Regnbue udløser storpolitisk slagsmål under EM i fodbold

Den tyske by München ville oplyse et stadion i regnbuefarver under EM-fodboldkamp mellem Ungarn og Tyskland i solidaritet med lgbtqi+-samfundet i Ungarn, som er under pres. Men det europæiske fodboldforbund, Uefa, har sagt nej. Forkert signal, mener tysk udenrigsminister

Det har affødt megen kritik i Tyskland, at UEFA sagde nej til at lade Allianz Arena i München oplyse i regnbuefarver under kampen mod Ungarn. Her ses et regnbueflag på Allianz Stadium i 2019.
Det har affødt megen kritik i Tyskland, at UEFA sagde nej til at lade Allianz Arena i München oplyse i regnbuefarver under kampen mod Ungarn. Her ses et regnbueflag på Allianz Stadium i 2019. Foto: Peter Schatz/Imago Images/Ritzau Scanpix.

Professionel fodbold har altid været en arena for politik, men sjældent har et EM udviklet sig til et så ophidsende storpolitisk slagsmål som det igangværende. Alt sammen på grund af et flag i regnbuefarver.

Politikere i den bayerske storby München har støttet et forslag om, at byens stadion skulle oplyses i regnbuefarver i aftes under EM-kampen mellem Tyskland og Ungarn.

Det skulle ske som udtryk for Münchens solidaritet med det ungarske lgbtqi+-miljø, efter at Ungarn har vedtaget en lov, der forbyder ”fremvisning og promovering af homoseksualitet” for unge under 18 år. Men det europæiske fodboldforbund, Uefa, har afvist initiativet, fordi åbenlyse politiske demonstrationer er i strid med Uefas regler, og fordi det er ”et budskab rettet mod en beslutning i det ungarske nationale parlament”, begrunder Uefa. Derefter er kritikken haglet ned over fodboldforbundet.

”Jeg finder det beskæmmende, at Uefa forbyder os at vise mangfoldighed, tolerance, respekt og solidaritet med de mange mennesker i lgbtqi+-samfundet,” siger borgmesteren i München, Dieter Reiter, ifølge avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung .

Bayerns konservative ministerpræsident, Markus Söder, har bakket op om München-initiativet og kalder Uefas beslutning for ”en skam”. Den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, kritiserer også Uefas beslutning.

”Det er sandt, at fodboldbanen ikke handler om politik. Det handler om mennesker, om retfærdighed og om tolerance. Derfor sender Uefa et forkert signal,” skriver den socialdemokratiske minister på Twitter :

”Men heldigvis kan man stadig vise kulør i dag – på stadion og uden for.”

Hans partikollega og SPD’s medformand Saskia Esken taler om en ”politisk fej beslutning”.

”Uefas tidligere kampagner mod racisme og for et åbent og tolerant samfund må tilsyneladende vurderes som tom snak fra en marketingafdeling,” siger hun ifølge nyhedsmagasinet Der Spiegel .

Også den danske fodboldlandsholdstræner Kasper Hjulmand stiller sig uforstående over for Uefas beslutning.

”Hvad er politik, og hvad er mere fundamentale menneskerettigheder, som man skrev under på i 1948? Vi er født lige, og vi hylder diversiteten, og vi hylder, at alle har lige ret. For mig har det intet med politik at gøre,” siger han ifølge Ritzau .

Men beslutningen forsvares også fra tysk hold. Rainer Koch skriver i sin egenskab af vicepræsident for det tyske fodboldforbund (DFB) og medlem af Uefas eksekutivkomité på Facebook :

”Da München har begrundet belysningen som en målrettet aktion mod det ungarske parlaments beslutning, er det ikke længere blot en erklæring i den fælles kamp mod enhver form for diskrimination, men en politisk aktion,” skriver han.

Tyskland bør ikke blande sig i ungarsk politik, mener Ungarns premierminister, Viktor Orbán, som skulle have overværet EM-kampen i München, men valgte at aflyse. Han appellerer til tyske politikere om at acceptere Uefas forbud.”Det er ikke en statslig beslutning, om München-stadionet eller et andet europæisk stadion skal være oplyst i regnbuefarver,” siger Orbán til nyhedsbureauet dpa .

I den ungarske hovedstad, Budapest, er regnbuefarverne ifølge Viktor Orbán ”en naturlig del af gadebilledet”. Lignende toner lyder fra Ungarns udenrigsminister, Péter Szijjártó.

”Gudskelov er der stadig sund fornuft i de europæiske fodboldlederes kredse, og de spiller ikke med på denne politiske provokation,” siger han ifølge mediet Euractiv .

”Det er ikke godt at blande en sportsbegivenhed med politik. Historien viser, at det er dårligt, det burde tyskerne vide alt for godt,” siger han blandt andet med henvisning til OL i Nazityskland i 1936.

I protest mod UEFAs beslutning har 46 tyske fodboldklubber ifølge avisen Bild bebudet, at de ville oplyse deres stadion i regnbuefarver eller på anden måde støtte initiativet under fodboldkampen i München i aftes.

”For Uefa er dette en katastrofe”, skriver Spiegel -journalist Peter Ahrens og tilføjer, at med forbuddet ”er det lykkedes Münchens bypolitikere at henlede den europæiske opmærksomhed på en antitolerancelov vedtaget af Ungarns magthavere”.

I en meddelelse foreslår Uefa myndighederne i München at farve stadion regnbuefarvet i perioden mellem den 3. og den 9. juli, hvor der afholdes en årlig parade for lgbtqi+-rettigheder i den sydtyske storby. Münchens sidste kamp som EM-værtsby er den 2. juli. Men forslaget udstiller blot Uefas hykleri, mener journalist Gökalp Babayigit fra Süddeutsche Zeitung .

”Det faktum, at fodboldforbundet ikke tøver med at foreslå alternative datoer, hvor stadionet godt må være farverigt, sætter en skinhellig-absurd krone på hele værket,” skriver han.

Regnbuen har allerede vakt røre under årets EM. I søndags kom det frem, at Uefa havde indledt en undersøgelse mod den tyske landsholdsmålmand Manuel Neuer, fordi han havde båret et regnbuefarvet armbind under kampen mod Portugal. Uefa valgte dog hurtigt at droppe sagen, idet armbindet er et ”symbol på mangfoldighed og dermed en god sag”, skrev Uefa i begrundelsen.

Regnbuen har allerede vakt røre under årets EM. I søndags kom det frem, at UEFA havde indledt en undersøgelse mod den tyske landsholdsmålmand Manuel Neuer, fordi han havde båret et regnbuefarvet armbind under kampen mod Portugal. UEFA valgte dog hurtigt at droppe sagen, idet armbindet er et ”symbol på mangfoldighed og dermed en god sag”, skrev UEFA i begrundelsen.