle danske børn kender fra TV, fejres Reformationen med sang og teater.

Showet starter med tre munke, der træder op på scenen. På latterliggørende ”munkelatin” bilder Barrett børnene ind, at munkene i middelalderen messede på dette uforståelige sprog i otte timer. Den ene af de tre munke går rundt med en fed guldkæde. En tyv kommer snigende og stjæler guldkæden, men bliver fanget af den munk, Barrett spiller. Munken fortæller tyven, at han bare kan købe aflad, så er alt godt igen. Barrett spørger retorisk børnene, om de også bare kan betale deres forældre nogle penge, hvis de går rundt og stjæler? Neeeeeej, råber børnene.

Nej, vel? Men så var det da heldigt, at Luther kom på banen, for han syntes heller ikke man skulle kunne betale sig fra sine synder. Men så blev paven sur, ”for så kunne han ikke tjene penge!”, og så råbte paven ”Fuck Luther!”.

Efter at have fremmanet et effektivt fjendebillede af munkene, beskrives Luthers heltemodige kamp mod pavedømmet med drama og musik. Det hele kulminerer, da børnene til sidste bliver opfordret til at forestille sig, at de er til Champions League-finale i fodbold. Barrett er den musikalske oppisker, mens de opstemte børn skråler: ”Åhuhåh, Guds ord er lyset i mit sind/åhuhåh, så luk det ind.” Dermed cementeres showets hovedbudskab, nemlig at det er Luthers fortjeneste, at Guds lys kunne spredes, og at vi fik lov til at synge på dansk. Luther er nu børnenes helt, på linje med Messi og Ronaldo.

Børn på den alder har ikke redskaber til at forholde sig kritisk til et sådant show. De labber det i sig, naturligvis. Bare synet af en munkekåbe, bare lyden af ordet ”pave”, vil fra nu af få det til at løbe koldt ned ad ryggen på dem. De små børn får fyldt hovedet med billeder af griske munke og en korrupt pave, som kun tænker på at tjene penge, alt imens de synger og griner, anført af deres elskede TV-vært og hans nuttede tøjdyr.

Der findes et enkelt begreb om det, Barrett og hans teatertrup har gang i: hjernevask. Det kan virke uskyldigt, men der er intet uskyldigt i at manipulere med børns uskyld. Naturligvis må man forenkle, når man skal formidle til børn. Men man behøver ikke at forvrænge. Udlægningen af afladshandelen er fordrejet. Man har aldrig blot kunnet betale sig fra sine synder i den katolske kirke. Tilgivelse af en synd krævede, at den pågældende angrede sine synder og modtog Guds tilgivelse, i alvorlige tilfælde af præsten efter skriftemål. Aflad kunne ikke opnås uden anger og Guds tilgivelse.

Udlægningen af katolske præster og munke, der gik rundt og talte volapyk, er historieforfalskning. Munke og nonner kommunikerede med de danske befolkninger på lokalsprogene. De har aldrig nogensinde messet i otte timer. Præsterne prædikede på lokalsprogene. Bibeloversættelserne til de europæiske nationalsprog var gået i gang lang tid før Luther. Ja, latin var datidens dannelsessprog. Også efter 1536. Derfor indførte de lutherske reformatorer netop ”latinskoler” i de danske købstæder.

Nu kan man jo ikke forbyde en entertainer at rejse rundt og gøgle med historien. Det er som bekendt et frit land. Men Barrett har haft landets førende teologer og kirkehistorikere som konsulenter. Hans reformationsshow anbefales eksplicit af Præsidiet for Reformationsjubilæet, som altså står inde for indholdet. Lad os klappe ad Sigurd og Snapper. En mere effektiv propagandamaskine er sjældent set.