REGERINGEN HAR indført gebyr på tolkning for flygtninge, der har boet tre år i Danmark. Sundhedsministeren har forklaret, at aftaleparterne har aftalt, at man kan tale dansk, når man har boet tre år i Danmark.
Politik er én ting, virkeligheden er desværre en helt anden. Der er ingen videnskabelige undersøgelser, der har vist, at flygtninge taler dansk efter tre år. Tværtimod er der oceaner af beviser for det modsatte. Man lærer at være syg på sit modersmål som barn, og man er bedst til at være syg og tale om sine symptomer på sit modersmål. Man føler og tænker dybe tanker på sit modersmål.
Når man er flygtning, lærer man det dansk, man har brug for, og ifølge dansk lovgivning skal flygtninge lære erhvervsdansk i sprogskolerne. Så dét gør de. Men følelser, symptomer og svære tab og traumer tænkes og omtales på modersmålet. Uanset hvad parterne har aftalt som led i en politisk handel.
KONSEKVENSEN ER, at flygtninge, den dag, de bliver syge, skal betale for tolk. For lægen skal kunne tale med patienten – dét står i sundhedsloven. Men patienten skal betale for, at lægen kan følge sundhedsloven og tale med patienten.
Med de stramninger, der er indført omkring kontanthjælp, har mange flygtningefamilier knap 400 kroner pr. person til mad, transport, tøj og medicin hver måned, så der er ikke råd til at betale 150 kroner for en tolk en-to gange hver måned. Og sprog er noget, man lærer dér, hvor man bruger det.
Vi har set mange patienter, der talte flydende fynsk om deres arbejdsplads, men ikke havde ét dansk ord om deres symptomer eller sygdom. Sproget er kun knyttet til det arbejde, man har.
Der har været forsøg med et tolkegebyr for syv år siden. Loven var en katastrofe: Patienter udeblev, patienter tog deres børn med til lægen som tolke, patienter fik regninger på tolkninger, der aldrig var udført, eller hvor tolken var for dårlig, patienter fik rykkere med girokort et halvt til et helt år efter samtaler, de ikke erindrede. Patienterne blev bange, og sygehusene druknede i regninger og klager over regninger.
Sygehusdirektør Kristjar Skajaa fra Aarhus Sygehus satte dengang en stopper for loven ved at klage over, at sygehuset skulle bruge i forvejen sparsomme midler på en lov, der i realiteten var en fiasko og tidsspilde. Tolkegebyret blev derefter afskaffet, men gebyrer har det med at blive hængende i gardinerne. Læger og sygeplejersker tror stadig den dag i dag, at der er tolkegebyr, og undlader med den undskyldning at bestille tolk.
HVIS TOLKEGEBYRET genindføres, vil vi igen se patienter udeblive og børn blive brugt som tolke, og vi vil se patienter, der vil være tvunget til at klare sig med deres sparsomme dansk. Patienter med psykiske traumer har sværere ved at lære nyt og kan efter vores erfaringer ligefrem miste det danske sprog med tiden.
Nogle patienter lærer aldrig dansk, og der er meget, der tyder på, at de simpelthen ikke er i stand til det på grund af påvirket hukommelse og indlæring efter voldsomme traumatiske oplevelser. Nok så mange gebyrer kan ikke ændre på flygtninges traumer og deres konsekvenser. Nok så mange gebyrer kan ikke forbedre indlæring og hukommelse.
Sundhedsministeren har udtalt, at man må forventes at tale dansk efter tre år i Danmark. Dét må stå for ministerens egen regning, for der er ingen evidens, der støtter hendes holdning. Derimod er der klare erfaringer med, at et tolkegebyr medfører administrativt kaos og omfattende spild af lægetid: Sidst der var tolkegebyr, så vi, hvordan læger måtte bruge værdifuld tid på at skrive dispensationsansøgninger og lægeerklæringer til patienter, der af åbenlyse årsager ikke magter at lære dansk.
I virkeligheden – uden for finanslovens forligskreds – er problemet det stik modsatte. Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital har påvist, at der sker mange fejl i sundhedsvæsenet på grund af manglende anvendelse af tolke – tolke anvendes alt for lidt, og det går ud over patientsikkerheden.
Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen har fået denne rapport. Hvis tolkegebyret opretholdes, vil de handle stik imod den viden, der er på området. De enorme konsekvenser af at tilsidesætte denne viden kan ikke på nogen måde begrunde en ubetydelig politisk sejr. Gebyrer har en social slagside og rammer dem, der har mest brug for let og lige adgang til sundhedsvæsenet.
Sundhedsvæsenet er ikke en symbolpolitisk legeplads, hvor patienter og læger er statister.
Morten Sodemann er professor og overlæge, indvandrermedicinsk klinik, Syddansk Universitet.